Brev til Puk: Skal man lade det sive …?

Lørdag, 22. oktober 2022
Af Puk Elgård. Illustration: Colourbox.
Puks brevkasse er gaven, der bliver ved med at give. Dét er læserens brev et fremragende bevis på. Læs her, hvad læserens spørgsmål handler om.

Jeg hørte forleden nogle diskutere nedenstående – og nu vil jeg gerne høre din mening:

Skal man åbne eller lukke døren til toilettet, når man har lavet bummelum?

Altså, er det mest anstændigt at lukke døren, så lugten ikke siver ud, men at den næste så til gengæld kommer ind til noget af en stinkbombe, eller er det bedre med døren på klem, så lugten langsomt siver, men så også breder sig i lokalet, og alle dermed får glæde af den?

Hvad synes du?

Stinkbomben.

Kære Stinkbomben.

Hvad synes jeg? Jeg synes først og fremmest, at brevkassen er gaven, der bliver ved med at give. Sikke et spørgsmål, altså. Det havde jeg ikke lige set komme. Men som I ved, alt er velkomment her og naturligvis også dette.

Jeg må gå ud fra, at diskussionen omhandler toiletter, hvor det ikke er muligt at åbne vinduet?

Åh, hvad synes jeg? Jeg leder i min hjernebark efter et entydigt svar. På min arbejdsplads har jeg selv haft en plads meget tæt på toilettet, og jeg kan stadig næsten få kvalme ved tanken om den lugt, der kom snigende og blev hængende i flere timer.

Jeg har i øvrigt altid været imponeret over dem, der kan lave (skal jeg bruge dit udtryk?) bummelum på jobbet. Jeg er faktisk ægte imponeret. Det ville jeg aldrig kunne.

Åh, hvad synes jeg …? Jo, jeg synes, man skal lukke døren. Jeg beklager meget over for den næste i rækken, men jeg må i det mindste gå ud fra, at der er en slags udsugning på de fleste toiletter, og at tiden vil læge det bombede toilet.

Personligt synes jeg, det gør det hele meget værre, hvis man bruger de der friskluftsprays, men det er naturligvis en temperamentssag.

Jo, jeg lander altså på at lukke døren. Mest fordi sivemetoden er kvælende og meget langvarig.

Men jeg modtager bestemt gerne andre holdninger. Tak for spørgsmålet i øvrigt.

Kærlig hilsen Puk.