En læser fortæller: Jeg gav min chef en opsang

Da jeg efter en alvorlig sygdom skulle vende tilbage til arbejdsmarkedet, stod det hurtigt klart for mig, at jeg ikke kunne klare det job, jeg havde haft tidligere.

Jeg er uddannet maskinarbejder, og jeg har altid befundet mig godt i den mandsdominerede verden. Mit arbejde var imidlertid ret tungt, og efter sygdommen blev jeg hurtigt så træt, at jeg knap nok orkede at løfte en hånd. Det kunne min arbejdsgiver selvfølgelig ikke være tjent med.

I mange måneder havde han ellers strakt sig langt. Jeg havde fået lov til at arbejde så meget, som jeg kunne. Nogle gange havde det bare været et par timer, andre gange en halv dag, men da jeg skulle arbejde på fuldtid, måtte jeg give op.

Jeg kom igen på sygedagpenge. Efter et stykke tid kom jeg i arbejdsprøvning. Jeg ville helst på et eller andet værksted, men der, hvor jeg blev sendt ud, var arbejdet for hårdt.

Så skulle jeg prøve noget helt andet. Jeg blev sendt i praktik forskellige steder. Hvis jeg kunne klare arbejdet og var god nok, kunne jeg være heldig at få en kontrakt.

Indimellem føltes det, som om jeg i den grad blev kørt rundt i manegen. Der var især to steder, hvor jeg faktisk klarede arbejdet helt okay, men da praktikperioden var overstået, vendte arbejdsgiveren tommelfingeren nedad. I stedet for blev et nyt menneske sendt i praktik på stedet. Vedkommende fik langtfra fuld løn, og arbejdsgiveren fik billig arbejdskraft.

Der gik et godt stykke tid, inden jeg igen blev sendt ud. Denne gang var det noget, jeg aldrig før havde prøvet. Jeg skulle være en slags altmuligkvinde i en frokostrestaurant. Jeg mødte som den første, for jeg skulle være klar, når de frosne varer kom om morgenen.

Jeg skulle også tjekke, at de forskellige køkkenmaskiner var fuldstændig rene, og jeg skulle sørge for, at restauranten var pæn. Det vil sige, jeg vaskede gulvet, pudsede vinduer og ordnede disken og montrerne, så de var strålende blanke.

Når det øvrige personale kom, havde jeg kaffe parat til dem, og så skulle jeg bare gå lidt til hånde, hvor der var behov for det. Jeg havde ikke vidst, at der fandtes sådan et job, og hvis jeg havde vidst det, ville jeg aldrig have søgt det, men jeg fandt hurtigt ud af, at jeg rigtig godt kunne lide at være der. Jeg var i praktik i tre uger. Derefter skulle det drøftes, om jeg kunne blive fastansat.

Halvanden uge inde i forløbet blev jeg syg. Jeg havde ondt i halsen og var så forkølet, at jeg knap nok kunne stå på benene. Jeg var rigtig ked af det, for jeg regnede med, at jobbet nu ville være uden for min rækkevidde. Jeg havde selvfølgelig ringet og meldt mig syg. Jeg kunne godt høre, at det ikke faldt i særlig god jord, men der var ikke noget at gøre ved det.

Ugen efter om tirsdagen ringede jeg og sagde, at jeg nu var klar igen. Jeg skulle til kontrol hos lægen onsdag eftermiddag, så jeg kunne møde ind om torsdagen.

– Når du først skal til kontrol i morgen eftermiddag, kan du så ikke komme til et møde på mit kontor i morgen klokken 10.30.

Da jeg dagen efter tog af sted, var jeg sikker på, at jeg igen ville få at vide, at jeg ikke kunne bruges.

Min chef så også temmelig bister ud.

– Er du klar over, at jeg har ventet på dig i en time? spurgte han.

Jeg så på mit ur. Klokken var præcis 10.30. En blanding af raseri og håbløshed fyldte mig. Jeg gik hen og satte begge hænder i hans skrivebord, så sagde jeg vredt, at jeg var træt af at blive behandlet som et nul, at jeg for pokker vel ikke skulle klandres for, at han ikke kunne huske, hvilket tidspunkt han havde kaldt til møde på. Jeg sagde også, at han selv kunne pudse sine vinduer.

Så rettede jeg mig op. Jeg vidste, jeg var gået over stregen, og jeg gik modløst hen mod døren.

– Vent lidt! råbte han bag mig. – Skal vi ikke skrive den kontrakt med det samme? Jobbet er dit, hvis du vil have det. Jeg har stor respekt for mennesker, som siger deres mening.

Jeg vendte mig og kiggede på ham. Så gik jeg tilbage og satte mig ned.

I dag arbejder jeg i frokostrestauranten på andet år. Jeg er glad for jobbet, og jeg er glad for, at min chef ikke tog sig af, at jeg dengang vistnok gik lidt over stregen.