Jeg nægter at lade det vinde

Det er en bestemt dato, der kommer til at ændre Andreas’ liv. I 17 år har han været politibetjent, og i en årrække har han været det i forreste linje.

Han er til stede under de voldsomme gadekampe på Nørrebro, da Ungdomshuset ryddes i 2007, han er med til at anholde demonstranter under klimatopmødet med verdens statsledere i 2009, han kæmper flere gange mod pusherne på Christiania, og han er med i jagten på terroristen, der angriber Krudttønden i 2015.

Men den 14. marts 2018 sker der noget på Politigården i Odense, som ændrer hans liv for altid. Andreas bryder sammen.

Pludseligt og overraskende for både ham selv og kollegerne begynder tårerne at trille ned ad hans kinder på en vagt, og han får fremstammet, at han ikke kan mere.

– Hvad fanden havde du regnet med? Hun er 10 år yngre end dig og alt for lækker. Selvfølgelig kan du ikke holde på hende, er den umiddelbare reaktion fra vagtchefen, mens han spiser sin frokost med blikket ned i formiddagsavisen.

Men da Andreas reagerer uforstående, ser vagtchefen endelig op, lægger bestikket og bliver klar over, at der ikke er tale om et bristet forhold, men noget helt andet.

– Hvad er der med dig, min dreng? spørger han så, hvilket ikke er en jargon, man normalt bruger i Politiet, og den får Andreas til at knække helt.

– Lige dér går alt i smadder for mig. Jeg er helt ødelagt, siger Andreas Hougaard og holder en pause i fortællingen.

Det må han gøre flere gange undervejs, hvor tavsheden fylder et øjeblik. Så trækker han vejret dybt og fortsætter, indtil stemmen igen bliver skrøbelig, og et kort ophold er nødvendigt.

På vagten aftenen før er der sket en alvorlig trafikulykke på motorvejen på Fyn, hvor fire kvinder er involveret. Den ene er i kritisk tilstand og afgår ved døden om natten på Odense Sygehus. Der er en familie, der skal underrettes, ophidsede familiemedlemmer på hospitalet og et sygehuspersonale, der også søger assistance hos Andreas, der sidder som vagthavende og fordeler patruljevognene. Det har han gjort i seks år, og det er en funktion, han føler, at han er god til. Men efter den vagt kan han ikke slippe ulykken. Han tænker på sin egen kæreste, Kathrine og sine to sønner på dengang seks og 11 år, og han føler sig så skidt tilpas, da han sidst på aftenen får fri og kører hjem for at få noget søvn, inden han skal møde ind igen næste morgen.

Ren overlevelse

Men næste dag lige midt i kollegaens frokostpause bliver Andreas’ sidste dag i uniformen. Det ved han bare ikke på det tidspunkt. Faktisk tror han selv, at der er tale om stress, og et par måneders timeout vil være nok.

Det er ikke nemt for Andreas at sidde omkring køkkenets langbord på den nedlagte gård i Strærup mellem Snave og Haarby på Vestfyn og forklare, hvordan han længe tror på, at han vender tilbage til kollegerne, og at han i lang tid er voldsomt jaloux på kæresten, Kathrine, som han har mødt på arbejdspladsen og på det tidspunkt været sammen med et års tid, fordi hun stadig har sit politiskilt og fingeren på pulsen.

Samtidig er han hamrende bange for, at der skal ske hende noget, nu hvor han ikke længere sidder som vagthavende og ved, hvilke opgaver hun sendes ud på. Når hun er på arbejde, er det derfor ikke ualmindeligt, at han ringer 10-20 gange i løbet af hendes vagt, og alene tør han slet ikke at være. Så enten er hans forældre, svigerforældre eller gode venner omkring ham, når Kathrine ikke kan være der. Det er nærmest et held, at gården, de har købt sammen i 2017, kræver en fuldstændig istandsættelse, så Andreas’ vågne timer kan gå med at renovere samtidig med, at omgivelserne kan lade, som om de ikke kommer for at ”passe” Andreas, men for at hjælpe ham med byggeprojektet.

– Det var længe ren overlevelse hver eneste dag, fordi Andreas ikke kunne være alene. Heller ikke sammen med drengene. Når de var hos os, var jeg her også. Det har været så vigtigt for mig, at det her ikke kom til at gå ud over dem, og at jeg kunne være bufferen mellem dem og deres far. Det krævede en balancegang, fordi jeg tog nogle beslutninger på hans vegne, men jeg var samtidig også meget bevidst om ikke at umyndiggøre ham helt, fortæller 32-årige Kathrine Andersen og tilføjer, at det til tider har føltes som at være mor til et ekstra barn, og at hun på et tidspunkt slog i bordet og sagde:

– Jeg underkender ikke, at du har det skidt, og at det er svært. Du gør det, du skal. Men du er nødt til at gøre noget mere. For jeg kan ikke holde til det ellers. Du er simpelthen nødt til at tage dig sammen og fungere noget bedre.

Evakueringsplan klar

Parret har været udfordret sammen og hver for sig. Tiden har været svær, opslidende og håbløs. Bag Andreas ligger over 300 psykologtimer, afprøvning af forskellig medicin, to års sygemelding samt en fyreseddel. Nu er han tilkendt en førtidspension i en alder af blot 43 år.

Andreas har forladt sit job hos Fyns Politi. Det job, han elskede og var så stolt af og ydmyg over for. Den blå skjorte, der gav ham identitet og følelsen af at betyde noget for andres liv. Politiskiltet, der gav ham handlemulighed og anerkendelse.

– Det drejer sig slet ikke om at være et magtmenneske. Jeg kunne godt lide at hjælpe andre og være forskellen på liv og død. Det betød noget, hvad jeg gjorde. Og sagde. Tre gange er jeg blevet spurgt, om jeg vil stille op til byrådet, men nu spørger ingen. Før var jeg vigtig, og man ville gerne have mig med ved bordet. Nu har jeg en diagnose, og nu tæller det ikke, hvad jeg mener længere. Når det forsvinder, føler man sig temmelig stækket, siger Andreas ærligt.

Det har han valgt at være lige fra begyndelsen. Ærlig. Også selv om han tit bliver flov over sig selv og med egne ord kan føle sig som ”et skvat”.

Når hans hjerne for eksempel formår at overbevise ham om, at både Kathrine og drengene er døde, fordi der triller en politivogn ind på gårdspladsen, når det i virkeligheden blot er to tidligere kolleger, der er på de vestfynske kanter og lige vil hilse på. Eller når han træder ind på en restaurant og lynhurtigt observerer de andre gæster, nødudgange og har en evakueringsplan for sin familie parat.

Han får dagligt forfærdelige flashbacks og triggende tankemylder, der kan få det til at stikke helt af, og han ved, at sådan vil det nok altid være. Han har aldrig en dag, hvor han ikke momentvis er ked af det. Til gengæld er der blevet færre dage, hvor han er ked af det hele dagen.

Parrets hverdag fungerer, fordi den er skruet sammen efter ham. Noget, de egentlig først bliver bevidste om, når de fortæller andre om deres hverdag. For dem er det blevet normalt, for andre ikke, og der er typisk to reaktioner. Der er dem, der synes, at det er synd for Kathrine, at Andreas fylder så meget. Og så er der dem, der synes, at det er synd for Andreas, fordi han har det så svært. Kathrine gør sig ikke så mange tanker om andres, men for Andreas er det en øvelse, at han ikke bekymrer sig om, hvad andre synes og tænker.

– Der er da oceaner af lort ved at have en syg mand, men vi kan også vælge at se på de gode ting. Når Andreas har det godt, så er der gjort rent, og der er styr på tingene herhjemme. Så kan vi faktisk bare nyde hinanden og tage et spil med drengene, eller køre en tur til stranden med hundene, når vi har fri. Det kan være en udfordring for andre at få familielivet til at gå op, det er det ikke for os. Og ja, så har vi andre udfordringer. Men vi er begge handlemennesker og supergode til at rea-gere, når vi kan mærke, at noget ikke er, som det skal være. Så søger vi hjælp, får det justeret, og så er vi videre, siger Kathrine, hvilket får Andreas til at smile.

Han lægger ikke skjul på, at Kathrine er årsagen til, at han sidder omkring langbordet i dag. Hendes evige optimisme, ukue-lighed, omsorg og handlekraft har betydet alt.

– Hvis man har en tendens til at være et offer og synes, at verden er lidt ond, så er jeg ikke i tvivl om, at det for nogen bliver et for nemt kort at trække, når man er syg med ptsd. Men sådan vil jeg ikke være. Det her skal ikke have lov til at vinde. Det er mit forbandende ansvar at være den bedst mulige udgave af mig selv, og jeg vil ikke sætte mig hen i et hjørne og have ondt af mig selv. Det kommer ikke til at ske.