Min mand og jeg har været et par i snart 50 år. Vi har fire børn, og jeg trak det store læs med børn og hjem samt mit arbejde.
Min mand kunne altid finde en undskyldning for ikke at deltage. I dag kan jeg se, at han ikke handlede af ond vilje. Han havde sine egne indre dæmoner at slås med.
Vores ældste søn, B, havde stærke autistiske præg og fik som 19-årig diagnosen skizofreni og hurtigt et liv på førtidspension.
At leve med en søn med så alvorlig psykisk sygdom var hårdt for mig, der skulle have et liv til at fungere med hans tre søskende, en mand, der ikke var rigtig nærværende og ikke kunne forstå sin søn – og mit arbejde.
B blev kun 37 år. Han døde af kræft for fire år siden. Hans død kom som en befrielse for både ham og mig. Han døde i vores hjem her i Sverige, og da var min mand meget nærværende.
Han fik ligesom først øje på B, da han skulle dø.
Da B blev psykisk syg, forventedes det, at jeg skulle være stærk. Hjælp fik vi ikke. Familie og venner spurgte aldrig til, hvordan han havde det, eller hvordan vi tacklede det – men forventede vores støtte, hvis der skete noget hos dem. Ja, deres manglende nærvær skyldtes uvidenhed og afstandtagen til alt, der har med psykisk sygdom at gøre, men det gjorde det ikke mindre hårdt.

Barn nr. to, en datter, S, på nu 39 år, har arbejde, mand og barn. Hendes mand er højtfungerende autist. Hun valgte ham, fordi han minder så meget om hendes far og hendes brødre. Men hun er bevidst om problemerne og vidste, at hun ville blive ret alene om at være forældre. Min svigersøn elsker sin datter, men tør ikke passe hende alene. Han isolerer sig meget og magter kun små mængder selskabelighed.
Barn nr. tre, en søn, C, på nu 34 år, har Aspergers syndrom og adhd og er på førtidspension. Hans kone kom hertil som flygtning, lider af posttraumatisk stresssyndrom og kan ikke arbejde.
Yngste søn, R, er nu 30 år. Både han og hans kone har arbejde. De har en lille pige og venter endnu en til november.
Nu til problemet. De sidste år af mit arbejdsliv var jeg sygemeldt med stress, efterfulgt af depression. For to år siden flyttede jeg i lejlighed for at få ro.
Jeg fik det langsomt bedre, og i foråret talte min mand og jeg dybt og ordentligt til og med hinanden, hvad vi ikke havde gjort, siden B døde. Vi blev enige om at leve lykkeligt sammen til vores dages ende.
Men nu er jeg i tvivl om, om det var rigtigt at flytte sammen igen. Vi elsker hinanden, men det er svært at leve sammen med vores skrøbeligheder og få en hverdag til at fungere.
Siden vi flyttede sammen igen, er det gået ned ad bakke med mit humør og min energi, og jeg nærmer mig der, hvor jeg var, inden jeg flyttede for mig selv. Jeg holder meget af min mand, men er ikke sikker på, at jeg orker dette liv.
Er det egoistisk at ønske at bo for sig selv og så ses, når vi har lyst? Det værste, der kan ske, er, hvis min mand ikke vil se mig mere. For selv om jeg ikke orker at bo sammen med ham, vil jeg nødigt undvære ham.

Question

Min mand og jeg har været et par i snart 50 år. Vi har fire børn, og jeg trak det store læs med børn og hjem samt mit arbejde.

Min mand kunne altid finde en undskyldning for ikke at deltage. I dag kan jeg se, at han ikke handlede af ond vilje. Han havde sine egne indre dæmoner at slås med.

Vores ældste søn, B, havde stærke autistiske præg og fik som 19-årig diagnosen skizofreni og hurtigt et liv på førtidspension.

At leve med en søn med så alvorlig psykisk sygdom var hårdt for mig, der skulle have et liv til at fungere med hans tre søskende, en mand, der ikke var rigtig nærværende og ikke kunne forstå sin søn – og mit arbejde.

B blev kun 37 år. Han døde af kræft for fire år siden. Hans død kom som en befrielse for både ham og mig. Han døde i vores hjem her i Sverige, og da var min mand meget nærværende.

Han fik ligesom først øje på B, da han skulle dø.

Da B blev psykisk syg, forventedes det, at jeg skulle være stærk. Hjælp fik vi ikke. Familie og venner spurgte aldrig til, hvordan han havde det, eller hvordan vi tacklede det – men forventede vores støtte, hvis der skete noget hos dem. Ja, deres manglende nærvær skyldtes uvidenhed og afstandtagen til alt, der har med psykisk sygdom at gøre, men det gjorde det ikke mindre hårdt.

Barn nr. to, en datter, S, på nu 39 år, har arbejde, mand og barn. Hendes mand er højtfungerende autist. Hun valgte ham, fordi han minder så meget om hendes far og hendes brødre. Men hun er bevidst om problemerne og vidste, at hun ville blive ret alene om at være forældre. Min svigersøn elsker sin datter, men tør ikke passe hende alene. Han isolerer sig meget og magter kun små mængder selskabelighed.

Barn nr. tre, en søn, C, på nu 34 år, har Aspergers syndrom og adhd og er på førtidspension. Hans kone kom hertil som flygtning, lider af posttraumatisk stresssyndrom og kan ikke arbejde.

Yngste søn, R, er nu 30 år. Både han og hans kone har arbejde. De har en lille pige og venter endnu en til november.
Nu til problemet. De sidste år af mit arbejdsliv var jeg sygemeldt med stress, efterfulgt af depression. For to år siden flyttede jeg i lejlighed for at få ro.

Jeg fik det langsomt bedre, og i foråret talte min mand og jeg dybt og ordentligt til og med hinanden, hvad vi ikke havde gjort, siden B døde. Vi blev enige om at leve lykkeligt sammen til vores dages ende.
Men nu er jeg i tvivl om, om det var rigtigt at flytte sammen igen. Vi elsker hinanden, men det er svært at leve sammen med vores skrøbeligheder og få en hverdag til at fungere.

Siden vi flyttede sammen igen, er det gået ned ad bakke med mit humør og min energi, og jeg nærmer mig der, hvor jeg var, inden jeg flyttede for mig selv. Jeg holder meget af min mand, men er ikke sikker på, at jeg orker dette liv.
Er det egoistisk at ønske at bo for sig selv og så ses, når vi har lyst? Det værste, der kan ske, er, hvis min mand ikke vil se mig mere. For selv om jeg ikke orker at bo sammen med ham, vil jeg nødigt undvære ham.

Stort knus fra Puk · Accepted Answer

For en gangs skyld sidder jeg helt stille og ser på computeren, mens jeg tænker: ”Hvad pokker skal jeg svare?” Hvad kan jeg skrive til dig, som kan lette bare lidt af den byrde, du har båret gennem så mange år?

Jeg har stor beundring for dig som menneske. Det, du har formået, er helt ufatteligt, og jeg kan godt forstå, at du er træt nu. Jeg vil ikke blive konkret om, hvorvidt du skal flytte eller ej – den beslutning vil komme til dig. Vi begynder et andet sted.

Du skal love mig, at du fra i dag begynder at skabe ”et rum” i dit liv, der kun har det formål at skabe omsorg for dig selv. Dit liv er bygget på at tage dig af andre mennesker, så du skal fra nu af begynde at gøre ting, der kun handler om dig.

Det lyder så banalt, men det er alvor, og det er nødvendigt. Når man som du altid har sat sig selv til side, bliver det svært for dig at forandre det. Det er svært at tage imod. Derfor kan du i første omgang begynde med at ”købe” dig til egenomsorg. Find en massør, der kan give dig behandlinger. Gå på café og få en lækker frokost. Er man indrettet som dig, kan det til at starte med være lettere at gøre noget godt for sig selv, hvis man betaler for det. Det behøver ikke være dyrt.

Sæt det i system, ellers bliver det ikke til noget. Beslut dig for, at f.eks. hver tirsdag og torsdag er alenetid. Du skal dagligt øve dig i at komme i kontakt med dine egne behov. Mærk dig selv.
Du skriver godt, så køb en bog med blanke sider, hvor du kan nedfælde dine tanker. Sådan en bog er også et privat rum.

Du har en helt utrolig styrke, og nu skal du få den styrke til at pege i retning af dig selv. Du har holdt sammen på så mange mennesker, og derfor har jeg tillid til, at du også formår at holde dig selv oven vande.

Vil du skrive til mig igen og fortælle, om du følger planen? Når du gennem længere tid har haft fokus på dig selv, vil du også kunne beslutte, hvor du skal bo.