Kære Puk
Mormor kan ikke klare julemaden længere
Alle hundeejere kender problemet: Det er ferietid, og man skal rejse, men man kan ikke have de kære, firbenede kræ med. Og man foretrækker naturligt nok, at de bliver passet i hjemlige omgivelser og får masser af kærlighed hos en dyreglad familie.
Det er baggrunden for netportalen Dogley, hvor hundeglade danskere kan tilmelde sig som hundepassere mod betaling, og hvor hundeejere kan finde den helt rigtige pasning til den pelsklædte guldklump. Lisbeth Raaschou, 42 år, hendes jævnaldrende mand Jakob Nielsen og deres børn, Mikkel og Mathilde på otte og 10 år samt tvillingerne Caroline og Amalie på 15 år er blandt de familier, der passer rigtig mange hunde gennem Dogley.
– Vi har passet mere end 50 hunde, siden vi meldte os på banen i november 2016. Dengang var firmaet helt nystartet, fortæller Lisbeth.
Familien fra Bagsværd beskriver sig selv som "hundetossede", og det hele udsprang af, at de mistede deres daværende hund.
– Vi ville have en anden. Men vi var ikke enige om, hvilken race det skulle være. Vi blev derfor enige om at blive hundepassere for Dogley. På den måde kunne vi spare op til en ny hund og samtidig få prøvet forskellige hunderacer af, siger Jakob.
Læs en sød læserberetning, der både involverer julen og en hundehvalp.
Det siger næsten sig selv, at den aktuelle højtid og særligt juleferien er højsæson for hundepasning sammen med efterårs-, vinter- og påskeferien. Og hos Lisbeth og Jakob er bjæffende selskab altid involveret i julen.
– I 2019 fravalgte vi dog på forhånd muligheden for at passe hund selve juleaften, hvilket vi ellers har gjort de andre år. Det skyldtes, at vi skulle holde jul hos mine forældre. Men de øvrige juledage havde vi hunde. Også nytårsaften, fortæller Lisbeth.
Netop nytårsaften er en dato, som hundejere generelt er opmærksomme på, da hunde har det med at blive bange, når der skydes fyrværkeri af i deres nærhed.
– Den aften er det særlig vigtigt, at der er kærlige mennesker omkring hundene, og at man lægger lufteturen på et tidspunkt, hvor det store skyderi endnu ikke er gået i gang. Eller eventuelt, når det er stilnet af. Vi kan også give en nervøs hund en beroligende pille, hvis ejeren har givet den sådan en med, siger Lisbeth.
Både Jakob og Lisbeth er selvstændige: Han er direktør for et firma, der kreerer hjemmesider, mens hun driver helseportalen Moola. Som hundepassere er de efterspurgte, og mange af hundeejerne vender tilbage igen og igen og har tildelt familien flotte anmeldelser og høje karakterer på Dogleys brugerside.
– Ejerne siger, de kan mærke, at deres hunde føler sig hjemme hos os og indgår som en del af familien. Det tæller også på plussiden, at vi har en lukket have, og at Lisbeth ofte arbejder hjemme, så hundene ikke skal være alene i mange timer, fortæller Jakob, som er familiens ansigt udadtil hos Dogley.
– Forenklet sagt tager jeg mig af kontakten til hundeejerne, mens Lisbeth sørger for, at der er mad i skålene. Men hundepasningen er i højeste grad et familieprojekt, som alle børnene deltager i med stor begejstring, tilføjer han.
Skal kæledyrene have julegaver? Det er der delte meninger om. Se her.
Ikke mindst tvillingerne har opgaver i den forbindelse. For hundeluftningen er deres job, og de gør det både morgen, aften og efter skoletid.
– Og det giver god mening. Den fantastiske konfirmation, pigerne har haft dette efterår, holdt vi for penge, der var tjent på hundepasning, siger Lisbeth.
Den oprindelige plan om at spare op til egen hund er med andre ord ude af billedet.
– Livet som Dogley-passere giver os masser af fantastiske oplevelser, og oven i hatten er vi fri for de udgifter, der er forbundet med selv at have hund. Der er faktisk ikke engang på noget tidspunkt penge mellem os og hundeejerne, så det ubehag slipper vi også for.
– Proceduren er sådan, at pengene bliver betalt til Dogley, og to dage senere får vi beløbet minus de 18 procent, som Dogley tager for at være mellemled. Heraf går et beløb til forsikring for det sjældne tilfældes skyld, at der skulle ske en ulykke i løbet af pasningen, forklarer Jakob.
Solrød Kirke er årets julekirke i Familie Journal. Læs om kirken her.
Så drevne hundepassere er de store piger blevet, at de har påtaget sig ekstra pligter via Dogley:
– Lige over for vores skole bor en mand, der er alene med sin schäferhund. Og vi går også med hans hund efter skoletid, fortæller Amalie.
En del af familiens indtjening på pasning er blevet brugt på ferier. Forrige år var de på krydstogt samt en tre ugers tur til Orlando i Florida.
– Som selvstændige arbejder vi meget hele året rundt, men vi har til gengæld tilladt os at tage fire-fem ugers ferie i februar-marts, hvor vi tog børnene ud af skolen. Sidst havde vi mine forældre med. De tog dog hjem efter tre uger, og tvillingerne tog med dem. I øvrigt er de så glade for at gå i skole, at det nu er helt slut med den slags afstikkere, siger Lisbeth.
Da Familie Journal lægger vejen forbi, har familien selskab af to hunde, de ruhårede jack russell-terriere Lulu og Herman.
– De er nærmest stamgæster. Deres ejere rejser jævnligt, så vi passer dem tre-fire gange om året, fortæller Lisbeth.
Inges julehjerte banker for pindsvin. Læs hendes historie her.
Som erfarne udi omgang med menneskets bedste ven ved familien naturligvis, at hunde uanset tidspunktet på året ikke skal have godbidder, der er uegnede eller direkte skadelige for dem. Hapser af julemad eller juleknas for eksempel.
– Til gengæld giver flere ejere hundene deres foretrukne godbidder med, og det kan være alt fra leverpostej til gulerødder. Vi serverer ikke godbidder døgnet rundt, men prøver at give dem kærlighed i stedet, siger Lisbeth.
Hvad er det største plus ved at tilbringe julen i selskab med hunde?
– Julen er i forvejen tiden, hvor familien samles. Og hundene samler os endnu mere. Det er for eksempel aldrig svært at få børnene med ud at gå en lang tur i juledagene, når der er hunde med. De har for længst forstået, at hundene mangedobler hyggen. Og vi snakker supergodt sammen på de ture, siger Lisbeth Raaschou.
En Familie Journal-læser fortæller her historien om sin levende julegave.