Socialt Set
Bedsteforældres rettigheder
Døden har altid spillet en stor rolle i Karins liv – og det gør den sådan set stadig. Engang var det angsten for døden, der styrede hendes tilværelse. I dag har hun erkendt, at hun ikke kan kontrollere alt og slet ikke døden, og hun har sluttet så meget fred med det, at hun kan hjælpe andre mennesker i deres livs mest sorgfulde stunder.
– Jeg kan sagtens se komikken i, at netop jeg, der har været så bange for døden og så rædselsslagen for begravelser, har meldt mig som begravelsesleder, siger Karin Liltorp, 46 år, og ryster lidt på hovedet ad sig selv.
Læs også: - Min mand fortjente en værdig død
I det hele taget er der forbavsende mange smil på læben og hjertelig latter, når Karin skal fortælle sin historie. Selvironien og selvindsigten går hånd i hånd her på den stille villavej i Vanløse, hvor hun bor med mand og børn.
Hendes liv startede i den anden ende af landet, i Hjørring, hvor hun voksede op i det, der skulle have været en ganske almindelig kernefamilie. Men allerede inden hun blev født, var der sket noget forfærdeligt i hjemmet.
– Jeg havde en storesøster, men jeg vidste godt, at jeg også skulle have haft en storebror. Vi havde et par billeder af ham, så på den måde var det ikke hemmeligt, men når jeg spurgte, fik jeg det kortfattede svar: ”Det er Søren, og han døde, da han var 2 år.”
Det var ikke noget, vi skulle dvæle ved. Det skulle bare glemmes.
– Ved at bruge ”forhørsteknik” fandt jeg ud af, at han var død af meningitis. Jeg vidste ikke, hvad meningitis var, men jeg kunne konkludere, at han var rask den ene dag og død den næste. Med et knips kunne man åbenbart dø, siger Karin.
Læs også: Kærlighed på plejehjemmet
Som voksen har hun kunnet regne ud, at uvidenheden og utrygheden har sat gang i alt for mange frygtsomme tanker hos den lille pige, og det blev så kombineret med, at hun som barn blev pakket ind.
– Min mor var vildt bange for, at der skulle ske mig noget, og hun var opmærksom på selv det mindste tegn på feber. Engang, da jeg var omkring de 8 år, kom der endda en ambulance og hentede mig, og jeg tænkte, at nu var det så min tur til at dø.
Som mor til to forstår Karin sagtens, at hendes mor var været bange for at miste endnu et barn.
– Min mor har senere fortalt mig, hvor hårdt det var for hende. Men dengang var det jo ikke almindeligt, at man talte om dødsfald, og hun måtte bære på det alene.
Så snart Karin lærte at læse, begyndte hun at suge viden til sig om sygdomme og deres symptomer – hun gennemtrawlede hele lægeleksikonet og slugte lægebrevkasserne i ugeblade.
– Det var heldigvis før Googles tid, indskyder hun og ler.
Hun var helt overbevist om, at hun skulle dø af en af de mange sygdomme, og hun holdt altid mest øje med de lidelser, der havde de ringeste prognoser.
– I mange år talte jeg hver dag mine modermærker, så jeg kunne holde øje med, hvilke af dem der blev større. I en lang periode nægtede jeg at spise, fordi jeg var helt sikker på, at jeg ville blive kvalt i maden. Jeg har også haft flere hjernetumorer undervejs...
Først da Karin var over 20 år, gik det op for hende, at andre mennesker ikke var så bange for at dø – at de fleste andre har et trods alt ret afslappet forhold til det uundgåelige.
– Jeg spurgte min veninde, om hun kunne se, at jeg gik lidt anderledes, og jeg fortalte hende, at jeg måske havde fået sclerose.
Efter lidt snak kiggede hun på mig og sagde: ”Du tror faktisk selv på det, gør du ikke?”
Læs også: Min mand fortjente en værdig død
Karins unge år bølgede mellem ekstremerne:
– Enten var jeg rædselsslagen og ked af det, for det var jo ikke så fedt at skulle dø ung – eller også var jeg ude og leve det vilde, vilde liv. Jeg elskede at drikke mig fuld, for når jeg var beruset, var jeg ligeglad med, at jeg skulle dø. Jeg var vist ret festligt selskab i de perioder, for hvorfor skulle jeg ikke have den og den affære eller drikke en vodka mere? Jeg skulle jo dø alligevel.
Hun blev testet for aids og kræft et utal af gange, og da hun var sidst i 20’erne, var ekstremerne blevet så voldsomme, at hun selv kunne se, at der skulle gøres noget, og hun gik i gang med gruppeterapi. Det at få talt om sine inderste tanker med ligesindede blev det første skridt på en lang vej mod mere normale tilstande.
I en periode tog hun også medicin mod angst, og uendeligt langsomt voksede en ny erkendelse frem.
– Jeg har altid været en duksepige, der lavede min lektier, og jeg gennemførte kemi-studiet og fik job. For det kunne jeg jo kontrollere. Langsomt erkendte jeg, at ja, der sker sindssyge ting i verden, og ja, jeg kan blive syg i morgen. Men det er uden for min kontrol, og sådan er det.
Læs også: Jeg har min hest, jeg har min mormor!
– Der gik en del år med at vende min tankegang, men en skønne dag kunne jeg godt tåle, at de nævnte en ny, farlig sygdom i tvavisen, uden at jeg mente, at jeg led af den, og jeg kunne høre om kræftstatistikker uden at tro, at de handlede om mig.
Det allersidste skridt mod at føle sig ”normal” tog Karin, da hun for tre år siden uddannede sig til begravelsesleder.
– Mine forældre kunne bestemt ikke se nogen mening med, at de mistede en søn. Jeg tror, de tænkte, at det der med, at der skulle findes en retfærdig gud, det var der ikke nogen, der skulle bilde dem ind. Jeg har heller aldrig selv været religiøs, og en dag, da jeg sad og surfede lidt på nettet for at finde ud af, hvordan man begraver ikke-medlemmer af folkekirken, så jeg, at der blev søgt efter begravelsesledere.
Dengang vidste jeg ikke, hvad det var, men det er en person, der kan lede en begravelse af et menneske, der ikke er medlem af folkekirken eller andre trossamfund.
Læs også: Jeg siger tak til min donor hver eneste dag
– Det endte med at blive en god proces, hvor jeg blev mere bevidst om, hvad døden betyder for mig. Jeg fandt trøst i at se virkeligheden i øjnene og finde ro i, at jeg til den tid forhåbentlig har sat mig nogle gode spor, siger Karin.
Samtidig med at hun driver sit eget firma, der løser konsulentopgaver for medicinalfirmaer, virker hun nu som begravelsesleder en håndfuld gange om året. Det er, synes hun, hver gang en stor oplevelse at få lov til at lytte til de efterladtes minder om den afdøde og hjælpe dem til at finde trøst midt i alt det sorgfulde.
Så døden interesserer stadig Karin, men nu på den sunde måde:
– Alligevel er min mand ved at blive vanvittig, når jeg til selskaber taler med nye mennesker om død og begravelser. ”Snakker du nu om død igen?” spørger han. Men han skulle hellere være glad, for jeg tror, det var værre, hvis jeg snakkede om mit andet job om kemiske formler, stabilitetsstudier og medicinske guidelines, siger Karin og ler igen.
Karin er uddannet begravelsesleder fra Humanistisk Samfund, og hun kan forestå en borgerlig begravelse uden religiøse indslag og salmer.
Begravelseslederen holder en tale for den afdøde baseret på oplysninger fra de efterladte og med fokus på den afdødes humanistiske værdier som f.eks. kærlighed og fællesskab.