Vi får børn og unge til at føle sig set, hørt og forstået

I naturskønne omgivelser ”langt ude på landet” med postadresse 4750 Lundby (en lille by på Sjælland, red.) og for enden af en lang grusvej ligger en firlænget gård. Et skilt med teksten ”Opholdsstedet Risbygård” ude ved den asfalterede Risbyvej førte os hertil.

Her er en stilhed, som man kun kan opleve på landet, og alt ånder fred og idyl. Umiddelbart er der ingen mennesker at se, da vi ankommer, og vi kan ikke lige finde ud af, hvor vi skal gå ind. Men så lyder det fra en ung mand for enden af den længe, vi har parkeret udenfor:

– I skal ind gennem lågen der!

Vi får åbnet den store låge og kommer ind på gårdspladsen, hvor vi ser en åben dør i en længe til venstre.

Indenfor bliver vi budt velkommen af Jeannette og Johnny Rasmussen, som vi har en aftale med, og den godmodige labrador Chuky.

Mens Jeannette går i køkkenet for at se til en suppe, der simrer derude, og for at lave kaffe til os, tager Johnny os med på en hurtig rundvisning i de to længer på gården, som de dagligt bruger. I de to andre længer er der forråd, en form for værksted, opmagasinering af møbler og andet, der ikke bruges for tiden, samt haveredskaber og -maskiner.

Vi ender i et stort lokale med både motionsredskaber og computere, hvor Mikkel og Marie sidder med høretelefoner på og spiller et af de mange spil, som unge mennesker er vilde med at spille, men som vi er en del voksne, der overhovedet ikke forstår os på.

Johnny fortæller, at Mikkel og Marie desværre har været syge, så de har lige fået en ekstra dag hjemme fra skole for at blive helt raske.

– Lad os gå ”op i enden”, som børnene kalder Jeannettes og mit hjem, så kan vi fortælle om stedet her, siger han og småler over udtrykket ”op i enden”.

Ægteparrets hjem viser sig at være en beboelsescontainer, der er forbundet med den længe på gården, som vi stod udenfor ved ankomst. En lille, hyggelig hybel bestående af en stue og et soveværelse.

Har plads til otte

Her har de boet siden 1. juli 2003, hvor de åbnede Opholdsstedet Risbygård på gården. Og det er netop deres initiativ til dette særlige opholdssted for børn og unge, vi er kommet for at høre om.

– Vi boede i Vordingborg, hvor Johnny var lærer på et opholdssted, og jeg arbejdede som socialpædagog. Vi var også aflastningsfamilie i nogle år, og da vores tre sønner blev voksne og ikke længere havde så meget brug for os, fik vi idéen til selv at skabe et opholdssted, fortæller Jeannette, der er 61 år.

Johnny fortsætter:

– I 2002 sendte vi en ansøgning til amtet – ja, det var før regionerne – og efter en masse papirarbejde og godkendelsesprocedurer fik vi tilladelse til at etablere et opholdssted. Gården her har vi lejet af Lundby Gods, og så stiftede Jeannette og jeg en fond, Fonden Opholdsstedet Risbygård, som skulle drive opholdsstedet.

– Det betyder, at vi er ansat af fonden, ligesom de øvrige fire, der arbejder her, samt en i fleksjob, indskyder Jeannette.

To drenge og to piger flyttede i 2003 ind som de første.

– Vi har plads og tilladelse til otte børn og unge i alderen 4-18 år, og lige nu bor her fem piger og to drenge i alderen 13-16½ år. Siden starten har vi haft cirka 17 børn og unge boende. Det lyder ikke af mange, men det skyldes, at de fleste bor her, til de sluses ud som 18-årige i en eller anden form for egen bolig, fortæller Johnny og tilføjer:

– Men er de som 18-årige ikke klar til det, har vi også tilladelse til et såkaldt efterværn, hvilket vil sige, at de kan blive boende her, til de er 23 år. I den tid er det så vores opgave at give dem den støtte, de har behov for for at kunne sluses ud til en selvstændig tilværelse. Vi hjælper dem f.eks. med at få en uddannelse, de kan klare, og sætter dem også ind i alt det praktiske, der følger med at blive voksen – herunder også fokus på økonomi.

Forældresamarbejde

Der kan være ufatteligt mange årsager til, at forældre ikke kan give deres børn og unge den omsorg og hjælp til udvikling, som de har behov for, og så er det godt, der findes andre voksne med evner og overskud, som har lyst og vilje til at træde til.

De voksne er Jeannette og Johnny et godt eksempel på. De er omkring deres børn og unge på opholdsstedet døgnet rundt, året rundt, og søger samtidig at etablere et godt samarbejde med forældrene.

– Det er af afgørende betydning for barnets og den unges trivsel og udvikling, understreger Johnny. – Vi ved, det er svært for forældre, at andre i en periode er en stor del af deres barns liv. Men når forældrene på baggrund af vores samarbejde synes, det er i orden, at de er her, så forsvinder anspændtheden hos børnene og de unge.

– Vores opgave er at styrke barnets og den unges følelsesmæssige og sociale udvikling, så han/hun føler sig set, hørt og forstået og oplever at have værdi som menneske.

Alle nuværende syv unge har forældresamvær og er hos deres forældre cirka hver 14. dag.

– Vi holder også en årlig sommerfest og et julearrangement med forældre og søskende, indskyder Jeannette.

Som ledere af opholdsstedet lægger ægteparret stor vægt på at skabe en familielignende hverdag for børnene, hvor det sunde liv og en sund kost er i højsædet.

– Vi står op mellem klokken 5 og 6 på hverdage, for en af pigerne går på gymnasiet i Næstved og skal tidligt af sted med bussen for at nå frem, siger Johnny og tilføjer, at de andre går i en lokal folkeskole, og at der også er specialskoler, hvis nogen har brug for mere støtte.

– Når vi står op, kan vi mærke, hvordan de hver især har det, men det er vigtigt, at de går i skole, understreger han – og vi har også et godt samarbejde med skolerne, for et af vores mål er jo, at de får den uddannelse, de kan klare.

Et spørgsmål trænger sig pludselig på, når to voksne og syv børn og unge står op næsten samtidig: Hvor mange badeværelser har I?

– To. Det ene er dog under renovering, så lige nu har vi kun ét, men det går. Alle er gode til at tage hensyn, svarer Jeannette, og Johnny nikker bekræftende.

Aktiv fritid og ferie

Ægteparret spiser alle måltider sammen med de unge, som hver især har en ugentlig maddag og vaskedag. De skal også selv rydde op og gøre rent på deres respektive værelse.

Når de kommer fra skole, er der fokus på fritidsaktiviteter. En enkelt går til ridning, andre spiller håndbold og fodbold i lokalsamfundet, som generelt bruges meget, og ellers er der masser af plads til leg og motion både ude og inde på Risbygård. Stedet er i øvrigt som et af de første opholdssteder blevet DGI-certificeret.

Måske skal der i fritiden købes nyt tøj eller bare shoppes lidt, og det klarer de fleste af de unge selv, for de får tøjpenge og lommepenge, der er fastsat af kommunerne.

Klokken 21.30 lægger alle deres mobiltelefoner til opladning, ikke på eget værelse, men samlet ét sted, og klokken 22 er der ro – medmindre nogle af dem ser tv på eget værelse.

Naturligvis kan det ikke undgås, at der af og til opstår konflikter blandt de unge, og der er selvsagt også indimellem behov for en fortrolig snak, trøst og kram.

Når det er aktuelt, er det primært Jeannette, der med varme, vid og respekt hjælper de pågældende børn tilbage på sporet, så de stadig føler sig set og hørt.

– Til gengæld tager jeg mig af kontoropgaverne, som der jo er en del af, bl.a. i forhold til de kommuner, der sender børn hertil, indskyder Johnny.

En gang om måneden er der husmøde, for at de unge også kan lære at være demokratiske. Her skal der ikke løses konflikter, men træffes beslutninger om noget, som vedrører dem alle. F.eks. hvor sommerferien skal gå hen.

– Vi tager en uges ferie sammen hvert år, fortæller Jeannette og fortsætter:

– Det er altid i Danmark, og vi lejer altid et sommerhus med swimmingpool, men uden internet, så de ikke kan hænge ud med deres mobiltelefoner. I sommer var vi på Fur, og det var igen en dejlig uge med masser af aktivitet.

– Vi var f.eks. også med til Royal Run i år, og det var en stor oplevelse, selv om vi ikke løb, men gik, tilføjer hun med et varmt smil.

Mens vi har siddet og talt i ægteparrets stue, har vi hørt flere og flere stemmer på den anden side af døren. Snart er alle kommet fra skole, og snakken går livligt i køkken og spisestue.

Johnny har fået forældrenes accept af, at vi må fotografere deres børn, så vi går ud for også at tage et udendørs billede med nogle af dem. Da vi skal til at sige farvel, må vi spørge ægteparret, der udstråler så megen varme, begejstring og omsorg: Hvor længe bliver I ved?

– Så længe, vi overhovedet kan. Det er jo en livsstil, og vi står op hver eneste dag og nyder samværet med dem, der bor hos os. Vi kan se, at vores indsats gavner, og de giver os så meget tilbage, lyder det samstemmende fra Jeannette og Johnny.