Hjælp - jeg føler mig kvalt i vores forhold

I fire år har jeg boet sammen med min kæreste og vores sammenbragte fem store teenagere. Vi har kendt hinanden i mange år via vores fælles arbejdsplads, og for otte år siden kom forelskelsen og senere kærligheden. Vi blev begge skilt og så hinanden, når vi kunne. Vores unger mødtes, og vi endte med at flytte sammen i hans hus. Jeg var så lykkelig … men fandt hurtigt ud af, at han har et voldsomt temperament.

For eksempel blev han på en familietur rasende og skældte min søn ud, fordi han nævnte, han var sulten. Vi gik ind på en café, og selv om vi alle (også hans børn) forsøgte at få ro på situationen, eskalerede hans vrede.

Mine børn er opdraget til at rydde op efter sig, gøre rent på egne værelser osv. Min kæreste rydder op og gør rent på sine børns værelser, for han mener ikke, de er gamle nok til selv at gøre det. Jeg gør rent i resten af huset, ordner vasketøj, køber ind, laver mad osv. Han sidder for det meste med sin telefon, men ordner dog have om sommeren.

Mine børn bor her fast, hans er i en 7-7-ordning. Moren bor tæt på, hun er sød, og jeg kan godt lide hende. De fem børn har det fint med hinanden, men er ikke tætte. Min datter trives ikke i vores sammenbragte familie, hun føler sig ikke hjemme her. Hun og min kæreste er på ingen måde tætte.

Jeg føler, jeg skal gå på listefødder over for både ham og hans børn af frygt for hans raseri. Så jeg har lært at holde mund, og det går mig på.

Jeg savner tid med mine egne børn, for jeg føler ikke, det er okay, at jeg prioriterer tid med dem, selv om han siger, at det er det. Skal vi en tur i biffen, kan jeg mærke, at han bliver sur.

Jeg må ikke røre ved væggene, gå på dørtrinnene, stå på de inderste kantsten ind mod huset. Spisebordsstolene og meget andet skal stå på en bestemt måde – det samme med fjernbetjeninger.

Vi har haft så mange konflikter de seneste to år, og jeg er ved at være helt slidt op. Jeg har altid forsøgt at dæmme ned for konflikten, men han bliver ved og ved. Og til sidst bliver jeg enten ked af det eller eksploderer. Jeg har ikke tidligere haft temperament, men her føler jeg, at jeg er nødt til det, ellers bliver jeg fuldstændig tromlet. Og jeg HADER DET! Jeg hader den person, jeg bliver, når en konflikt er under opsejling. Og det dræner mig for energi, at jeg hele tiden skal have en radar ude.

Min udfordring er nok, at han og jeg er MEGET forskellige, hvad angår opdragelse af børn samt holdninger. Jeg vil ikke påduttes holdninger, som jeg ikke har. Og det føler jeg ofte, han prøver på.

Når jeg læser mit brev, lyder det, som om det hele er brok. Men der er bestemt også gode stunder, ellers var jeg jo smuttet for længe siden. Jeg er dog usikker på, om jeg kan det her ret meget længere. Føler mig kvalt i det. Men det er så svært at forlade ham, for jeg elsker ham jo – selv om jeg har sværere og sværere ved at se, hvad det egentlig er, jeg elsker ...

Nu holder jeg dit trætte hjerte et øjeblik i mine hænder. Hvor er det godt, du skrev til mig. Du har brug for at sætte ord på det her. Jeg hæfter mig ved slutningen på dit brev og vil begynde der. Du skriver: ”Når jeg læser mit brev, lyder det, som om det hele er brok. Men der er bestemt også gode stunder, ellers var jeg jo smuttet for længe siden.”

Efter hele dit lange brev (som her bringes meget forkortet) med den ene lammende fortælling efter den anden om, hvordan du bliver kastet rundt i tilværelsen af en meget dominerende mand, slutter du med at nedgøre dig selv og forsøge at normalisere jeres forhold. Det vil jeg bede dig om at holde op med. Du skal tage dig selv og dine følelser langt mere alvorligt. For det forhold, du er i nu, er ikke sundt.

Du føler rigtigt. Han behandler dig forkert. Du er bange, og du kan ikke kende dig selv. Bliv i den følelse. Den følelse, der har fået dig til at skrive til mig, er den, du skal vande og få til at spire. Kig dybt i dig selv, og find svar på, om du tror, du kan stabilisere mand, børn og dig selv uden at gå til grunde. Der er SÅ mange følelser og interesser i det liv og den konstellation, du beskriver, at det er en umulig opgave for én person at rede trådene ud og løse det. Du vil blive ædt op.

Begynd at skrive de hændelser ned, du oplever. De episoder, hvor du føler dig ydmyget og magtesløs. Tal med dine veninder om det. Find en fortrolig. Fortæl, hvordan du har det, og hvad du oplever. Begynd at sætte ord på det forhold, du lever i. Langsomt vil du vænne dit system til, at dine følelser er vigtige – og rigtige. Processen vil være fyldt med skyld, skam og angst og kommer måske til at tage tid. Det er din opgave at dreje dit fokus hen på den urimelige behandling, du oplever, og den meget ugunstige stemning, I alle lever i.

Jeg vil slet ikke gå ind i alle de hændelser, som du har beskrevet (og som jeg har slettet langt de fleste af), for det hele hænger sammen. Det er HELE dit forhold og den mand, du bor med, du skal kigge på. IKKE hvad børnene gør eller ikke gør. Men hvad DU FØLER ved at være sammen med ham. Læg fokus på dine børn. Brug tid med dem. Lyt til dem. Spørg ind til dem. De skal have en fortrolig og rolig voksen, de kan stole på. Og lov mig, at hvis du bliver rigtig bange for det temperament, og du på et tidspunkt føler dig truet, så søger du hjælp.

Nu slipper jeg dig her, men du kan altid skrive igen, og indtil da finder du en anden, der holder dit trætte hjerte oppe. Indtil du har fundet modet til at ændre dit liv.