Jeg ser mig selv som mor til tre, men min familie siger to

Jeg har brug for en udefra til at se, om jeg er rigtig eller forkert på den. Lad mig give en kort beskrivelse af min situation.

For en del år tilbage mødte jeg min nuværende mand. Vi blev og er meget forelskede og flyttede sammen i en lille by uden for Aarhus tæt på min svigerfamilie. Vi fik vores første barn efter et år, og det var vidunderligt.

Tre år efter fik vi vores andet barn, og jeg kunne ikke være mere glad for livet.

Da lykken så bankede på for tredje gang, og jeg var gravid igen (i en lidt høj alder), var jeg simpelt hen så taknemlig, og både min mand, vores familier og særligt jeg var ovenud lykkelige.

Jeg regnede ikke med, at jeg kunne få flere børn, og jeg havde brugt en rum tid på at sørge over at sige farvel til den del af min kvindelighed.

Problemer i graviditeten

Jeg kom langt i graviditeten, men så opdagede lægerne, at der var problemer, og jeg vil ikke gå for meget i detaljer, men graviditeten skulle afbrydes, og jeg skulle føde barnet, som så ikke ville overleve.

Det gik, som sådan noget jo gør. Det var og er en kæmpe sorg. Vi kom igennem. Bulede og skramlede, som vi var, men nu er vi fremme ved det, der piner mig.

Der er gået et par år, siden katastrofen indtraf i vores liv, men når folk spørger mig, hvor mange børn jeg har, siger jeg altid tre. Det er jeg den eneste, der gør.

Min mand siger to, og min svigerfamilie går endda så langt som til at rette mig fra tre til to, hvis de hører mig sige det.

For mig vil jeg altid tænke på mig selv som mor til tre. Er det mig, der er galt på den? Burde jeg gøre som de andre? Jeg bliver iskold langt ned ad ryggen, når de ikke tæller vores tredje barn med.

Puk, må jeg høre, hvad du synes?

Selvfølgelig er du mor til tre. Du har båret og født tre børn, og du har knyttet bånd til tre børn.

Dit ene barn fik du ikke lov til at have hos dig så længe, men det gør ikke barnet mindre dit, og det betyder heller ikke, at du ikke er dit tredje barns mor, fordi I måtte tage afsked med det.

Jeg synes ikke, du skal lade andre diktere, hvordan du tackler din sorg. Sorg er personlig. Derfor må du måske også selv strække dig lidt og acceptere, at de andre i din familie tackler deres tab ved at nedskalere fra tre til to.

I må ikke rette på hinanden

Men I må aftale, at ingen må rette på hinanden. I må blive enige om at være uenige. Der er ingen facitliste her.

Du har båret barnet. Du har mærket liv, og du har født. Det er muligvis derfor, det er anderledes for dig, men jeg vil virkelig anbefale, at I taler åbent om det her indbyrdes.

At jeres tab ikke splitter jer og bliver en kile mellem den kærlighed, I har, og som du beskriver så fint.

Giv hinanden plads. Gå hver især gennem sorgen, som I bedst kan, og tal sammen undervejs.