Tak for din brevkasse og dine kloge tanker om os mennesker i forskellige relationer.
Jeg har mistet min hund og skal have en ny. Jeg holder meget af hunde og mener, de gør meget godt for os mennesker.
Men jeg er noget frustreret over at se, hvor mange hundeejere som går med løse hunde. Det er tydeligt, at inden for 10-15 år er der sket en ændring i adfærd og holdning, når det gælder hensyn til andre – vi er blevet mere egoistiske. Ved stimulation, træning og lederskab har hunden et godt liv med sin ejer, også når der skal snor på. Mange er utrygge ved løse hunde.
Jeg bor tæt på en hundeskov og går mange ture der. Her opleves ofte, at der kommer en eller to hunde farende hen mod én. Ejeren er langt væk, og hvis ejeren mener, hunden skal indkaldes, er der for de fleste ikke mulighed for, at hunden reagerer og kommer tilbage til ejeren.
På Naturstyrelsens hjemmeside om brug af hundeskoven står, at hunde må løbe frit, hvis ejeren har fuld kontrol over hunden og den kan kaldes tilbage. Hvor vil det være rart, hvis alle hundeejere kendte/ønskede at arbejde på dette med henblik på ikke at genere andre brugere af skoven.
Når jeg henvender mig til en hundeejer og fortæller, at det er ejerens pligt, at hunden ikke løber længere væk, end der er kontrol over den, får jeg svaret: Det er en hundeskov.
Jeg vil gerne høre din mening, da jeg synes, det er et problem, at hundeejerne ikke respekterer retningslinjerne fra Naturstyrelsen og således er hensynsløse over for andre.
En hundeven
Oh dear, don’t get me startet! (Som man siger på godt dansk).
Du rammer lige ned i et meget stort omdrejningspunkt i mit eget liv. Jeg er nabo til en hundeskov, og jeg er simpelt hen holdt op med at gå der. Der er alt for mange hunde, der har uvidende ejere.
Jeg oplever også alt det, du fortæller, og når man tiltaler hundeejere, får man at vide, at man er hysterisk.
Men hunde SKAL IKKE hilse på alle andre hunde, de møder. De SKAL IKKE klare konflikterne selv. Vi skal som hundeejere kalde vores hunde til os, når vi møder andre med hund.
Når hunden så er henne hos sin ejer, og man har øjenkontakt med den anden hundeejer, kan man aftale, om de kan hilse eller ej.
Der er mange eksempler på, at de regler ikke bliver overholdt i den hundeskov, jeg bor ved, og jeg har oplevet så mange konflikter, hundeslagsmål og diskussioner mellem hundeejere, at jeg er blevet møgtræt af det.
Hvis jeg vidste, hvordan man skulle løse det, ville jeg være virkelig glad, men her må jeg ærligt indrømme, at jeg ikke aner, hvordan man skal gøre, for jeg har selv brændt nallerne noget så gevaldigt mange gange i hundeskoven.
Du kan jo fortsætte med venlighed og spørge, hver gang du møder hundeejere, om de vil kalde hunden til sig – en del kan så desværre bare ikke, fordi de ikke har øvet indkald – eller du kan som jeg finde andre steder at gå tur. Du kan også gå på tidspunkter, hvor der ikke er så mange løse hunde i skoven.
Når vi har fejet al brok til side, så er der jo heldigvis også en masse dejlige hundeejere, som har fredelige og skønne hunde, men det er desværre de andre, der ødelægger den gode stemning i skoven.
Du må i hvert fald ikke nå dertil, hvor det er stressende at gå tur. Det er hverken godt for dig eller din hund. Måske skulle der indføres det hundekørekort til alle hundeejere?
Jeg beklager, at jeg ikke kan give dig et klart svar, men jeg mangler selv det gode svar i netop denne situation.
Mange hilsner fra Puk
Står du med et problem, du har svært ved at løse, eller trænger du bare til et klogt og forstående menneske at dele dine tanker med? Så skriv til Puk Elgård.
Det kan sende hende en e-mail på: puk@familiejournal.dk
Vi er tilflytterne, som ingen gider
Jeg vil gå til dans – min mand vil ikke
Vi smider alt for meget mad ud
Kan jeg bede dem blive væk?
Mormor kan ikke klare julemaden længere
Støtte til nye forældre
Veninden snakker for meget
Skal jeg sige nej til julefrokosten?