Kære Puk
Vi er tilflytterne, som ingen gider
I dag er jeg alene hjemme og sidder og læser i Familie Journal nr. 37. Jeg bliver så beskæmmet på mit køns vegne af at læse: En mand er blevet fyret, og i sin skuffelse bliver han, så han ikke er til at omgås, på trods af at både kone og venner forsøger at hjælpe ham.
Læs også: Puks brevkasse: Min mand er arbejdsløs - og meget bitter
Den næste fortæller om sin eksmand, der på trods af, at det var ham, der forsvandt med en yngre model, får ”hjerneblødninger”, hvis hans ekskone tillader sig at få en kæreste.
Jeg har i mange år arbejdet som psykolog og kan genkende trækkene fra mange sager. Jeg bliver så beskæmmet.
Læs også: Brev til Puk: Har fortrudt skilsmissen
Jeg, der selv havde en meget dårlig barndom, som jeg har skrevet en bog om, var så heldig at finde verdens dejligste pige i 1959. Vi har nu været gift i 61 år, og hun er stadig den samme kærlige kvinde, som hjælper mig i hverdagen, da jeg på grund af en kronisk sygdom lever med store smerter døgnet rundt.
Kære mænd. Tænk lidt over, hvor meget I har fået af jeres koner og kærester.
Den heldige
Læs også: Trist kvinde til Puk: Jeg er bange for at miste min mand
Må jeg først kommentere det, at du som voksen mand sidder en stille stund alene hjemme og vælger at hygge dig med læsestof i Familie Journal, det fortæller alle os, der arbejder på bladet, at Familie Journal er for alle, og det varmer helt utroligt. Tak.
Læs også: Puks brevkasse: Hvor er veninderne nu, hvor jeg har brug for dem?
Dernæst vil jeg gerne takke for din lille opsang til de vrede mænd. Den kategori fylder en del her på siderne, og de vrede mænd fylder også i den virkelighed, jeg betræder, når jeg bevæger mig rundt i livet. Jeg hører mange historier om vrede mænd, der lader deres humør sive ned gennem familier og får alle omkring sig til at liste rundt. Mit hjerte bløder også for disse mænd. Hvad er det, der piner dem så meget?
Læs også: 73-årig mand til Puk: Hvorfor stoppe med at arbejde?
Jeg tror, vi overser, hvad det betyder for mænd at miste status og blive ældre. Det må gøre ondt på en måde, som vi ikke anerkender. Jeg vil opfordre jer mænd til at fortælle noget mere om jeres tanker og jeres indre liv. I må sætte ord på de følelser, der plager jer, så vi bedre kan forstå og imødekomme jer. Jeg oplever det som tabu, at voksne mænd fortæller om angsten/smerten ved at blive ældre. Vi ved jo alle, at den sårede gamle hanløve brøler dobbelt så højt for stadig at virke skræmmende.
Jeg opfordrer alle til at bringe dette emne frem i lyset. Vi må knække koden og finde ud af, hvorfor mænd i en vis alder får det svært, og hvad der kan hjælpe.
Bedste hilsner fra Puk
Vi er tilflytterne, som ingen gider
Jeg vil gå til dans – min mand vil ikke
Vi smider alt for meget mad ud
Kan jeg bede dem blive væk?
Mormor kan ikke klare julemaden længere
Støtte til nye forældre
Veninden snakker for meget
Skal jeg sige nej til julefrokosten?