Puk Elgårds læsere: Pigen og hendes forældre skal have hjælp

Fin brevkasse, du har, Puk. Jeg køber ikke Familie Journal hver uge, men af og til, og jeg har en kommentar til familien, der i nr. 29 fortalte om deres datter, som de elsker, men ikke kan lide.

Læs også: Fortvivlet mor til Puk: Vi elsker vores datter, men kan ikke lide hende

Det bragte nogle triste minder op i mig, da det var som en præcis beskrivelse af min yngste datter for ca. 10 år siden. Hun var fra lille en meget bestemmende lille dame. Hvis det ikke gik, som hun ville, så flegnede hun helt ud.

Da hun kom i skole, rodede hun sig ud i den ene konflikt efter den anden. Lektielæsning var også en kamp. Hun kunne ikke finde ud af at springe en opgave over, hvis hun ikke kunne finde ud af den. Vi var nødt til at få hende ind på en anden skole, og der kom hun så senere i gruppeordning for børn med særlige behov.

Hun kom også i udredning, dog uden at være særlig samarbejdsvillig. Hun endte med at blive diagnosticeret som atypisk autist med lighedspunkter til Aspergers.

Jeg kan kun sige til de forældre, der skrev om deres problem, at de hurtigst muligt skal få datteren i udredning, så der kommer et navn på problemet, og så forældrene også kan få de rigtige værktøjer til at skabe en god tilværelse. Det er ikke kun barnet, der skal gøre en indsats. Den hænger i høj grad hos forældrene.

Jeg fik desværre min datter lidt sent i udredning. Hun er nu 21 år og fungerer fint. Hun har stadig sine idéer, men ellers er der ingen tegn på Aspergers, andet end at hun kan huske de mærkeligste ting og har nogle sjove interesser. Musik fra 1970’erne bl.a.

Held og lykke til forældrene!

S

Læs også: Puks brevkasse: Min datter er fjendtlig over for min kæreste

Kære S

Tusind tak for din omsorg for vores brevskriver. Jeg kan godt lide, når I hjælper
hinanden.

Din pointe med at reagere sent, tror jeg, rammer plet. Vi som forældre har meget svært ved at erkende, at vores børn måske er anderledes og har brug for særlig støtte på et eller andet område. Vi prøver i høj grad at få tingene normaliseret inde i vores hoveder.

Jeg kender det selv, for det er lidt overskueligt, at der skulle være problemer med vores unger. Vi vil så gerne have, at de fungerer optimalt og uden problemer.

Men inderst inde ved man godt, der er noget galt, og jo hurtigere man reagerer, jo bedre. Det gælder med mobning, diagnoser, stoffer, dårligt selskab – alt muligt, hvad vores børn kan komme ud for. Så snart vi har en fornemmelse, skal vi handle på det.

Bedste hilsner fra Puk

Læs også: Brev til Puk: Datteren er en præmietøs, sønnen er vild

Jeg har en kommentar til ”Vi elsker vores datter, men vi kan ikke lide hende” i Familie Journal nr. 29:

Kære ”En mor”

Jeg kan i høj grad genkende det, du beskriver i dit indlæg, og jeg føler virkelig med jer. Da min ældste datter var barn, ville jeg hende selvfølgeligt alt det bedste, men hun havde en adfærd, der gjorde det meget svært at holde af hende. I dag forstår jeg meget, jeg ikke forstod dengang.

Blandt andet ved jeg nu, at et barn, der opfører sig dårligt, har det virkelig dårligt. Et barn, der er i konstante konflikter med sine omgivelser, er i dyb konflikt med sig selv. Ofte er vi tilbøjelige til at gøre barnet til problemet, fordi adfærden er problematisk, men et ”problembarn” er simpelt hen et barn med problemer.

Når éns barn har det svært, har hele familien det svært. Hun har brug for hjælp, men det har I også som familie, for det er så hårdt for alle. I kan sende jeres datter til psykolog, og det kan måske hjælpe, men samtidig er det et signal om, at det er hende, der er noget galt med, og hende, der er problemet.

Derimod vil jeg varmt anbefale at søge en familieterapeut, hvis I har økonomisk mulighed for det. Alternativt kan der laves en indberetning til kommunen, hvor det nogle gange er muligt at få hjælp til hele familien, men det er ikke den letteste vej at gå.

På den måde påtager I som forældre jer ansvaret for familiens trivsel, og det har både I og jeres datter brug for.

Helene

Læs også: Puks brevkasse: Brev til min datter

Kære Helene

Der er ingen tvivl om, at brevet fra den ulykkelige mor har gjort indtryk på jer læsere.

Jeg er glad for, at I rækker ud til vores brevskriver, for det er et kæmpe tabu ikke at kunne lide sine børn. At turde indrømme, at man ser sider af sin egen søn eller datter, som man ikke bryder sig om, er ikke nemt.

Så tak for dit indlæg, Helene. Det er vigtigt, vi favner hinanden og ikke peger fingre.

Mange hilsner fra Puk

Læs også: Puks brevkasse: Min datter behandler mig som en grøntsag

Jeg har lige læst brevet fra ”En mor”, der beskriver en 10-årig pige, som skaber problemer. Pigen må have det rigtig svært med sig selv. Og et eller andet sted forstår jeg hende godt.

Hun skal have hjælp til at få sat ord på sine tanker og følelser.

Jeg selv voksede op i en familie, der ikke forstod det, jeg gennemgik på grund af mit handicap. Jeg reagerede på næsten samme måde. Negativ opmærksomhed er bedre end ingen opmærksomhed.

Min far kunne ikke leve med et barn med et handicap. Jeg var en ”fejlleverance” i hans øjne, og det mærkede jeg, fra jeg var helt lille pige. Jeg kom til at hade ham og fik først fred, da han døde for cirka fem år siden.

Så kære mor: Hjælp hende!

Elverpigen

Læs også: Puks brevkasse: Snyder jeg min datter?

Kære Elverpigen

Også du har reageret på brevet fra ”En mor”. Dit svar er dog set med barnets øjne, og det er også en meget vigtig vinkel, som jeg ikke fik med, da jeg svarede.

Det er klart, at pigen også kan mærke, hun skaber uro, og det er smerteligt for hende.

Og kære Elverpige, det gør mig meget ondt, at du har fået opfattelsen af, at du er en fejlleverance. Det har været ubærligt at vokse op med den opfattelse.

På trods af din hårde opvækst og den manglende forståelse for din person kan jeg her, mange år efter, konkludere, at du i hvert fald selv er fyldt med empati. Du rækker ud og hjælper andre. Det kan man læse i dit brev, så godt klaret. Du har brudt din fars syn på andre og manglende evne til omsorg. Det skal du være stolt af.

Mange kærlige hilsner fra Puk

Læs også: Puks brevkasse: Skal vi hjælpe vores datter, som har taget kviklån?