Veninderne lytter ikke til, hvad jeg har at sige

Jeg kan ikke længere finde ud af at nyde mine veninders selskab, fordi jeg ved, at jeg bagefter er ked af det.

Det bunder i, at jeg synes, at mange af dem er selvoptagne. Jeg er der for dem i alt, lytter til deres problemer og hjælper med at løse dem, hjælper med at pakke ud efter flytning, gør rent, når de er syge. Er der for dem dag og nat, når de ringer.

Jeg har først nu med mine 63 år og som efterlønner fundet ud af, at jeg mangler at være der på lige fod med dem, på godt og ondt.

Jeg oplever, at jeg ikke får noget tilbage, når jeg er sammen med dem. Det går kun den ene vej. Jeg holder det dog for mig selv, for jeg vil ikke sige det til dem, da det er vigtigt for mig, at de skal lytte til mig, fordi de har lyst og overskud – og ikke af tvang.

Jeg tror bestemt ikke, at de gør det bevidst, men det gør det ikke nemmere for mig, og jeg er blevet ked af det efter denne erkendelse – at det er sådan og faktisk altid har været sådan, må jeg indrømme.

Desværre mistede jeg min mand for fire år siden. Vi var hinandens sparringspartnere. Derfor kan/vil jeg ikke komme ud med problemet til nogen. Jeg vil gerne være der for dem, kan faktisk godt lide at stå til rådighed og hjælpe de mennesker, som jeg har i min omgangskreds, men ville dog ønske, at de gjorde sig lidt umage med at lytte til mig og virke interesseret, når jeg fortæller noget, og også spørge ind til mig.

De spørger lige ”hvad så med dig?”, men hvis jeg så begynder at fortælle, får de hurtigt drejet det hen på deres egne oplevelser mm., og de snakker igen kun om sig selv og deres.

Jeg har altid været en god lytter og god til at spørge ind til folk. Jeg husker deres problemer, glæder, sorger og andet og spørger ind til dem. Men det er kun envejs. Derfor taler jeg aldrig om mig selv mere, men er trist over, at mit liv ikke er interessant for dem.

En af veninderne lytter lige lidt, men er fraværende i blikket, og når jeg spørger, om hun lytter, siger hun, at hun lige sad og faldt i staver. Det gør hun, hver gang emnet falder på mig, og jeg mærker det med det samme, da jeg er meget sensibel.

Hun siger dog ofte, at hun holder meget af mig.

En anden veninde siger, at hun kun har mig som veninde, og at det er nok for hende. Og en tredje har lige sagt, at hun kun har få at være sammen med, men at hun er mest glad for vores venskab, det giver hende meget. De giver således udtryk for, at de er glade for min hjælp og min måde at være på.

De synes, jeg er en dejlig veninde. Skal jeg bare tænke på det og være tilfreds? Jeg gør aldrig et stort nummer ud af, at der ikke bliver lyttet til mig, for jeg kan jo ikke tvinge dem til det. Men hvordan kan jeg vende det til, at de bare en gang imellem også lytter til mig?

Jeg har dog to veninder, som jeg har tovejskommunikation med, og jeg føler mig godt tilpas med, at vi er ligeværdige. Jeg er ellers glad for alle mine veninder og ønsker ikke at undvære nogen af dem, men bliver ked af det og frustreret, når de ikke er nærværende.

Det gør noget ved mig, at de ikke tager mig seriøst, hvad angår mit liv, og jeg føler mig mange gange som et krisecenter. Alt i alt er jeg nok selv skyld i at være havnet i dette dilemma. Forlanger ikke meget, kun at blive hørt en gang imellem.

Er vi mennesker blevet mere selvoptagne?

Jeg tror, jeg fik fokus på problemet, da min mand døde. Hvordan kan jeg lære at leve med det og tilsidesætte mine egne behov?

Jeg kender så udmærket din problematik. Jeg er også altid den af veninderne, der lytter mest og taler mindst, men det er ikke, fordi der er noget galt med vores veninder – der er noget galt med os.

Vi har simpelthen ”opdraget” vores venner forkert. Vi har vænnet dem til, at det aldrig skal handle om os, og derfor spørger de ikke til os. Det er blevet en vane gennem mange år, at fordelingen har været på den måde.

På et tidspunkt blev jeg egentlig så ked af, at jeg aldrig fik fortalt noget om det, der optog mig, at jeg lavede en aftale med mine tætteste veninder om, at de skulle tvinge mig til at snakke og bede dem om hjælp, hvis jeg fik brug for det. Det har hjulpet. Når vi er sammen en aften, så peger de på mig og siger: ”Så er det din tur!”

Du må selv skabe dig plads i flokken og bede veninderne om at være med til at ændre de gamle rutiner. Det skal være et aktivt valg, for det kommer ikke af sig selv.

Du har en sjælden og god kvalitet, for du kan lytte og hjælpe andre, der har behov. Det er vanedannende for gode venner, men du kan sagtens bevare de gode kvaliteter og selv komme ind i kampen også.

Det første, du gør, er at stille dig op på en stol og råbe det højt. Held og lykke.