Tak, søster

Hun var på vej i skole, ventede på S-toget, men kunne alligevel ikke få sig selv til at stige på, da toget kørte ind på perronen. I stedet greb hun sin mobiltelefon i lommen og ringede til sin storesøster. Den livline, der altid havde reddet hende – og heller ikke svigtede denne gang.

– Kom hjem til mig, lød det fra hendes storesøster.

Så det gjorde Mariam. Hun forlod perronen, ilede hjem for at pakke en taske med sit tøj og satte sig på toget mod Aarhus.

I dag er det fire år siden, og Mariam bor stadig hos sin søster i en lejlighed i bydelen Tilst uden for Aarhus. For det var det helt rigtige at gøre. Det er hun slet ikke i tvivl om.

– Jeg ved ikke, hvad jeg ellers skulle have gjort, siger hun.

Det er følsomt for hende at tale om, for det ribber op i mange ting – også ting, der først for nylig blev sat både ord og tårer på, da de to søstre tog ud på en rejse sammen i tv-programmet ”Først til Verdens Ende”, som lige nu sendes på TV 2 mandag aften. Her kaster fem par sig ud i et rejseeventyr, hvor de skal nå i mål uden at flyve, uden fundne genveje på computer eller telefon samt for et minimalt rejsebudget.

Udfordringer var der mange af undervejs, men også stunder, hvor tårerne fik frit løb, og søsterrollerne faldt i hak.

Mariam er den yngste i en søskendeflok på fem. Jasmin er den ældste. Der er 10 års forskel på de to, så Mariam var lige begyndt på sin skolegang, da Jasmin som 16-årig ”fik nok”, som hun selv formulerer det. Forældrene arbejdede på skift dag og nat, og Jasmin havde i flere år sørget for, at hendes søskende blev fulgt i børnehave, senere i skole og havde smurte madpakker med i skoletaskerne.

– Jeg har også været med dem til skole-hjem-samtaler, fordi vores forældre ikke kunne, siger Jasmin og kan kun gætte på, hvorfor der egentlig aldrig blevet stillet spørgsmål til det fra nogen.

– Jeg var en dygtig pige i skolen, og vi havde rent tøj på hver dag. Vi har aldrig manglet noget, så udadtil har det måske set meget harmonisk ud, siger Jasmin og lægger ikke skjul på, at hun ikke ser tilbage på en mindeværdig barndom.

– Jeg har følt, at jeg var mere mor end søster for Mariam, og da jeg flyttede hjemmefra, var det, fordi jeg ønskede at gøre mig fri af den rolle, forklarer hun.

Jasmin flyttede dengang ind hos sin bedstemor i Sverige og pendlede hver dag til gymnasiet i Tårnby på Amager, men en rejse til Libanon, hvor forældrene kommer fra, fik konsekvenser de næste tre år.

For hun mødte kærligheden, troede hun, og tog den med hjem og giftede sig trods familiens protester. Hendes mand ændrede sig derefter på et splitsekund. Jasmin, der altid selv har bestemt, hvorvidt hun ville gå med tørklæde eller ej, blev pludselig påduttet det, og selvstændigheden blev aflyst af usikkerhed, frygt og mere end kun trusler om tæsk. En dag fik hun fat i sin mobiltelefon og mulighed for at ringe efter hjælp. Kort efter stod hendes far i parrets lejlighed og fik sin datter ud af ægteskabet.

Jasmin flyttede tilbage til Aarhus. Forældrene var i mellemtiden blevet skilt, og der fulgte mange gnidninger med, som Mariam blev en del af. Når hun sætter ord på tiden dengang, er det følsomt, og hun husker sig selv som en pige, der aldrig fortalte andre, hvordan det var at være hende. Ingen spurgte, så hun havde heller ikke nogen at svare, selv om hun i dag faktisk ville ønske, at nogen havde gjort det.

– Jeg var en meget stille pige og ikke særlig social, men jeg ville have svaret ærligt på det. Om det ville have gjort en forskel – det håber jeg. For jeg kunne have brugt hjælp, siger hun.

Mariams skoletid var svær, tiden efter endnu sværere. Efter forældrenes skilsmisse flyttede hun med sin mor til København, og det var umuligt for hende at begynde forfra i en ny by. Hun knækkede og fandt kun ro og fred i sin seng. Den lå hun i længe, mens ingen forstod, hvorfor eller hvordan hun kom ud af den igen.

Angst og depression kunne ikke ses udenpå, men mærkes indeni, og Mariam forstod først, hvad det var, da hun flyttede ind til sin søster for fire år siden, og Jasmin insisterede på, at hun fik hjælp af en psykolog og et terapiforløb.

– Jeg ved ikke, hvordan jeg var kommet videre, hvis ikke Jasmin havde været der for mig. Uden hende stod jeg ikke her, siger hun.

I sommer blev hun så student og har undt sig selv et sabbatår, hvor hun arbejder som afløser på det ældrecenter, hvor Jasmin også er ansat som social- og sundhedsassistent.

Deres rejse sammen i tv-programmet har styrket dem endnu mere, for selv om Jasmin stadig kan have svært ved at slippe mor-rollen, gik det op for hende undervejs, at Mariam godt kan sige fra og også beviste, at hun sagtens kan selv.

– Det var en ret forløsende oplevelse for os begge, fordi vi fik talt om mange ting, vi slet ikke har talt om nogensinde. Når der hverken er mobiltelefon eller tv, så er man jo nødt til at snakke sammen, griner Jasmin, der også må indstille sig på, at lillesøster snart ”flyver fra reden”.

Mariam er blevet forlovet, og parret er skrevet op til lejligheder i forskellige boligselskaber. Også i det, hvor Jasmin bor. På hendes opfordring.

– Jeg synes jo bare, at det vil være rart, at vi bor tæt på hinanden. Ikke kun for Mariams skyld, men også for mig egen, indrømmer Jasmin med et smil.