3 aftenretter med grønt
Dampet blomkål med bacon-løg-smør og ærtesalat
(4 personer)
Bacon-løg-smør:
- 75 g bacon
- 1 løg
- 1 spsk. olivenolie
- 100 g blødt smør
- Peber
Dampet blomkål:
- 1 stort blomkål
- Salt
Ærtesalat:
- 2 spsk. olivenolie
- 2 spsk. æbleeddike
- 1 stort hoved-salat eller 1 bakke
- blandet salat
- 500 g ærter i bælg
- Salt og peber
Til servering:
- 1 bundt purløg
- 1 kg kartofler eller flutes
Prøv også: Hakkebøffer med blomkål i ost
Fremgangsmåde:
Bacon-løg-smør: Steg små bacontern og hakket løg i olie. Kom det hele i en sigte, og lad det dryppe af, mens det køler af. Rør smørret luftigt. Rør bacon-løg-blandingen i, og smag til med peber.
Dampet blomkål: Kom blomkålen i en stor gryde med lidt vand i bunden. Kog vandet op, og lad blomkålen dampe under låg i 15-20 minutter, til den er mør med lidt bid. Drys med salt, dryp af, og læg den på et fad.
Ærtesalat: Rør olie og eddike sammen, og vend plukkede salatblade og bælgede ærter i. Smag salaten til med salt og peber. Servér blomkålen i tykke skiver toppet med bacon-løg-smørret sammen med salaten, et drys hakket purløg og kogte kartofler eller flutes.
Se også: Frikadeller med asparges og blomkål i yoghurt
Kyllingeboller i frikassé med asparges og kål
(4 personer)
- 400 g hakket kyllingekød
- 1 løg
- 1 æg
- 1 dl rasp
- 1 tsk. salt
- Peber
- 1 dl letmælk
- ¾ l vand
Sauce:
- ½ blomkål
- ½ spidskål
- 500 g grønne asparges
- 2 dl letmælk
- 2 spsk. majsstivelse
- 500 g ærter i bælg
- Salt og peber
Til servering:
- 1 bundt purløg og/eller persille
- 1 kg små kogte kartofler
Prøv også: Kyllingeboller i karry (link fjernet)
Fremgangsmåde:
Rør kødet med hakket løg, æg, rasp, salt og peber. Spæd op med mælken, til farsen er blød, men stadig fast nok til at forme små boller. Kog vandet op i en bredbundet gryde, og kom forsigtigt bollerne i. Lad dem koge i 15 minutter. Tag bollerne op af vandet med en hulske, og læg dem på en tallerken.
Sauce: Sigt 2⁄3 af kogevandet fra kyllingebollerne til sauce, og kom det tilbage i gryden. Tilsæt blomkålsbuketter, spidskål i brede strimler og 2 cm tykke aspargesstykker, og kog det hele i 3 minutter. Tilsæt blandet mælk og majsstivelse. Kog op under omrøring. Tilsæt bælgede ærter og kødboller. Kog godt igennem, og smag til med salt og peber. Drys med hakket purløg og/eller persille, og servér med kartofler.
Se også: Fyldig tomatsuppe med kyllingeboller
Rødspætte med persillesauce og dampede grøntsager
(4 personer)
- 4 hele rødspættefileter
- 3 dl rugmel
- 2 spsk. rapsolie
- 2 spsk. smør
- Salt og peber
Persilleflødesauce:
- 2½ dl piskefløde
- 1 bundt stor kruspersille
- Salt og peber
- 1 tsk. frisk citronsaft
Dampede grøntsager:
- ½ spidskål
- 4 gulerødder
- 1 bundt grønne asparges
- Salt
Tilbehør:
- 1 kg små kogte kartofler
- 1 citron
Prøv også: Rødspætte med pesto og dampet kål
Fremgangsmåde:
Skyl rødspættefileterne, og tør dem let af med køkkenrulle. Vend dem i rugmel, og steg dem på en stor pande i olien. Kom smørret på panden, inden du vender dem om, og steg, til de er lysebrune og sprøde på begge sider. Krydr godt med salt og peber.
Persilleflødesauce: Kog fløden op. Gem lidt af den plukkede persille, og blend resten med fløden. Smag til med salt og peber og et par dråber citronsaft lige inden servering.
Dampede grøntsager: Skær spidskål i både og gulerødder i 1 cm tykke stykker på skrå. Bræk de tørre ender af aspargesene. Kog grøntsagerne i en bredbundet gryde med lidt vand i bunden med låget på skrå i 4-5 minutter. Hæld vandet fra, og drys med lidt salt. Servér rødspætter, sauce og grøntsager med kartofler, citronbåde og persille.