14-årig datter giver pludselig store problemer i familien

Jeg har så meget brug for et nyt blik på de problemer, vi har i familien.

I en lidt høj alder, som 38-årig, blev jeg mor til vores datter, som nu er 14 år. Min mand var fraskilt og har to sønner, som nu er voksne, og han er også på den anden side af 50 år.

Vores datter har aldrig før givet problemer, hun har været glad for skolen og kammeraterne, og hun har spillet meget håndbold. Men under nedlukningen begyndte det at gå den forkerte vej, pludselig var hun træt af alt, hvad der har med skolen at gøre. Hun fik også en ny veninde, som vi mener har en lidt kedelig indflydelse på hende.

Det er gået helt galt

Og nu er det gået helt galt! Hun gider ikke håndbold mere. Det piner min mand, der fik sat et møde op med hendes træner, som han kender privat. Men hun valgte bare slet ikke at dukke op. Nu er de to nærmest ikke på talefod.

Når hun er hjemme, taler hun stort set ikke til os – eller taler meget grimt. Hun siger, at hun selv skal bestemme, hvad hun skal gå til i fritiden. Og det er da rigtigt, men der er ingen tvivl om, at hendes stop med håndbold er en provokation over for os.

Det var meningen, hun skulle konfirmeres næste forår. Det vil hun nu pludselig ikke, og hun vil heller ikke holde en ungdomsfest (det, nogen kalder nonfirmation). Hun siger, at hun ikke kan klare at sidde der for enden af et bord, hvor alle mennesker skal kigge på hende.

Har lavt selvværd

Der er slet ingen tvivl om, at hun har et voldsomt lavt selvværd. Det er sikkert meget naturligt i hendes alder, men jeg er nervøs for, om det er ved at kamme over til en reel diagnose.

Egentlig ville jeg gerne have hende til psykolog, men det vil hverken hun eller hendes far være med til. Han siger, at hun bare skal opføre sig ordentligt, og han gider ikke alt det vrøvl. Der var jo aldrig problemer med hans drenge, påpeger han!

Når hun er hjemme, lukker hun sig inde på sit værelse og ligger bare og roder med sin telefon. Ellers er hun sammen med veninden, der, når hun en sjælden gang er kommet her, hverken siger goddag eller farvel eller noget som helst andet til os.

Lige nu aner jeg ikke, hvad jeg skal stille op. Kan du give mig nogle idéer?

Først og fremmest skal du love både dig selv og din datter, at du ikke giver op. Det er altid, når vores børn er sværest at elske, at de behøver det mest.

I første omgang ville jeg lade være med at sygeliggøre hende og tænke diagnoser. Jeg er jo hverken psykolog eller har anden lægefaglig baggrund, men min tanke, når jeg læser dit brev, er, at din datter har brug for anerkendelse og en ordentlig røvfuld kærlighed.

Lad dig ikke slå ud

Jeg synes, du skal fortsætte med at tage kontakt til hende. Ikke lade dig slå ud af en lukket dør og en sur afvisning.

Se, om du kan finde små smuthuller, hvor du kan spørge til hende. Find ud af, hvad hun tænker på. Du skal ikke afhøre hende, du skal bare lade hende vide, at du er interesseret i hendes tanker om fremtiden, om venner og alt det, der optager hende.

Giv hende fornemmelsen af, at du lytter uden at dømme. Lad hende tale.

Du er måske også nødt til at tage hende med ud på ture og give hende lidt opmærksomhed alene. Hvis hun skal leve op til de to “meget artige” voksne drenge, som din mand har, så er det et umuligt mål at nå.

Vis du er på hendes hold

For det første glemmer de fleste forældre, hvor “irriterende og krævende” alle teenagere er, og din mand har garanteret lykkeligt fortrængt det hele og kan nu kun huske, at hans drenge var helt perfekte. Og for det andet så har piger en anden teenageperiode end drenge. Det kan ikke sammenlignes.

Din datter skal ikke måles op mod hans drenge. Punktum. Hun har sine egne og helt andre behov.

Slå ring om dit barn, acceptér, at hun er ved at blive en lille ung kvinde. Få hende til at mærke, at du er på hendes hold. Opbyg tillid. Kram hende, selv om hun er sur og tvær.

Det er megahårdt arbejde at være mor til en teenager, men lov mig, at du ikke giver op. Al den kærlighed, du putter i hende nu, er bedre end penge i banken.