Kærlighed på vestjysk/østgrønlandsk

”Kalia” betyder noget i retning af ”solglimt i det stille vand”, og det smukke og poetiske efternavn passer perfekt til Anne Grethe og Vittus i Sanderum på Fyn.

Selv om der har været en del iskosser i deres eget livs farvand, elsker de begge at sende solstråler til dem, der kunne have det bedre. Dem, der ikke har haft de samme muligheder, som Anne Grethe og Vittus selv har haft.

Anne Grethe var da heller ikke spor i tvivl om, at østgrønlanske Vittus var hendes livs kærlighed – og at hun godt kunne undvære sit Pedersen, da hun omsider blev viet til ham. For hun var ret mange år om at komme frem til det ja – og det til trods Vittus’ gentagne frierier. Hans forsøg a la ”du laver sådan en god sovs, vil du ikke gifte dig med mig?” faldt ikke i god jord hos den vestjyske rødstrømpe.

Kærlighed på scenen blev til virkelighed: - Vi blev gift 11 gange

Kærlighed på kollegiet

– Jeg skulle i hvert fald aldrig nogensinde giftes, griner Anne Grethe, 56, for det standpunkt holdt altså kun, indtil den 10 år ældre Vittus en dag kom hjem fra et pensionsmøde på sin arbejdsplads, Micro Matic i Odense.

– Er du klar over, at du ikke får en krone af min pension, hvis vi ikke er gift? lød hans nye frieri, og efter to dages betænkningstid fik han omsider sit ja. Så man kan roligt sige, at Anne Grethe har taget Vittus for pengenes skyld, og det undlader parrets to voksne døtre da heller ikke at drille deres mor med.

Pigerne var med til brylluppet, for da Anne Grethe og Vittus endelig blev gift i 1999, var det 17 år siden, de havde forelsket sig i hinanden på Rasmus Rask-kollegiet i Bolbro i Odense. Anne Grethe læste dengang til ingeniør, Vittus til maskintekniker. Begge kommer fra familier med en stærk bevidsthed om, at en uddannelse er en værdifuld ballast at give sine børn. Vittus’ familie lærte det på den hårde måde: Hans far var udstedsbestyrer, hvilket vil sige, at han stod for butikken og postvæsenet i deres lille bygd, Kuummiut, men da kolonimagten Danmark en dag dikterede, at udstedsbestyrere skulle have en uddannelse, blev han fyret. Bum.

– Så min mor besluttede, at alle syv børn efter tur skulle sendes afsted, så vi kunne få en uddannelse, siger Vittus, som er nummer fire i flokken. Han blev uddannet maskinarbejder i Nuuk.

Både der og hjemme i Kuummiut havde han øje for, at ikke alle får samme muligheder, for indtil hans far blev fyret, havde de for eksempel både karl, pige og motorbåd, mens mange af kammeraterne voksede op under fattige kår.

– Da jeg for en halv snes år siden læste, at der stadig var fangerfamilier på østkysten, som må leve for under 30.000 kroner om året, besluttede jeg at stifte Foreningen Projekt Inuk, der samler penge ind til børn af fangere i yderdistrikterne. Og det har vi gjort lige siden, siger Vittus – stolt på den stille måde.


Læs mere om Vittus' Projekt Inuk her

Fra sæl til flæskesteg

Som 14-årig blev Vittus sendt et år til Danmark for at lære dansk. Det kom til at foregå på en bondegård i Odsherred, hvor han på en dejlig varm augustdag blev vist rundt i en ramt lugtende grisesti for straks derefter at blive budt på flæskesteg – ham, der aldrig havde smagt andet end hval, sæl, fisk og fugl.

Anne Grethe har også fået lov til at prøve det store kulturskifte, for i 1989 flyttede den lille familie til Nuuk og boede der i fem år.

– Som dansker er man ikke altid lige ønsket i Nuuk, og den erfaring har jeg med mig i dag, hvor jeg arbejder som social- og sundhedsassistent og ofte har udenlandske kolleger, der heller ikke altid føler sig velkomne. Jeg tror, at de kan mærke, at jeg kender den følelse, siger Anne Grethe, der tilføjer, at meget modstand ofte handler om uvidenhed.

– Når man ikke kender folk, er det nemmere at tage afstand.

90-årig krigsvbeteran mindes sin store kærlighed

Kræft og selvmord

Livet i Danmark har været godt, men ikke uden sorger. Vittus’ ældste datter, Debora, som boede hos dem i en årrække, valgte livet fra i en alder af 34, og i 2001 fik Vittus kræft i næsesvælget. 34 strålebehandlinger reddede hans liv, men gav ham også voldsomt mange senfølger i øregange, øjne, mund, spiserør og rygsøjle.

– Jeg hører ham aldrig klage sig, konstaterer Anne Grethe, der slet ikke kan skjule, at hun stadig er glad for det valg, hun traf for så mange år siden på Bolbro-kollegiet. Og mens de til ære for fotografen finder deres smukke bryllupstøj frem, siger Signe, deres yngste, det også:

– De to går aldrig fra hinanden uden at kysse farvel.

Sulten af al den kærlighed: Få opskriften på "brændende kærlighed på spansk"