Brev til Puk: Hans venner kan ikke lide mig

Min kæreste og jeg har været sammen i et år. Jeg er 42 år, han er 54 år, har været skilt i mange år og har to drenge, jeg har ingen børn. Han har boet det meste af sit liv i en lille by, hvor han kender alle, og alle kender ham. Jeg er fra Nordjylland og har boet i Aarhus, København, Randers og Aalborg, så mine rødder stikker ikke så dybt noget sted.

Hans venner kan ikke lide mig, og jeg ved ikke hvorfor. Jeg har aldrig før følt en så stærk antipati fra andre mennesker, så det har slået mig lidt ud af kurs. Min kæreste mener, jeg overreagerer.

Læs også: Brev til Puk: Jeg føler mig fravalgt af min kæreste

Hans bedste kammerat er gift med en kvinde, som jeg har prøvet at være venlig og imødekommende overfor og spurgt ind til, men jeg bliver mødt af en kold skulder. Når vi er sammen alle fire, ænser hun nærmest ikke, at jeg er der. Det har min kæreste dog opdaget, men han vil jo gerne være sammen med kammeraten, og det indebærer altså af og til, at kammeratens kone og jeg også er der. Til de såkaldte ”parmiddage”. Nu har jeg givet op i forhold til hende, forholder mig bare neutral og opfører mig pænt og høfligt.

Da vi var til en 50-års fødselsdag, hvor alle landsbyboere deltog, var følelsen af ikke at blive lukket ind der igen. Og den blev cementeret i mig, da kammeratens kone sagde til en flok, at de skulle sørge for at ”drikke mig lidt let”. Jeg kender ikke det udtryk, men blev ked af det, for jeg tænkte, at hun betragter mig som tung. Min kæreste mente ikke, det var sådan, det skulle forstås, så der var ingen opbakning fra ham.

Læs også: Kvinde til Puk Elgård: Jeg har mistet lysten til intimt samvær

Jeg fornemmer, at han har været en meget ”sjov” mand, før han mødte mig. Det er han stadig, men han er måske lidt mere dæmpet, når jeg er med. Så måske hans venner ikke kan lide mig, fordi jeg måske lægger en dæmper på ham uden at vide det. Jeg har foreslået ham at tage af sted uden mig, men det vil han slet ikke høre tale om.

Senest var vi til en konfirmation, hvor kammeraten og hans kone igen var med. Det kom mig for øre, at de havde bestemt bordplanen, hvor min kæreste og jeg i hvert fald ikke skulle sidde sammen, men ved to forskellige borde, og jeg kendte jo ingen. Jeg endte med at sidde alene en stor del af festen, fordi min kæreste og kammeraten stod udenfor det meste af tiden og drak, røg og talte sammen. Den aften så jeg desværre en side af ham, jeg ikke havde set før.

Læs også: Puks brevkasse: Min kæreste var nedladende overfor mine venner

Jeg ved, at vi formentlig ender med at være sammen med nogle af dem nytårsaften, og det giver mig allerede ondt i maven, så jeg bliver nødt til at gøre et eller andet nu. Kan jeg tillade sig at sige: ”Nej, det er DINE venner, og jeg behøver ikke være venner med dem på samme måde som dig”? Eller: ”Fordi det er dine venner, behøver jeg jo ikke ALTID at være med”?

Når kammeraten ringer til min kæreste for at invitere til et eller andet – det sker efter min mening ret tit – får jeg ondt i maven. Jeg har nogle gange sagt nej, hvorefter min kæreste bliver sur på mig, og så har jeg også det at spekulere på.

Måske ER det bare svært for sammengroede mennesker at lukke andre ind?

Julie

Læs også: Puks brevkasse: Min datter er fjendtlig over for min kæreste

Kære Julie

Jeg har prøvet at flytte til en lille by. Vi kom fra København, og selv om vi boede der i 16 år, var vi altid ”Københavnerne. De nye. De anderledes.” Det er svært at komme ind i kredsen i de små, tætte samfund.

Det allerførste, jeg vil råde dig til, er at løfte dig op over det. Start lige helikopteren, flyv op, og kig ned over den samling mennesker, du ikke rigtig kender, og spørg dig selv, om de skal have lov til at ødelægge dit humør og din energi? Nej, selvfølgelig skal de ikke det! Det er faktisk ikke sikkert, at du nogensinde vil blive accepteret på lige fod, så lad ikke det være en ambition for dig.

Læs også: Brev til Puk Elgård: Hans eks fylder lidt rigeligt

Du skal lægge dine kræfter i at få din kæreste til at forstå, at han skal passe bedre på dig i de situationer. Jeg ved, du har forsøgt, men du må være mere konkret. Sig: “Hvis jeg skal med til den næste sammenkomst, så vil jeg bede om dit ord på, at du passer på mig undervejs. Og hvis jeg føler mig efterladt og gør opmærksom på det, så skal du tage det alvorligt. Hvis det ikke sker, så har jeg retten til at tage hjem.”

I må lave den slags aftaler. I skal tale om det en dag, hvor I er gode venner og så lægger planen sammen. Skulle det ske, at han ikke vil være med til at lægge en plan, så holder du fast i, at du ikke vil med. Han er nødt til at forstå, at du mener det.

Læs også: Puks brevkasse: Eksen ringer og kæresten springer

Med hensyn til nytårsaften så skal du også invitere nogle af dine egne venner. Har du ikke venner fra før, du mødte ham? Du skal ikke gå og have ondt i maven allerede nu. Du tillægger de mennesker, du kun kender perifert, alt for stor en værdi i dit liv. De har ingen ret til at give dig mavepine eller holde dig udenfor.

Op med hagen, min ven. Du må godt.

Kærlig hilsen Puk

Læs også: Puks brevkasse: Skal jeg fortælle hende, hvad jeg ved om hendes kæreste?