Kære Puk
Jeg vil gå til dans – min mand vil ikke
Vi er to søstre, som mistede vores far for godt to år siden. Han var noget ældre end vores mor, og hun passede ham hjemme mange måneder, mens han var syg.
Vores mor er 73 år og rask og frisk. Hun har valgt at blive boende i deres store hus, som hun fint selv kan passe. Vi foreslog ellers, at hun skulle flytte til noget mindre, men det havde hun ikke lyst til. Hun har en god økonomi og gode pensioner fra både sig selv og vores far.
Læs også: Brev til Puk: Bange for, at min far bliver udnyttet
Hun søgte hjælp til at få passet haven, og på den måde har hun mødt en mand, som hun nu er blevet kærester med. Han er lidt yngre end hende og har haft en forretning her i byen, som han gik ned med. ”Bysnakken” vil vide, at han skylder en del penge væk. Han har sin egen lille lejlighed, men opholder sig mest hos vores mor.
Det er jo dejligt, at hun har fundet en ven, men vi er ikke rigtig trygge ved ham. Det er, som om hun slet ikke har sin egen mening længere. Alt, hvad han synes, det synes hun også. Og de lever godt med bøffer og rødvin og restaurantbesøg. Før corona var de også på flere småferier i udlandet. Hvis vi søskende prøver forsigtigt at spørge til økonomi, får vi at vide, at vi skal blande os udenom.
Læs også: Brev til Puk: Vi kan ikke holde min svoger ud
Nu er de begyndt at tale om at sælge huset og finde noget fælles. Der er rigtig meget friværdi i mors hus. Vores bror er tosset over situationen og siger, at hun skal skifte med os børn, hvis hun sælger huset. Det er hun også indstillet på, men for os søstre er det ikke så meget et spørgsmål om, at der er penge til os, det er mere det, om hun bliver udnyttet af ham. Vi vil så nødig se vores mor blive såret, så vi beder dig give os et råd om, hvad vi kan gøre.
Søstrene
Læs også: Puks brevkasse: Jeg stoler ikke på min søn
I beskriver jeres mor som en dame, der er ved sine fulde fem. Der er intet i brevet, der tyder på, at hun er svagelig eller dement og ikke i stand til at tage beslutninger for sit eget liv. I skriver ovenikøbet, at hun er frisk og rask. Hun er 73 år, og jeg mener derfor, hun er ”voksen” nok til at træffe beslutninger.
I er kommet med jeres synspunkter, men bør I ikke respektere, at jeres mor beder jer om at blande jer udenom?
Læs også: Brev til Puk: Jeg skulle betale for min weekend hos ham
Man kunne også vende det om og sige, at I har en mor, der er forelsket. Hun lever livet. Hun drikker rødvin, spiser dejlige middage og får set verden. Sådan et liv vil jeg da gerne leve, når jeg bliver 73 år.
Det kan godt være, bysladderen går, det gør den altid, og det kan også være, han er en fusentast, men jeres mor har hørt jeres mening, og nu må hun træffe beslutninger om sit eget liv. Det er hendes ret.
Bedste hilsner fra Puk
Læs også: Puks brevkasse: Han fortalte ikke, at han skulle giftes!
Jeg vil gå til dans – min mand vil ikke
Vi smider alt for meget mad ud
Kan jeg bede dem blive væk?
Mormor kan ikke klare julemaden længere
Støtte til nye forældre
Veninden snakker for meget
Skal jeg sige nej til julefrokosten?
Kender du Demensbønnen?