Kære Puk
De vil ikke tale om min sorg
Kære Puk
Mit problem kan muligvis kaldes et luksusproblem, men det irriterer mig alligevel!
Jeg er en ret slank (inden for normal BMI) kvinde midt i 60’erne, og jeg har det godt med min vægt og mit udseende.
Grunden til, at jeg holder mig slank, er nok, at jeg ikke spiser mere, end jeg forbrænder.
Jeg forsager hverken søde eller fede madvarer – jeg elsker god mad! Jeg dyrker heller ikke overmåde meget motion, men går dog til nogle forskellige hold i træningscentret to-tre gange om ugen.
Der er to situationer, hvor min irritation kommer i spil:
Når familie eller venner stiller sig op foran mig: ”NU må du virkelig ikke blive tyndere!” – ”Du skal virkelig til at passe på.”
Så oplever jeg mig selv stå og stamme og prøve at forsvare, at jeg bare er sådan, og at jeg ikke gør noget særligt for ikke at tage på. Hvor kan jeg dog blive irriteret på mig selv efterfølgende, for hvorfor svarer jeg ikke tilbage: ”Ja, men jeg synes nu også, at I skal til at passe på, for I er da blevet overvægtige.”
Men det gør man jo ikke, altså kommenterer andre menneskers overvægt, men mange synes åbenbart, at de højlydt kan kommentere min normalvægt. Som jo nok desværre ikke anses for så normal mere.
Læs også: Skal jeg blande mig i min brors overvægt?
Min mand og jeg læste en artikel, der hævdede, at over halvdelen af den voksne befolkning i Danmark er overvægtige. Det fik os til at se på vores ret store familie og vores vennekreds. De normalvægtige blandt dem kan faktisk tælles på én hånd.
Den anden situation er ved middagsbordet. Jeg tager ikke store portioner på min tallerken. De er nok ret små, for jeg bliver mæt bare ved synet af en fyldt tallerken, og derfor tager jeg lidt ad gangen. Er der portionsanretninger, spiser jeg ikke hele portionen, hvis jeg er mæt inden, eller når jeg ved, at der kommer andre retter bagefter, som jeg også gerne vil smage.
Så kommer kommentarerne: ”Kan du ikke lide det?”, ”Er du på slankekur?”, ”Det er godt nok ikke meget, du spiser,” ”Du skal da spise noget mere, du trænger til at tage på.” Og så hører jeg igen mig selv stammende forsvare mængden af mit madindtag! Tænk, hvis jeg tillod mig at kommentere størrelsen af de andres portioner...
Har du nogle idéer til en kæk bemærkning, jeg kan komme med?
Jytte
Læs også: Puks brevkasse: De talte forarget om andre
Der er flere mennesker, som dør af overvægt end af sult. Sådan har verden ændret sig. Når du så sidder der som en torn i øjet på alle os, som har svært ved at tabe os, så tror jeg simpelthen bare, at misundelsen smutter ud mellem sidebenene.
Jeg har selv en vægt, der svinger. Når jeg er tynd, kommenterer folk det, og når jeg er for rund, er der ingen, som siger noget. Så jeg ved godt, hvad du mener.
Et tidligere brev til Puk Elgård: Ingen appetit i 14 år
Jeg tror dog, vi skal finde forklaringen et andet sted. I fortiden, hvor vi mennesker ikke havde så let adgang til mad, skulle vi skynde os at spise, når der var noget mad. Ingen kunne vide, hvornår vi fik mad igen. Det er det, som fødevare- og fastfood-industrien lever højt på i dag.
Når vi går forbi noget mad, kiosker, bager, McDonald’s, 7/Eleven osv., så synes vi straks, vi skal have det, fordi det er tilgængeligt. På samme måde sidder det måske også i os fra gammel tid, at når der er mad på bordet, så opfordrer vi hinanden til at spise. Hvem ved, hvornår vi får et måltid igen?
I dag er der bare overflod af mad i store dele af verden, og vi kan ikke styre det. Vær glad for, at du kan. Jeg tror såmænd ikke, du har brug for en kæk bemærkning. Du skal bare vide med dig selv, at du er sund og slank og så ikke lade dig irritere. Tak dem, der kommenterer, for deres omsorg og sig, at du har det fint.
Kærlig hilsen Puk