Sprødt hjemmebag: 3 opskrifter, du nemt kan lave
Krydrede grissinier
(20 stk.)
- 25 g gær
- 2 dl lunt vand
- 1 tsk. salt
- 2 tsk. sukker
- 1 æggehvide
- 1 spsk. olivenolie
- 350 g hvedemel
- Flagesalt og peber
- 1½ spsk. tørret rosmarin
- 1 spsk. smagsneutral olie
- 2 fed hvidløg
Prøv også: Tapas: Krydderurtesticks
Fremgangsmåde:
Opløs gæren i lunt vand. Tilsæt salt, sukker og æggehvide. Rør olien i. Ælt hvedemelet i lidt ad gangen, til dejen er glat og smidig. Tildæk, og lad dejen hæve i 45 minutter et lunt sted. Varm ovnen op til 210° varmluft. Vend dejen ud på et meldrysset bord, og del den i 20 stykker. Tril hvert stykke til en lillefingertyk pølse. Fordel pølserne på 2 bageplader med bagepapir, pensl dem med vand, og drys med salt og peber. Krydr grissinierne på den ene bageplade med rosmarin. Tril dem lidt frem og tilbage på pladerne, så de bliver dækket af krydderi hele vejen rundt. Kast cirka 2 spsk. vand ind i bunden af ovnen, lige inden du sætter dine grissinier ind, og bag dem i cirka 10 minutter, til de er gyldne og sprøde. Bland olie med presset hvidløg, og pensl den halvdel, der ikke er krydret med rosmarin, lige når de er kommet ud af ovnen.
Se også: Dildknækbrød
Hjemmelavede tortillachips
(48 stk.)
- 300 g majsmel
- 1 dl smagsneutral olie
- 1½-2 dl koldt vand
- 1 tsk. salt
Pensling og drys:
- Smagsneutral olie
- Salt
- Paprika
Prøv også: Fish & chips
Fremgangsmåde:
Rør majsmel, olie, vand og salt til en fast og smidig dej. Form dejen til 8 kugler, pak dem ind i film, og stil dem køligt i ½ time. Opvarm ovnen til 220° varmluft. Rul hver kugle tyndt ud imellem 2 stykker bagepapir. Skær hver cirkel ud i 8 trekanter. Pensl med olie, og krydr halvdelen med salt og den anden halvdel med salt og paprika. Bag dem på bagepapir i cirka 7 minutter. Vend dem, pensl med olie på den anden side, og bag videre i 3-4 minutter, til chipsene er sprøde og gyldne. Servér de hjemmelavede tortillachips med en god dip, f.eks. guacamole eller tomatsalsa. Du kan også lave dem til nachos ved at gratinere de krydrede, afkølede tortillachips i ovnen, eventuelt sammen med lidt jalapenos og salsa.
Se også: Kikærter - sprøde og spicy
Emmentaler-kiks
(20 stk.)
- 150 g emmentaler i blok
- 40 g koldt smør
- ¼ tsk. salt
- 1 nip peber
- 100 g hvedemel
- 3 spsk. mælk
Prøv også: Hjemmebagte ostekiks
Fremgangsmåde:
Skær ost og smør i mindre stykker. Kør dem i en foodprocessor sammen med salt, peber og mel. Tilsæt 3-4 spsk. mælk lidt ad gangen, imens maskinen kører ved middelhøj hastighed. Kør, indtil massen bliver en sammenhængende kugle, men ikke længere end det. Form dejen til en firkant, pak den ind i husholdningsfilm, og lad den hvile køligt i 1 time eller længere. Varm ovnen op til 170° varmluft. Rul dejen ud i ca. 3 mm’s tykkelse på et meldrysset bord eller imellem 2 stykker bagepapir. Skær aflange kiks ud, og bag dem 12-14 minutter, til overfladen er gylden og sprød. Afkøl på en bagerist, og opbevar kiksene i en lufttæt beholder.
Tip: Krydr dejen med f.eks. chilipulver, røget paprika eller cayennepeber, inden du bager kiksene, eller drys med krydderier, lige når de kommer ud af ovnen.
Se også: Sprøde kiks med sesam