Opskrifter

4 smagfulde hverdagsretter

Søndag, 12. april 2020Af Christine Bille Nielsen. Foto: Carina KrügerFoto: Carina Krüger
Efter en skøn påske er det tid til at tænke på diverse hverdagsretter igen. Her får du fire bud på lækre og smagfulde hverdagsretter, der er lette at gå til.
4 smagfulde hverdagsretter

Spinatsuppe med varmrøget laks og solsikkekerner

(4 personer)

  • 500 g frisk spinat
  • 1 l grøntsagsbouillon
  • 2 dl piskefløde
  • 1 spsk. majsstivelse
  • Salt og peber

Se også: Grøn spinatsuppe med pesto

Laks og solsikkekerner:

  • 1 spsk. smør
  • 25 g solsikkekerner
  • 150 g varmrøget laks
  • 1 håndfuld brøndkarse

Til servering:

  • Groft brød

Fremgangsmåde:

Skær eventuelle rodender af spinaten, men lad gerne stilken sidde på. Skyl spinaten grundigt, og læg den i en gryde. Hæld bouillon ved, og kog spinaten uden låg i 10 minutter. Blend til en fin, mørkegrøn suppe. Rør fløden med majsstivelse, rør det i suppen, og kog op under omrøring. Spæd eventuelt suppen op med vand, hvis den er lidt for tyk, og smag til med salt og peber.

Laks og solsikkekerner: Varm smørret op på en lille pande, og rist solsikkekernerne lysebrune. Lad dem køle af på en tallerken. Bryd laksen i små stykker, og fjern eventuelt skind og ben. Anret suppen i dybe tallerkener med stykker af laks, lidt solsikkekerner og klippet brøndkarse på toppen. Servér med groft brød.

Prøv også: Broccolisuppe med croutoner og ristede mandler

Salat med svinekød, mango og karrydressing

(4 personer)

  • 2 svinekoteletter
  • 1 spsk. olivenolie
  • Salt og peber
  • 1 mango
  • ½ agurk
  • 1 lille rødløg
  • 1 hovedsalat eller 200 g blandet salat

Se også: Ærte-majssalat med karrydressing

Karrydressing:

  • 3 spsk. olivenolie
  • 3 spsk. citronsaft
  • 1 tsk. karry
  • Salt og peber

Tilbehør:

  • 8 skiver brød

Fremgangsmåde:

Steg koteletterne i olien, cirka 3 minutter på hver side. Krydr med salt og peber, og læg dem på en tallerken. Skræl mangoen, skær frugtkødet fra stenen, og skær det i tern. Skær agurk og løg i skiver. Byd salaten i grove stykker. Bland salat, mango, agurk og løg på et stort fad. Skær koteletterne i tynde skiver, og fordel dem oven på salaten. Karrydressing: Rør olie sammen med citronsaft og karry, og smag dressingen til med salt og peber. Dryp dressingen over salaten, og servér med brød.

Prøv også: Fire lækre salater

Små kyllingefarsbrød med forårsløg og vinaigrette

(4 personer)

  • 400 g hakket
  • kyllingekød
  • 1 æg
  • 1 dl havregryn
  • Peber
  • 1 tsk. salt
  • 1½ dl mælk
  • 1 forårsløg
  • 4 små portionsforme (eller 1 stor)

Se også: Kyllingefarsbrød med hvidløgskartofler

Forårsløg med vinaigrette:

  • 1 lille rødløg
  • 1 bundt bredbladet persille
  • 2 hårdkogte æg
  • 4 spsk. olivenolie
  • 4 spsk. vineddike
  • Salt og peber
  • 2 bundter forårsløg
  • 3 dl kogende vand

Tilbehør:

  • 1 kg små kartofler

Fremgangsmåde:

Tænd ovnen på 190°. Rør kødet med æg, havregryn, peber og salt. Spæd op med mælken, til farsen er blød. Rør hakket forårsløget i farsen, og fordel den i 4 små smurte portionsforme (eller 1 stor), og glat overfladen med en ske. Bag farsbrødene i cirka 20 minutter, eller til de føles faste.

Forårsløg med vinaigrette: Hak rødløget fint, og persillen groft. Pil æggene, og hak dem groft. Rør olie og eddike sammen i en skål, og vend rødløg, persille og æg i. Smag til med salt og peber. Rens forårsløgene. Læg dem i en pande eller bredbundet gryde, hæld kogende vand ved, og drys med lidt salt. Kog forårsløgene i 4 minutter, lad dem dryppe af, og læg dem på et fad. Dryp dressingen over de lune forårsløg. Servér kyllingefarsbrødene sammen med forårsløg med vinaigrette og kogte kartofler.

Prøv også: Amerikansk farsbrød

Spaghetti med østershatte-flødesauce og mynte

(4 personer)

Østershattesauce:

  • 1 løg
  • 1 stor gulerod
  • 2 spsk. olivenolie
  • 250 g østershatte
  • 2½ dl piskefløde
  • Salt og peber

Se også: Spaghetti med ærter og bacon

Spaghetti:

  • 400 g spaghetti
  • 4 stilke frisk mynte + lidt til servering

Til servering:

  • Groft brød

Fremgangsmåde:

Østershattesauce: Hak løget, og skær guleroden i små tern. Svits det hele i olien i en stor gryde i 5 minutter, uden at det tager farve. Bryd østershattene i mindre stykker, og steg dem med grøntsagerne i gryden ved middelhøj varme i cirka 5 minutter. Hæld fløde ved, og lad det simre, til saucen begynder at tykne let. Smag til med salt og peber.

Spaghetti: Kog spaghettien i en stor gryde efter pakkens anvisninger. Afdryp i en sigte. Hak mynten groft, og vend den og spaghettien i saucen. Vend det hele godt rundt, så saucen ligger cremet omkring spaghettien. Anret maden i dybe tallerkener. Drys eventuelt lidt frisk mynte over, og servér med det samme med brød.

Prøv også: Spaghetti carbonara med forårsløg og spinat