Livshistorier
Jeg frygtede mødet med min datters rige svigerforældre
For to år siden mistede Lisbeth og Vagn deres 27-årige søn, Lars. De fandt ham død i sin lejlighed.
– Vores søn var for to år siden en dejlig, frisk, ung mand på 27 år, og han havde netop dagen før været til en jobsamtale, som var gået så godt, at han var sikker på at få jobbet, fortæller 57-årige Lisbeth Nørbach Jensen, der sammen med sin mand forgæves havde ventet på et opkald fra sønnen. – Lars havde ringet til os herhjemme i Solrød dagen før. Han var simpelthen så glad og lovede at ringe så snart, han havde hørt fra firmaet dagen efter.
Da Lars plejer at holde, hvad han lover, og adskillige opkald fra både Lisbeth og Vagn forbliver ubesvarede, får den voksende uro ægteparret til at køre ind til Lars’ lejlighed.
– På vej derind blev jeg mere og mere bekymret for, at der var sket ham noget, fortæller Lisbeth. – Lars var et stykke tid før jobsamtalen to gange efter hinanden med 14 dages mellemrum faldet bevidstløs om. Første gang var på gaden, hvor han vågnede op ved, at nogen lyste ham i øjnene, og anden gang skete det i hans lejlighed, hvor han vågnede af sig selv og ringede 1813. Begge gange blev han tjekket på hospitalet, og lægerne kunne intet påvise. Han var tydeligvis en sund og rask, ung mand.
Men den 30. april for to år siden sluttede hans liv.
Dybt chokeret får Lisbeth ringet 112.
– Jeg bad dem komme, fordi vi netop havde fundet vores søn død, og så satte jeg mig ved siden af ham og holdt ham i hånden, mens jeg bare krammede mit barn.
Pludselig ringer Lars’ telefon, og da Lisbeth i sin fortvivlede tilstand tager den, er det en besked om, at Lars har fået jobbet.
– Det var jo helt grotesk, og personen i den anden ende af røret blev naturligvis chokeret og ked af det, da jeg fortalte, hvad der lige var sket.
I sådanne situationer møder politiet altid op, og da betjentene er kørt, og Falck-redderne har hentet Lars, må Lisbeth og Vagn tage sig af den tunge opgave at fortælle deres 30-årige datter Tina, at hendes lillebror er død.
– Det var en surrealistisk køretur, hvor vi egentlig slet ikke var i stand til at færdes i trafikken, og pludselig på vejen fik jeg den underligste lyst til at køre i rutsjebane, fortæller Lisbeth. – Jeg spurgte Vagn, hvad det dog var, der skete med mig, indtil jeg pludselig vidste, hvad der kom. Et skrig! Jeg rullede vinduet ned, og så skreg jeg bare igen og igen i vilden sky.
Trangen til at skrige er ikke helt forsvundet i de to år, der er gået siden Lars’ død.
– Det første år var så underligt, for da gik både Vagn og jeg rundt og passede vores arbejde, jeg som kirketjener og Vagn som konsulent, ligesom robotter uden at fatte, at Lars var væk. Først andet år var det, som om virkeligheden ramte klokkeklart. Lisbeths mand havde en fornemmelse for, hvad der måske også kunne hjælpe hans kone igennem sorgen.
Læs også: Far og datter tog på pilgrimsvandrig for at komme over sorgen
– Jeg har altid elsket at lave patchwork, og min mand foreslog, at jeg skulle lave en bog med nogle af mine mønstre, og da først tanken lige havde bundfældet sig, følte jeg, at det var en god idé og udfordring for mig.
Lisbeths mand havde endnu flere gode idéer.
– Han er meget kreativ og god til at tegne, så han foreslog, at han tegnede alle mønstrene til bogen. Han havde en forestilling om nogle lidt naive børnetegninger, der kunne fortælle historier fra Lars’ liv, og det var jo en fantastisk smuk idé.
Da først beslutningen var taget, gik det stærkt.
– Jeg ville oprette mit eget forlag og skulle jo finde ud af alt om skat, cvr-numre og import-eksport-tilladelse, fordi bogen også skal sælges i blandt andet Norge, som jo ikke er medlem af EU. Det endte med, at jeg tog et kursus i nyopstartet virksomhed i Greve Erhvervscenter, og det hele har været en meget udviklende proces.
– Det har været en slags kærlighedserklæring til Lars at få lov til at lave bogen, og jeg siger jo ikke, at jeg aldrig bliver ked af det mere. Men jeg har fået livsmodet og livsglæden tilbage, skønt jeg troede, at jeg aldrig ville komme til at smile igen. Derfor vil jeg gerne fortælle min historie, så andre, der ulykkeligvis oplever det samme, kan vide, at på trods af den enorme sorg kan livet alligevel blive værd at leve igen.