Læser til Puk: Frygter at blive dement

Jeg er en kvinde på 54 år. Jeg blev skilt for mange år siden og har to sønner, som begge er under uddannelse. Jeg går hele tiden og frygter at blive dement.

Min mor på 76 år har nu i tre år været på plejehjem og kan slet ikke kende nogen af os mere. Min mormor blev dement, før hun blev 60 år, de boede på en gård, og min morfar ville ikke have hende på plejehjem. Hun blev hele tiden væk og lagde sig til at sove ude i marken eller i stalden, og hun var lige ved at sætte ild til køkkenet flere gange.

Jeg har talt med min læge og gør alt det, man kan, for at træne hjernen. Men jeg kan ikke lade være med at tænke på det hele tiden. Hvis jeg for eksempel ikke kan huske, hvad jeg lige så i tv-nyhederne, bliver jeg helt desperat.

Læs også: Brev til Puk: Er ikke i tvivl om, at min mor er dement, men...

Jeg har prøvet at tale med min søster om det, men hun har slet ikke de bekymringer. Hun synes, det er noget pjat, at jeg bekymrer mig. Jeg har et godt job, men kan ikke tale med mine kolleger om min frygt. Også på jobbet kan jeg blive frygtelig nervøs, hvis der er en eller anden detalje, jeg har glemt, og jeg er så bange for, at nogen skal finde ud af, at jeg kan glemme ting, så jeg kan risikere at blive fyret.

Det er ikke sådan, at jeg glemmer mere, end jeg har gjort tidligere, og jeg ved godt, hvilke tegn jeg skal holde øje med i forhold til demens. Men jeg kan bare ikke få de ubehagelige tanker ud af mit hoved. Jeg vil for alt i verden ikke lægge min familie til last og har sagt, at hvis jeg bliver syg, skal jeg bare sendes på plejehjem.

Mutter

Læs også: Puks brevkasse: Hvordan hjælper jeg min bror og demente mor?

Kære Mutter

Angsten stikker af med dig. Det kender jeg godt. Det er vi faktisk mange, der kender. Du må i gang med at bremse den tankerække, for den er ikke til nogen nytte.

Når tankerne om demens dukker op, så visualiserer du en rød knap inde i hovedet. Den er stor. Den er blank, og der står STOP på den. Kan du se den? Når tankerne kommer, så ser du knappen for dig, og så trykker du på den.

I begyndelsen vil tankerne vende tilbage sekunder efter, men så trykker du bare stop igen og igen og igen. Den røde stopknap er nu dit våben mod tankemylder.

Når du har etableret knappen, så tager du en fornuftig snak med dine nærmeste om, hvad der skal ske, hvis du en dag bliver syg. Den snak har alle godt af at tage. ”Ingen kender dagen,” som man siger, og den slags snakke er gode at have med sine nærmeste.

Læs også: Taknemmelig læser til Puk: Tak for alt det gode, du gør

Derudover kan du aftale med din læge, at du for eksempel tjekker ind hvert halve år, og så får I lige en status på, hvordan det går. Det er okay at holde øje med symptomer, og det kan være en lettelse lige at tjekke ind hos lægen.

Det er helt almindeligt at glemme ting. Det prøver vi alle. I øjeblikket fokuserer du bare så meget på det, at du opdager og noterer hvert lille øjeblik, hvor hukommelsen spiller dig et pus. På den måde virker det, som om du glemmer hele tiden.

Jeg kan godt forstå, det fylder hos dig, men du må ikke lade det gå ud over din livskvalitet. Frem med STOP-knappen.

Kærlig hilsen Puk

Læs også: Puks brevkasse: Brev til min datter