Kære Puk
Skal fotos af hans kone stå fremme?
Daniel og Benjamin er sikre på, at de har den sejeste mor, for der er ikke mange andre mødre, der elsker edderkopper, hekse, zombier og flyvende tallerkner. Og ikke bare elsker Lenette dem: Hun laver selv alle figurerne og stiller dem op i haven. Her står de hele oktober måned indtil det bliver Halloween den 31. oktober.
Om dagen har Lenette Simonsen sit pæne tøj på, og kører ind til sit arbejde som kvalitetssikringschef i et stort firma. Hun er uddannet ingeniør, og hun og familien bor i et pænt hus på Neptunvej i Jyllinge. Naboerne har blomsterbede og en bil i deres carport, men det har Lenette ikke. I carporten holder to skeletter til og læser i bøger, mens de holder heksegryden i kog. Hvor staudebedet skulle være, står en galge med en mand, der åbenbart har hængt der længe, og sådan kan man blive ved. Dette er ikke indgangen til et prinsesseunivers, og når Lenette kommer hjem fra arbejde, er hun ikke længere chef og ingeniør. Så er hun opfinderen af det mørke univers på Neptunvej.
Det kræver nok et særligt talent at se, at et af drengenes gamle fodboldmål kan blive til en gigantisk sort edderkop, eller at en trampolin kan blive til en flyvende tallerken eller en kirkegård, men det talent har Lenette. Om aftenen når andre ser fjernsyn, bliver spisepinde omdannet til tryllestave, eller måske laver hun afhuggede hænder ud af latex. Hun begynder allerede med planlægningen af årets Halloween tema i februar måned, og så kommer alle uhyrlighederne ud i haven i begyndelsen af oktober – og der bliver flere og flere detaljer i Lenettes univers, og flere og flere mennesker der kommer forbi familien Simonsens have.
-Naboerne kommer tit forbi med en rest maling eller et eller andet, jeg måske kan bruge, og jeg tror da også, de synes, det er sjovt at se, hvad vi nu finder på. Vi har rigtig mange gæster, der kigger ind i haven, men det sjoveste er, når Daniels skoleklasse kommer forbi, og han kan prale med, at han bor her, siger Lenette.
- Det er jo et drengeunivers med spøgelser og zombier, og så gør det heller ikke noget, at mine drenge synes, jeg bare er den sejeste, fordi jeg ikke er bange for edderkopper og skeletter, siger Lenette
Efterhånden er uhyggen blevet en sag, hele familien kan deltage i. Lenettes mor er blevet tilkaldt for at lave en hjerne i trylledej , som Lenette skulle bruge til Slagterens Hjørne, Lenettes mand, Jacob, har sømmet en kiste sammen – heldigvis ikke til Lenette personligt, men til et skelet – og Lenettes far, har lavet galgen.
Sådan hygger de sig i hele oktober måned i Jyllinge. Så vidt Lenette ved, er der kun eet eneste barn, der er blevet så bange, at hun græd, så igen i år er Lenettes have en stor succes. Den 31. oktober slutter det hele med en stor fest hjemme hos Lenette og Jacob – og det er en ganske særlig fest.
I år skal Lenette være klovn, men selvfølgelig ikke en glad og munter klovn. Tværtimod er hun en meget blodtørstig en af slagsen, der ser ud, som om hun spiser små børn. Dagen efter festen bliver alting pakket ned og gemt væk. Så bliver haven for et kort tid ganske almindelig, og Lenette ligner igen den ganske almindelige unge kvinde, hun også er, men skinnet bedrager: Inderst inde er Lenette en fe med en magisk tryllestav, der skaber eventyr - desværre duer tryllestaven ikke til at få mænd til at vaske op og børn til at opføre sig artigt.
Læs også Sådan laver du græskar-popcakes/madopskrifter/dessert-og-kage/graeskar-popcakes .