En læser fortæller: Mit livs bedste julegave

Sorgen var stor, da Johan og jeg en dag i juli måtte sige farvel til vores bedste ven, hunden Fanny. Vores gamle puddel kunne ikke mere. Den engang så kulsorte pels var blevet grå, og benene havde svært ved at lystre. Vores hund var mæt af dage.

Den sidste morgen i Fannys liv lovede vi hinanden, at det nu var slut med at have hund. Vi ville alligevel aldrig finde én, der kunne leve op til Fannys fortræffeligheder, og det ville være synd, hvis vi hele tiden forfaldt til at sammenligne. Det kunne ingen hund i hele verden leve op til.

– Nu kan vi gøre præcis, som vi vil, uden først at skulle aflevere en hund i pension eller på anden måde finde nogen, der kan være barnepige, sagde Johan.

Jeg nikkede og gav ham ret, men hver eneste dag slog tomheden mig i møde, når jeg kom hjem fra arbejde. Jeg så på Johan, at han også savnede den daglige morgentur med en hund, og at han savnede en, der lagde sig op mod hans ben, når han om aftenen så fjernsyn eller sad og læste i avisen.

Læs også: Jeg fik en levende julegave

Sommeren gled ubemærket over i efterår. Ubemærket siger jeg, for sådan var det. Det betød ikke nær så meget, hvordan vejret var, når Fanny ikke længere stod og trippede for at blive luftet. Pludselig var der pyntet op til jul i butikkerne, men i år skulle jeg ikke ud og købe en gave til en hund, der senere ville gøre sig de største anstrengelser for at rive papiret af det stykke legetøj, jeg havde fundet på.

– I fik aldrig børn, sagde min søster Mary. – Men det betyder ikke, at en hund kan træde ind i den rolle. En hund er og bliver en hund.

Jeg svarede hende ikke, for jeg syntes, det var en overflødig bemærkning. Vi havde holdt utrolig meget af Fanny, men jeg havde aldrig forsøgt at menneskeliggøre vores hund.

Nu savnede jeg imidlertid omgangen med et dyr, og jeg kunne se, at Johan gjorde det samme. Vi kunne bare ikke finde ud af at tale om det. Jeg ved ikke, hvorfor det var sådan, men det var det. Jeg besluttede derfor, at jeg ville overraske min mand og købe en hundehvalp. Den skulle han have i julegave.

Læs også: Jeg savnede mit barnebarn

Jeg tjekkede på nettet og fandt ud af, at der hos en opdrætter i nærheden var hvalpe klar til afhentning sidst i december. Da jeg besøgte kennelen, faldt jeg straks for en helt bedårende hvid hvalp.

Sælgeren lovede, at jeg kunne hente hunden lillejuleaften. Jeg nærmest sitrede af forventning og købte hundelegetøj, halsbånd og en hundeseng. Alt blev gemt på loftet.

Da dagen oprandt, bad jeg Johan køre med mig.

– Nu? Hvorhen?

– Det er en overraskelse, sagde jeg.

– Jamen det kan jeg faktisk ikke. Jeg har lovet din svoger at hente en ny cykel til Mary, som skal stå hos os, for at hun ikke får nys om det.

Det var der jo ikke noget at gøre ved. Lidt efter kørte Johan. Så snart han var væk, startede jeg min bil.

Læs også: Min svigerdatter ignorerede mig

Men da jeg nåede ud til kennelen, fik jeg noget af en overraskelse. Johans bil holdt der også.

Han havde vel ikke ...? Jeg gjorde ikke tanken færdig, men skyndte mig hen for at banke på.

– Du er ikke den eneste, der har fået den idé, smilede den kvindelige halvdel af opdrætterparret. – Min mand er lige ved …

I det samme kom Johan gående. I favnen holdt han en karamelfarvet hvalp.

Da han så mig, blev han forbløffet stående.

– Fik du alligevel en mistanke om, at jeg ikke skulle hente en cykel til din søster? spurgte han.

– Det er … han rødmede lidt og så pludselig ung og usikker ud. – Jeg syntes, vi skulle have … Jeg har købt en hund til dig i julegave.

Opdrætterparret så fra den ene til den anden. Så gik det op for dem, at Johan og jeg var mand og kone, og at vi begge to havde fået samme idé. Da Johan hørte, at jeg også havde købt en hund, lagde han nakken tilbage og lo højt.

Opdrætterparret sagde forstående, at vi godt måtte lade den ene hvalp blive, men vi kunne ikke få os selv til ligesom at kassere en af dem, så vi tog hver sin hvalp med hjem. Det blev en aldeles pragtfuld jul. Det tror jeg også, hundene syntes. Jeg ved, at min søster rystede på hovedet ad os, men hold da op, hvor er det dejligt at have to hunde.