Brev til Puk: Min kæreste svigter alle sine gyldne løfter

Min kæreste og jeg har kendt hinanden i halvandet år. Jeg er 35, han er 43. Jeg bor alene med min datter på 19 år, han bor alene med sin papdatter, som også er 19.

Da han altid har fungeret som far for hende, valgte hun at blive hos ham efter skilsmissen.

Jeg lagde ud med at være åben og ærlig i vores forhold omkring mine ønsker for fremtiden, som bl.a. indebar dét at være en rigtig familie og at få børn sammen.

Det har altid været min drøm, men med min datters far fungerede det ikke, da han var alkoholiker.

Vores forhold det første halve år gik ud på at stoppe hans ekskones indblanden i alting. Hun er alvorligt psykisk syg og ofte indlagt. Han kørte ud til hende, når hun forsøgte
selvmord, måtte stå model til hendes jalousiudbrud osv.

Til sidst bad jeg ham vælge mellem mig og kontakten med
hende. Det endte med, at han fik hjælp til at få sagt stop over for sin ekskone.

Hans datter, som er eliteidrætsudøver, skulle transporteres eller have sin far eller os begge med til stævner. Ellers blev hun
hjemme, så det har været småt med tosomheden.

Hun er meget glad for mig og jeg for hende. Jeg måtte dog på et tidspunkt gøre det klart for min kæreste, at jeg også havde
brug for voksentid.

Men han er meget konfliktsky. Min datter og jeg flyttede, og planen var, at han og hans pige skulle følge med, når hans hus blev solgt. Men pludselig passede det ham ikke at bo i den lejlighed, jeg havde fundet. Han mente, at den var
alt for lille.

Jeg foreslog mange ting, men det rokkede ikke ved hans holdning. Ikke før hans datter plagede om at flytte sammen med os. Nu kunne han så godt se en masse muligheder...

Han ønsker dog ikke længere at få børn. Nu mener han, at han er for gammel til den slags. Jeg er meget, meget glad for ham og vil være ked af, at det går i stykker mellem os, da han ellers er den mest kærlige, ærlige og hengivne mand, jeg har kendt.

Men jeg synes heller ikke, at jeg kan fortsætte med at
leve hans liv, uden at mine egne ønsker bliver en del af fremtidsplanerne.

Jeg føler mig snydt omkring familieforøgelse og føler også hans kærlige tilkendegivelser og rosende ord i hverdagen som
lidt letkøbte. Jeg drømmer om en rigtig familie med
alt, hvad det indebærer af problemer, kærlighed, sygdom, medgang og modgang.

Men lige nu er jeg i vildrede. Jeg fik min datter tidligt og har klaret mig rigtig godt med hende, men har altid savnet at have noget tilfælles med mine jævnaldrende.

Håber, du kan give mig et hint om, hvad der er fornuftigt og ufornuftigt her, da jeg er ved at drukne i tanker og ønsker, der ikke rigtig giver andet end fortvivlelse.

De bedste hilsner og tak fordi du tog dig tid til at læse mit brev. – LC

Kære LC
Der er så utrolig mange kompromisser i den måde, vi bygger vores liv op på nu om dage. Især i moderne familier med ”dine, mine og vores børn”.

Jeg bor selv i en af slagsen. Min mand har børn med tre forskellige kvinder. Det er en kæmpe rodebutik af følelser og behov.

Og hvis man skal leve og trives i sådan en familie,
må man acceptere, at ikke alle ønsker bliver indfriet.

Der må lidt struktur på alle dine tanker. Jeg synes, du skal lave to lister: en liste over alle dine ønsker for fremtiden og en anden liste over alle de gode ting ved din kæreste.

På den første skriver du f.eks.:
1. Flere børn.

2. En ”rigtig” familie.

3. Alenetid med kæresten osv.

Og så må du gå punkterne igennem og se på, om de er realistiske.

Hvis du f.eks. vil have flere børn, så må du strege ”alenetid med kæresten” ud, for du ved godt, at det ikke kommer til at ske,
når der først er småbørn i huset igen.

Du må også kigge på, om flere af ønskerne står i vejen for hinanden. Så tager du liste nr. to og skriver de gode ting ved din kæreste.

Han er kærlig, ærlig, tager godt hånd om sin ”papdatter”. Han er hengiven og har gået til psykolog, da du bad ham om det osv.

Så må du finde ud af, hvor meget du vil gå på kompromis for at beholde hans kvaliteter.

Det er jo kun dig, der kender svaret, men ofte er det en god øvelse at kigge på alt det, vi har, og ikke holde blikket rettet mod alt det, vi ikke kan få.

Jeg ønsker dig held og lykke og har stor forståelse for, at det er svært.
Bedste hilsner fra Puk

Hvad ville Puk svare i dag?

Brevkassesvaret er fra de aller første ”Kære Puk-sider” fra Familie Journal nr. 40 2012. Vi har - i anledningen af 10 års jubilæet for brevkassen – spurgt Puk, om hun ville svare anderledes i dag.

- Det brev kan jeg huske! Er det virkelig 10 år siden?, udbryder Puk.

- Allerførst må jeg sige, at jeg nu er gået lidt væk fra at opfordre til at skrive lister. Jeg opfordrer i stedet til at rette blikket mod sig selv – og selv tage ansvar.

Skal vi ændre vores liv, skal vi begynde med at ændre vores egne mønstre. Og der er ingen tvivl om, at LC i dag ville have fået et mere direkte svar.

Mit svar dengang var et forsigtigt dyp i havet. Det var jo første gang.