Jeg er en 47-årig kvinde, som har brug for et spark til at komme videre.
Jeg blev gift forholdsvis tidligt og fik to piger, som nu er godt etablerede med gode uddannelser. Jeg blev skilt, da den yngste var blevet konfirmeret, og har et fint samarbejde med pigernes far.
Da begge døtre var flyttet hjemmefra, fik jeg behov for at prøve noget andet i mit liv. Tilfældigt mødte jeg en gammel skolekammerat, og hun inspirerede mig til at sige mit faste job op og gå i gang med, hvad jeg nu kan se var tvivlsomme “uddannelser” i network marketing, noget alternativ behandling og astrologi.
Det mente jeg, at jeg skulle leve af.
Sådan gik det ikke. Jeg fik aldrig rigtigt noget i gang, og så kom corona, og pludselig sad jeg med en kæmpe gæld.
I løbet af nogle måneder lykkedes det mig at få et fast job igen. Nu sidder jeg så her med mit kedelige job og en meget stram økonomi.
Jeg har også haft det svært med parforhold. Jeg var så dum, at jeg i et par år havde et forhold til en gift mand. Det er lykkedes mig at komme ud af det nu, og jeg har forsøgt med noget dating. Men jeg kommer altid til at sammenligne med min elsker, som jeg stadig har mange følelser for.
Jeg har gode veninder og familie, og over for dem opretholder jeg altid facaden. Jeg har ikke lyst til at indrømme, at jeg var ufornuftig, dengang jeg sprang ud i de alternative ting, som det bestemt ikke skortede på advarsler imod. Og jeg har ikke fortalt nogen, hvor stor min gæld er.
Jeg ville ønske, at jeg kunne rejse ud i verden, tage et job på et krydstogtskib eller et eller andet i den retning. Men det forhindrer min gæld mig i, og jeg kan heller ikke forlade min lejlighed, som ikke må fremlejes.
Hvordan skal jeg komme videre og blive glad igen?
Tus
Du gør status. Sådan er det at nå hen til midt i livet. Når man er yngre, er man mere risikovillig og tager nogle flere chancer. Sådan skal det også være.
Nu må du i gang med at rydde op og planlægge den næste del af dit liv.
Jeg synes, du skal tage fat i en, der har et økonomisk overblik. En uvildig rådgiver (eller banken), der kan lægge en plan for din gæld.
Det er tungt at skylde penge, og jeg synes,gælden skal være dit hovedfokus de næsteår.
Hvis du holder snuden i sporet, tjener penge for at afdrage, giver det mening at passe dit ”kedelige” arbejde.
Livet er faser. Nu er du i den praktiske fase, og den er også fin at være i. Det er ikke nu, du skal drømme dig væk med krydstogter osv., det er nu, du får styr på tingene, og derefter kan du tage på drømmerejser og møde skønne mænd, du kan dele oplevelserne med.
Det er desværre sådan, at man indimellem bare må steppe op og tage ansvar og få de kedelige ting ud af verden.
Bagefter kan man skumme fløden. Det er svært for én med eventyrlyst, men det er nødvendigt.
Mange varme hilsner fra Puk
Vi er tilflytterne, som ingen gider
Jeg vil gå til dans – min mand vil ikke
Vi smider alt for meget mad ud
Kan jeg bede dem blive væk?
Mormor kan ikke klare julemaden længere
Støtte til nye forældre
Veninden snakker for meget
Skal jeg sige nej til julefrokosten?