Nedlukningen ramte hårdt: En flodbølge af kærlighed reddede mig

Sangerinden, sangskriveren og forfatteren Majbritte Ulrikkeholm fik med sit eget ordvalg revet tæppet væk under sig, da hun i foråret 2020 vendte hjem til sit lille kolonihavehus på Amager.

​ – Her havde jeg i fire måneder i fred og ro siddet og forberedt de kommende måneders koncerter og kurser. Der var solgt masser af billetter i hele landet. Og en dag lagde jeg et opslag på Facebook, hvor jeg skrev: ”Jeg glæder mig til at møde jer alle derude.” Straks efter blev jeg ringet op af en veninde, der spurgte, om der var noget, jeg ikke vidste. Og det må man sige, der var. Jeg ser nemlig ikke fjernsyn, og derfor anede jeg ingenting om, at Danmark var blevet lukket ned på grund af corona, og alle kulturelle arrangementer var blevet aflyst, fortæller 58-årige Majbritte.

Den følgende uge brugte hun på at tilbagebetale penge til hundredvis af billetkøbere.

– Og da jeg to uger senere skulle betale regninger, var der ingen penge tilbage. Nu gik konsekvenserne af nedlukningen for alvor op for mig, og i et par dage var jeg kort og godt i chok. Men så samlede jeg mig sammen og gik i gang med at omforme min virksomhed til noget helt nyt. Jeg kontaktede alle forhandlere, jeg nogensinde havde været i kontakt med for at høre, om de lå inde med ting, jeg kunne købe og sælge videre.

Det blev til et ganske pænt lager af fine livsstilsprodukter, hvoraf en del var udgået af forhandlernes sortiment. Og Majbrittes webshop, som hun primært havde brugt til at sælge sine bøger og cd’er, var pludselig forvandlet til en blandet landhandel af tæpper, stearinlys, lanterner, lyskæder, håndlavede guirlander fra Nepal og smukke, eksklusive notesbøger.

– Man kunne endda købe sig en stor krammebamse, som man kunne trøste sig med i en skræmmende tid, siger Majbritte.

Massiv kærlighed

Nu lagde sangerinden en besked ud i sin netværksgruppe på Facebook. Gruppen tæller omkring 16.000 fans og følgere, som gennem årene har fundet glæde i Majbrittes sange, bøger, foredrag og kurser.

– Jeg fortalte, at alle aktiviteter var aflyst. Og så tilføjede jeg, at hvis man ville støtte mig, kunne man besøge min webbutik. Men jeg havde ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, hvad beskeden skulle sætte i gang. Allerede næste morgen væltede det ind med bestillinger. Og mange af dem var fra folk, der bestilte 100 bamser eller 50 lanterner ad gangen, fortæller hun.

Når folk tidligere har bestilt bøger og musik hos hende, har hun altid bestræbt sig på at give køberen en personlig oplevelse ved eksempelvis at pakke tingene fint ind i silkepapir og binde en lille sløjfe omkring.

– Det havde jeg ikke lyst til at stoppe med, bare fordi der pludselig var kommet langt mere gang i butikken. Det betød, at jeg sommetider arbejdede 14-16 timer dagligt. Men jeg fik også på andre måder mine følgeres kærlighed at mærke. Flere donerede pengebeløb. En gammel ven købte bøger hos mig til alle sine venner og insisterede på at betale 2.000 kroner pr. bog. Men det mest rørende var en læser, der insisterede på at give mig tiende af sin løn. Jeg svarede, at det kunne jeg ikke tage imod. Men det skulle jeg, mente hun, og det måtte jeg så bare lære. Derefter gik hun i gang med at organisere yderligere hjælp til mig inde i vores Facebookfællesskab. Jeg kan stadig ikke fortælle om det uden at få tårer i øjnene.

Ud af kolonihaven

Majbritte følte dog et stærkt behov for at give noget tilbage. Og op mod jul gav hun en gratis koncert live på nettet.

– Mens begivenheden fandt sted, tog folk billeder af deres skærme og sendte dem til mig. Der var også tilskuere, der holdt på, at de ville betale for oplevelsen. For som de påpegede, var de hjemsendt med løn og havde derfor råd til det. Jeg fik også beskeder fra psykisk syge på bosteder, som takkede for en musikalsk oplevelse, de ellers ikke ville have haft chancen for at få. Og mine følgere udvekslede glade reaktioner og kommentarer i stor stil, husker hun.

Da nedlukning nummer to var over os, og Majbritte indså, at stilstanden kunne komme til at vare et helt år mere, tog hun dog en endegyldig beslutning.

– Jeg var dybt taknemmelig for den støtte, mine følgere havde ydet i et helt år. Men jeg kunne ikke blive ved at trække på dem. Og den løsning, der lå inden for rækkevidde, var at sælge mit kolonihavehus, der havde været min bolig, mit kunstneriske værksted og mit lydstudie i 27 år. Midt i spekulationerne blev jeg kontaktet af en tidligere kursist, hvis veninde havde et hus til leje i Sandvig på Sydsjælland. Og så var der ikke længere tvivl i mit sind. I september 2021 rykkede jeg ind i min nye bolig.

Fik kreativiteten tilbage

En måned senere opsagde Majbrittes kæreste, kunstmaleren, digteren og musikeren Lawrence Lindhardt Christensen, sit lejemål på Jungshoved, og parret bor i dag sammen, hvor de tidligere besøgte hinanden på skift. Huset er endnu mindre end kolonihavehuset, men albuerummet er blevet udvidet med to annekser.

– Det ene var der i forvejen og var stort set et skur. Det har jeg indrettet til en butik, som man kan besøge fysisk, hvor man før kun kunne købe mine ting og sager på nettet. Derudover har vi bygget et nyt, lille skrive- og musikrum i haven.

Chokket over at få sine arbejdsforhold ødelagt af corona havde blokeret Majbritte kreativt. Ikke en sang, et romankapitel eller et digt var kommet ud af hende siden nedlukningen.

– Men i august skete der noget i mig, og ud kom teksten og melodien til ”Sensommersang”. Nu havde jeg indrettet mit liv, som jeg ville have det, og kunne mærke, at krisen var overstået. Og dermed begyndte sangene åbenbart også at dukke op igen, siger Majbritte, der 8. november udgiver sin 25-års jubilæumsbog, ”De udødelige svaner”.

Den består af de bedste tekster fra udgivelser, der ikke længere kan købes. Og som en bonus får læseren en ”bog i bogen”, som omhandler de begivenheder, der beskrives på disse sider.

– Jeg førte dagbog under hele forløbet, og nu udsender jeg mine tanker på skrift. Jeg har lært en masse af de seneste to et halvt års oplevelser, og ikke mindst har jeg lært at tage imod hjælp. Det er sårbart at være den, der har behov for andres hjælp. Men vi kan alle risikere pludselig at stå i situationen, siger Majbritte Ulrikkeholm.