Puks brevkasse: Hvad vi dog skal se på!

Lørdag, 3. april 2021
af Puk Elgård. Foto: PantherMedia
En læser har svært ved at se nyhedsudsendelser med folk, der bliver vaccineret mod coronavirus og podet i næsen. ”Kan de dog ikke bare vise flasken med væske i stedet for?” spørger læseren.

Jeg forstår godt de mennesker, der har angst for at blive vaccineret. Jeg er ikke bange for at blive stukket, men jeg kan simpelt hen ikke tåle at se, når der bliver stukket med nåle, og kigger altid væk.

Læs også: Puks brevkasse: Corona tærer på mit humør og overskud

Nu har vi i lang tid, hver gang vi tænder for tv, set på, at folk bliver vaccineret. Jeg har ikke tal på, hvor mange gange om dagen, men det er rigtig mange gange, når vi ser nyhederne. Kan de dog ikke bare vise flasken med væske i stedet for? Tænk på dem, der har skræk for vaccinationen. De må da blive mere angste af at se på det.

Læs også: Puks brevkase: Min angst påvirker min livskvalitet

Og ikke nok med det, så skal vi også uafbrudt se, hvordan der rodes oppe i alle næser. Jeg bliver helt dårlig af det. Jeg ville ønske, at der blev advaret mod ubehagelige billeder, lige inden de viser det.

I går hørte jeg i nyhederne, at de i Kina var begyndt at tage prøver i endetarmen, det skulle være endnu mere sikkert. Jeg skraldgrinede, for jeg kunne se for mig, at vi også her i Danmark skal det. Tænk, hvis det også skulle vises 50 gange i nyhederne hver dag!

BM

Læs også: Brev til Puk: Jeg er bange og tør ikke gå ud

Kære BM

Jeg forstår dig. Man har brug for at komme af med noget i disse dage, og du er velkommen her.

Din angst for nåle er reel nok, og den angst har et navn: Trypanofobi. Lige nu diskuterer fagfolk, hvor mange mennesker i Danmark der lider af egentlig nåleskræk. Rigshospitalet anslår, at omkring 25 procent af befolkningen er bange for at blive stukket, og ud af dem menes 5-10 procent at overveje at takke nej til coronavaccine på grund af angsten. De gode effekter ved vaccinen får dog en del til at overvinde deres frygt. Jeg hørte en ekspert i radioen, der sagde, at det var godt at kigge på vaccinationer, før man selv skulle ind og prikkes, så måske er det slet ikke så tosset at sidde foran skærmen og se de mange stik.

Læs også: Brev til Puk: Mobbet og set ned på, da jeg fik corona

Men du har da ret. Det er på alle måder en underlig tid, og pludselig er det hverdagskost at se op i næsen på andre mennesker. Jeg bliver testet hver uge, og i begyndelsen var jeg urolig ved synet af de lange rækker af mennesker, de hvide kitler, visir og handsker. Det hele virkede som en skrækfilm. Nu hopper jeg bare ind og stikker næsen frem eller gaber op og accepterer, at de roder rundt i næse eller hals. Men jeg kan godt mærke, at jeg lige fik en angst for at skulle podes i rumpen ...

Jeg håber, alle kommer godt gennem vaccinerne og alt det, fremtiden byder os. Lider man af Trypanofobi, kan man tale med sin læge. Der er altid hjælp at hente, hvis man har en fobi af en slags.

Bedste hilsner fra Puk

Læs også: Puks brevkasse: Nyheder om terror gør mig angst