Kære Puk
Hun fylder børnene med slik
Jeg er en gift frue, som havde sølvbryllup i 2017 og nu har fået nok af at være gift med en alkoholiker, som ikke selv ser problemet.
Han er hjemmedrikker, men kan også komme hjem fra arbejde og være beruset.
Jeg har aftenarbejde og er glad for det. Men jeg ved jo så, at det går ud over mine børn på 14 og 16 år, og jeg ved aldrig, om han er beruset hver aften.
Han har altid drukket meget, men nu synes jeg, det fylder alt for meget.
Når vi tager en diskussion om det for gud ved hvilken gang, så ligger der også et vist had til mig, da han mener, at jeg tømte hans konto i starten af vores forhold, hvor jeg var uden arbejde.
Vi har nu altid haft til dagen og vejen og lidt til, og jeg fik en god uddannelse dengang.
Han er ikke voldelig, men meget ond i sindet, når han drikker.
Læs: 12 tegn på alkoholmisbrug
Der er jo som skrevet en grund til, at Jeppe drikker, og det, mener han så, er min skyld.
Jeg ved ikke, hvordan andre kvinder gør, når de bryder ud af deres ægteskab.
Har de alle bare penge nok, så det er nemt at flytte og uden økonomiske problemer?
Jeg vil så nødig slå børnenes tilværelse i stykker ved at rykke dem ud af deres rammer.
Jeg flyttede selv meget som barn og husker det ikke som særlig positivt.
Vi bor i en lille by på landet, hvor snakken hurtigt går, og jeg har den opfattelse, at alle ved, at min mand drikker.
Er en skilsmisse løsningen?
Jeg orker ikke flere kampe og forsøg på at få det til at gå.
BN
Du har min største sympati. Du har levet et liv med en alkoholisk mand, og du har strukket dig meget langt for dine børns skyld.
Jeg vil lige slå én ting fast! Det kan aldrig nogensinde være din skyld, at din mand drikker. Aldrig! Det er hans ansvar.
Du kan have et medansvar for, hvorfor hans drikkeri står på, og hvorfor du lader ham være i dit liv, selv om du lider under hans misbrug, men han skal ikke lægge skylden over på dig.
Han giver dig skylden for at slippe for ansvaret selv.
Hvis han mener, at du får ham til at drikke, er det hans ansvar at forlade dig og få hold på sit liv.
Men jeg tror ikke, han har tænkt sig at gå. Hvis I skal fra hinanden, så bliver det dig, der går.
Læs også: Frygter, han ødelægger vores guldbryllup
Det næste, jeg skriver, lyder lidt hårdt, men så længe du bliver sammen med ham, blåstempler du også hans drikkeri.
Accepterer man et misbrug, accepterer man også konsekvenserne.
Vil du have ham, hvis han holder op? Så skal du selvfølgelig støtte ham i at komme i behandling. Men det lyder ikke, som om det er der, du er?
En af mine veninder sagde engang til mig, at man ikke skulle gå, før man ikke længere kunne blive.
Det, synes jeg, er sandt. Man kan sagtens slå sig selv i hovedet over, at man ikke forlader en mand, man mistrives med, men et brud er svært, og især når der er børn.
Men måske er tiden kommet nu? Det ved kun du.
Det kan virke uoverskueligt, men du begynder bare i den ene ende.
Allerførst skal du bede om et møde i banken og få et overblik over din økonomi.
De praktiske ting kan løses. Det lover jeg.
Det følelsesmæssige er langt mere indviklet, men det er også en overgang.
Et tidligere brev til Puk Elgård: Af og til er jeg fuld, når min datter kommer fra skole
Med hensyn til dine børn skal du regne med, at de gennemskuer langt mere, end du tror.
Det siger jeg, fordi jeg selv er vokset op i et hjem med meget alkohol, og jeg var meget mere bevidst om, hvad der foregik i huset, end min mor og far havde fornemmelsen af.
Sådan er det med børn. Måske skulle du tale med dem? Spørge dem, om de trives. Om de er urolige?
Lad dem selv sætte ord på deres liv og bekymringer.
De ved godt, den er gal med deres far, og måske tror de, at de beskytter dig ved ikke at tale om det.
Du skriver ikke din alder, men ud fra dine børns alder så har du nærmest et halvt liv tilbage. Hvordan vil du bruge det?
Det skal du tænke meget grundigt over, og nu gentager jeg det ubehagelige: Vælger du at leve med en misbruger, vælger du også konsekvenserne.
Jeg ønsker dig af hjertet held og lykke, og du skriver bare igen, hvis du får brug for det.
Kærlig hilsen Puk