Kære Puk
Når man én gang har været nede med stress, så ønsker man det ikke for sin værste fjende og da slet ikke, at det skal ske for én selv igen. Når det så alligevel sker for én selv igen, så ser man sig i spejlet og spørger: Burde du ikke være blevet klogere? Har du glemt alt det, du lærte af din sidste nedtur, der varede seks måneder? Åbenbart, for nu er du der igen, og der er lang vej op og ud i lyset igen. Det er for dumt! Men tilbage på jobbet igen efter nu tre måneders sygemelding er der stadig fuld fart på alle kollegerne, og så er det svært at holde fast i det med at passe på sig selv, sige fra og bede om hjælp. Det slidte hamsterhjul kører for fulde omdrejninger, og ingen gør noget for at stoppe det. Så nu er de ret velkendte symptomer der for tredje gang, og hvad gør man så?
Læs artiklen: Lone blev ramt af stress og lærte at sige nej Stiller sig selv en masse spørgsmål: Er du virkelig så svag, at du ikke længere kan klare tempoet? Hvorfor har du så travlt med at gøre noget for andre i stedet for at gøre noget godt for dig selv? Hvad er det, du skal bevise? Hvorfor kan du ikke bare give slip – uden at give op? Og sidst, men ikke mindst: Hvordan undgår du at ”gå helt ned” igen? Svarene har jeg ikke, desværre. Men ét er sikkert: Jeg vil ikke sygemeldes igen! Men hvad gør jeg så? Tidligere har jeg talt åbent om min stress, men denne gang falder det mig svært. For chefer og kolleger må jo tro, jeg er et pjok og måske slet ikke egnet til mit arbejde – det arbejde, jeg selv er ekstremt glad for og gerne vil fortsætte med mange år endnu. Jeg er kun 38 år, og økonomisk har min mand og jeg og vores to børn brug for, at jeg også tjener penge. Min mand siger, at jeg ”bare skal tage mig sammen…”
Christina Kære Christina
Allerede ved at skrive dette brev har du gjort noget godt. Du skriver, fordi du har lyttet til dig selv og set de signaler, din krop sender dig. Det skal du have ros for. Du er ikke et pjok. At gå ned med en ordentlig omgang stress, det sætter sine spor. Mange kommer over det, men andre vil altid have en fornemmelse af ikke at kunne klare lige så meget, som før de blev syge. Det er altså ret normalt. Lige nu presser angsten dig også. Angsten for at gå ned igen. Angsten for at skulle erkende, at du måske ikke kan klare det pres, du kunne engang. Jeg vil sige til dig, at du skal lytte til dine signaler. Du skal tage dem meget alvorligt. Måske er du kommet for tidligt tilbage på jobbet?
Et tidligere brev til Puk Elgård: Hvordan overvinder jeg angsten for angsten? Jeg synes, du skal tale med din læge, og hvis du har et godt forhold til din leder, skal du også tale med vedkommende. Men det allervigtigste er, at du skal fortælle dit eget system, at du er opmærksom, og at du vil prøve at løse situationen. Du skal berolige dit system. Din krop og din hjerne skal mærke, at du handler på de symptomer, du har. Hvis du sætter dig og slår dig selv oven i hovedet med, at du ikke kan det ene og det andet, så snakker kroppen endnu højere til dig, dine symptomer vil blive værre, fordi krop og hjerne oplever, at du ikke hører noget som helst. En sygemelding kan nogle gange være nødvendig, også selv om man ikke vil, men hvis du vil undgå en sygemelding igen, så skal du i hvert fald ændre på den arbejdsgang, der gjorde dig syg. Du skal måske have kortere dage, måske en fridag om ugen. Jeg ved ikke, hvilke muligheder du har, men det må du i gang med at undersøge. Med hensyn til stress så er min erfaring, at det ikke hjælper at bide tænderne sammen og arbejde videre. Tværtimod, man er nødt til at ændre sine betingelser, og det er jeg ikke sikker på, at du kan gøre alene, så find den rette person, der kan hjælpe dig. Held og lykke og tak for dit brev.
Bedste hilsner fra Puk 
