Trist kvinde til Puk: Føler ingen glæde mere

Jeg er 74 år, mormor til to på henholdsvis 25 år og 19 år. Mit eneste barn, P., døde desværre for fem år siden som 49-årig.

Min barndom var uden varme følelser eller familieliv. Ingen i hjemmet legede eller talte med os tre piger, vi var der bare, fik mad og lidt tøj på kroppen og en slå-ud-divan at sove sammen på, alle tre. Jeg kunne ikke lide min mor, hun var svag. Min stedfar var bare en dum mand, der boede der. Som jeg ser det i dag, var vi svigtede.

Læs også: Brev til puk:Kan man sige nej tak til fejring?

Jeg (den mellemste) kedede mig aldrig, selv om jeg levede udendørs og i trappeopgangen det meste af dagen, da vi ikke måtte være inde. Jeg var vellidt af alle i gaden, og i skoletiden kom jeg altid på feriekoloni og svagbørnskoloni gennem Børneværnet. Jeg elskede det. Vi var under Børneværnet i nogle år og i en periode fjernet hjemmefra, da min stedfar havde tævet min storesøster til ukendelighed (som kun 7-årig). Hvorfor ved vi ikke, og min mor beholdt ham!

Som 16-årig flyttede jeg hjemmefra, fik en søn som 18-årig, der døde tre døgn efter. Blev gift som 19-årig med P.s far, der kom fra en lignende barndom. Vi giftede os ikke af kærlighed, men var to fra samme kår, der ville videre i livet, og da man dengang skulle være gift for at få en lejlighed, og jeg var gravid, så giftede vi os. Vi blev skilt efter 12 år, og jeg havde et par forhold, før jeg mødte min nuværende mand som 37-årig. Han var 32 år, ugift og barnløs. Han er tysker, og jeg flyttede til ham i Hamborg. Efter fem år flyttede vi til Danmark og giftede os.

Læs også: Nedslidt kvinde til Puk: Gift med en egoist

Da P. fik sit første barn, blev mit liv forandret! Jeg glædede mig til at blive mormor, men da barnet var født, mærkede jeg, at jeg SKAL være glad – men var det ikke. Pludselig følte jeg mig bundet/ufri, men jeg ville være en dejlig mormor og tvang mig selv til at være sammen med min familie, og det var da også altid godt, når vi var sammen.

Samtidig begyndte min mand og jeg at glide fra hinanden, så uden uvenskab, sex og savn fra begge sider blev vi boende sammen i vores hus i hver vores del. Med mine to hunde kører jeg hver dag i bil ud i naturen/skovene. Behøver ikke at ordne hus eller lave mad, hvis jeg ikke gider. Men alligevel føler jeg ingen glæde mere. Venner har jeg ikke, jeg vælger dem selv fra.

Da P. levede, sås vi ikke tit, men når vi var sammen, var det altid dejligt. Siden hun døde, har jeg kun set mine børnebørn og min svigersøn, som er gift igen med en sød pige, en-to gange årligt.

Mine børnebørn skal ikke arve efter os, men kun have deres tvangsarv efter deres mor. Vores hus er betalt, og det, der kan blive til penge, når vi ikke er mere, skal gå til det, der glæder os i vores hverdag. Min mand har sin kat og vil donere sin del til fordel for katte, og min del vil jeg donere til fordel for alle dyr. Vi vil lave testamente, min mand skal i Østersøen, og da mit livs efterår leves i skove, vil jeg stedes til hvile i en skov.

Puk, er du der stadig? Dette var mit liv og er det forhåbentlig fortsat.

RL.

Læs også: Puks brevkasse: Hvordan får jeg mit frirum tilbage?

Kære RL.

Ja, jeg er her stadig. Sikke en fortælling. Dit liv vidner endnu engang om, at et menneskeliv er hårdt arbejde og kan være barskt. Du er sej, og du har overlevet mere, end du har levet.

Læs også: Trist kvinde til Puk: Han sagde, vi skulle giftes, men der sker ikke noget (link fjernet)

Du ved, jeg kommenterer ud fra min erfaring med livet, og jeg ved, at vi, der vokser op med forældre, der er følelsesmæssigt hæmmede, kan få tilknytningsbesvær. Som du skriver, kan det være svært at føle nærhed med andre, og det kan føles som en stram hånd om halsen, når folk ønsker noget af os.

Du er opdraget uden nærhed og har mistet to børn. Jeg kan virkelig godt forstå, at du har svært ved at føle rigtig glæde og nærhed. At du foretrækker dit eget selskab, er meget naturligt. Du er 74 år nu, og jeg synes, du skal overveje, om du vil tage livtag med nogle af de spøgelser, der har fulgt dig gennem livet. Det er ikke for sent.

Læs også: Brev til Puk Elgård: Tilgiv og kom videre

Man kan selvfølgelig ikke ændre hele sin personlighed i en sen alder, men man kan godt bygge nogle etager på fundamentet. Jeg tænker på dine børnebørn. Har du ikke lyst til at lære dem lidt mere at kende og vove dig ud i en følelse af kærlighed, som sikkert er angstprovokerende for dig, men garanteret også kan være givende? Jeg synes, at vi, der vokser op som brændte børn, skal gøre det bedre end vores forældre, hvis det overhovedet er muligt. Du prøvede med din datter, og så blev hun taget fra dig. Er du bange for, at hendes børn også skal forsvinde, hvis du nærmer dig dem? Hvis du inderst inde er, kan jeg godt forstå det.

Jeg vil bede dig om at fokusere på det liv, du stadig har foran dig. Tag livtag med det, og øv dig i at mærke dig selv lidt mere.

Jeg forstår ønsket om at blive stedt til hvile i skoven, men lov mig, at du forsøger at finde lidt hvile i dette liv også. Giv det hele en ekstra tanke. Du kan nå meget. Det er godt at skrive sin sidste vilje, men måske kan du aftale med dig selv, at du laver en foreløbig version, som måske skal opdateres, hvis du finder modet til at komme tættere på dine børnebørn. Få det til at handle om liv og ikke om død.

Mange varme hilsner fra Puk

Læs også: Brev til Puk Elgård: Trist, at børnebørnene ikke tænker på os ældre (link fjernet)