Brev til Puk: Jeg er så træt og finder ikke rigtig glæde ved noget

Jeg ved ikke, hvad der er i vejen med mig, men jeg er så træt hele tiden. Jeg er træt i min krop, træt i mit sind, og jeg finder ikke rigtig glæde ved noget.

Jeg har et job, jeg passer, det er ikke noget problem at komme på arbejde, og jeg har også familie og børn. Dem passer jeg også – sådan da.

De har selvfølgelig opdaget, at jeg ikke er på toppen, og det skaber nærmest irritation hos dem, hvor jeg måske havde håbet på omsorg.

Jeg har været hos lægen og fået taget prøver, og der er ikke noget i vejen. Ifølge lægen har jeg heller ikke en depression, for jeg passer mine ting og fungerer, men det er bare sådan en grundfølelse af, at det hele kan være lige meget.

Jeg ved ikke, hvem jeg skal tale med om det, for min mand forstår det ikke, og jeg har svært ved at formulere det, når nogen spørger, hvad der er i vejen.

Kan du måske komme med lidt stikord til, hvad jeg kan gøre for at finde hjem til mig selv igen?

Den trætte og modløse

Kære Den trætte og modløse

Lige her ville jeg ønske, jeg havde en mirakelkur. Jeg kender så mange, der har det lige præcis, som du har det. Det gør det selvfølgelig ikke bedre for dig, men måske hjælper det at vide, at du ikke er alene.

Du skriver ikke så meget om din sociale status, men at du har mand, job og børn. Du har sikkert som så mange andre pladen fuld og en masse ender, der skal nå sammen i hverdagen.

Kan det tænkes, at du gennem længere tid har været supermor, superhustru og supermedarbejder? Har du sat barren højt og stillet store krav til dig selv hele vejen rundt? Det tror jeg, man kun kan holde til i en vis periode.

Når du fortæller, at din familie nærmest er lidt irriteret over, at du har flade batterier, så kan det godt hænge sammen med, at du har vænnet dem til et højt serviceniveau. Det vil sige, at du er på arbejde hele tiden, også derhjemme.

Når alt er tjekket med lægen, og du tilsyneladende ikke “fejler” noget, så vil jeg anbefale dig at prøve at holde af den udmattede udgave af dig selv.

Stop med at kæmpe imod i en periode. Se, om du kan omfavne din træthed. Fortæl dig selv, at du har gjort det megagodt gennem en lang årrække, og nu betaler du prisen for at have løbet stærkt. Sæt ambitionerne ned. Det kræver øvelse at møde sig selv med venlighed, men vil du være rar at prøve?

Måske kan du også øve dig på at sætte lidt ord på din træthed over for din familie. Udramatisk, bare informativt.

Hvis vi kun kan lide os selv som perfekte, så er vi på spanden, for superpower kan godt slippe op. Du er god nok, som du er, også i den trætte udgave.

Varme hilsner fra Puk