Birgitte plantede en skov: Jeg giver jorden tilbage til naturen

Når du drejer ind mod familiegården Nørrevang, bliver du mødt med træer − 19 forskellige slags − så langt øjet rækker. Og går du langt nok ind i skoven Birgittelund, kommer du til en sø, hvor tudser hopper rundt.

– Er det ikke bare skønt at se på? spørger Birgitte Glossing, 76 år, mens hun slår armene ud og smiler stort.

Jo, det er skønt at se på, når solen skinner ned på den glinsende sø, og du i din øjenkrog ser en hare komme hoppende forbi. Er du heldig, kan du også få øje på både dådyr og fasaner, og det kan være svært at forestille sig, at denne frodige natur for blot 13 år siden slet ikke eksisterede.

– Nu, hvor jeg har arbejdet så hårdt for den, er det endelig blevet min tid til bare at nyde den, fastslår Birgitte.

Brev til Puk: Han vil have min hund ud af sengen

Ikke rigtig klog

– Da jeg først forelagde idéen for amtet tilbage i 2001, var der meget stor modstand. Ingen syntes, der var brug for en ny skov.

– Men jeg var slet ikke enig. Så selv om de mente, jeg ikke var rigtig klog, blev jeg ved med at kæmpe for den skov. Jeg går gerne alene på vejen, hvis ikke andre følger med mig, siger Birgitte.

Og hun var meget alene med sine tanker om en skov på stedet, for de fleste i byen kunne ikke forstå, hvorfor hun ville nedlægge det landbrug, hendes familie havde brugt de seneste seks generationer på at opbygge, for at erstatte det med vild natur.

Læs også: Rasmus Nøhr elsker den vilde natur

"Som mor altid sagde"

– Min mor sagde altid, at jorden er noget, vi kun har til låns. Så nu vil jeg levere det tilbage, vi lånte i så mange år.

Med tiden fik Birgitte alligevel overtalt kommunen til, at en skov var en god idé. Men først måtte hun ofre noget selv.

– Hele den arv, jeg fik, da mine forældre gik bort, har jeg brugt på skoven. Folk tænkte, det var dumt, men jeg mener nu, det er dem, der er de dumme, hvis ikke de kan se, at vi har brug for naturen.

Læs også: Musik og natur er Aviajas terapi

Stolt af projektet

For at kunne etablere en officiel skov skal man have 20 hektar land. Arven fra Birgittes forældre blev derfor brugt til at købe naboejendommen, så hun havde de 20 hektar land. Da hun havde skaffet sig jorden, kunne hun begynde at plante skoven i 2006.

– Når jeg kigger ud, bliver jeg så stolt over det. Jeg ved godt, at 60.000 træer ikke batter i det store billede, men jeg har gjort, hvad jeg kunne. Min kæreste har sagt til mig, at der ikke er nogen, der har gjort mere for naturen, end jeg har, for jeg har givet alt, jeg havde. Bogstaveligt talt. Men det har været det værd.

For Birgitte er der kommet meget mere udbytte ud af det, end hun havde forventet. Skoven er blevet offentlig, så andre også kan nyde den natur, hun mente, der manglede i nærområdet.

– Jeg er så glad for, at jeg brugte alle de penge på projektet, selv om jeg i lang tid gik med en usikkerhed om, om jeg nogensinde ville få det godkendt. For så er det altså træls også at stå med en nabogård, hvis jeg ikke skal bruge den til noget, siger hun og ler.

Læs også: Signe fik brystkræft og blev ved med at arbejde

Fik støtte

Men projektet blev godkendt, og så var pengene jo godt givet ud, mener hun. Det hjalp også, at hun fik et tilskud fra EU til at starte skoven.

– Det er da dejligt, når jeg nu brugte så lang tid på at få folk overtalt til, at der skulle være en skov, at der så pludselig kom så meget hjælp. Både lokale folk og Danmarks Naturfredningsforening er trådt til og hjælper med at passe på skoven.

Det var ikke kun pengene, der var en støtte for Birgitte. Prime Nature fra Give kom og hjalp med at plante træerne og hjalp også to år senere med at anlægge en sø. Den sø, hvor tudser nu springer rundt.

– Lige pludselig kunne flere jo se, at skoven var en god idé. Og det er jeg da glad for. Ja, man kan vel nærmest sige taknemlig. Det er dejligt med al den hjælp, jeg har fået, siger Birgitte.

Og skoven nyder hun meget mere, end hun nogensinde ville have nydt at kigge ud på et landbrug.

Læs også: Jeg har altid drømt om at blive landmand

Familien er klar til at overtage

– Min far var allerede gået bort, da jeg første gang luftede idéen om en fredskov. Og min mor lo højt, da hun hørte min idé, og sagde: ”Gad vide, om far sidder oppe i himlen og himler med øjnene lige nu?” fortæller Birgitte, mens hun ser ud på de mange løvtræer.

– Min mor syntes dog, det var en god idé, og hun var sikker på, at min far ville have syntes det samme.

– Han mente ikke, man kunne eje jord. Man kunne kun låne den, men vi mennesker ejede ikke jorden. Det gjorde den selv. Så ja, nu er jeg i gang med at aflevere det tilbage, som vores familie engang tog.

Resten af Birgittes familie synes også, det er godt, at hun tog klimakampen i egen hånd og ændrede familiens landbrug til en skov.

Heldigvis er der allerede nu tanker om overtagelse, så skoven kan leve mange år endnu, for den niende generation er klar til at efterkomme Birgittes mål om den fredede skov med den glinsende sø og rådyr.

– Mine sønner, som er ottende generation, har ikke tid til at overtage stedet, når jeg engang ikke er her mere, men jeg har to børnebørn, som begge har meldt sig klar, når den dag kommer, fortæller hun med et smil.