Anne Meiniche har måtte kæmpe for at blive hørt

Sommetider ville hun ønske, at hun var sådan en, der sagde ”pyt” og ”skidt med det”, om ikke andet bare en gang imellem. Men det er hun ikke, Anne Meiniche, og det bliver hun formentlig heller aldrig. Det ved hun godt selv. For det første er det en del af hendes natur at have styr på tingene, forklarer hun. Og for det andet har de seneste mere end 20 års forløb som patient i sundhedsvæsnet lært hende, at hun er nødt til hele tiden at være på vagt.

For selv om Anne flere gange fortalte, at hun ikke kan tåle morfin og bliver frygtelig syg af det, fik hun alligevel morfin efter en operation. Selv om hun fortalte om sin kunstige hovedpulsåre, blev det ikke noteret, og selv om man lovede hende, at hun og faren ville blive ringet op, inden Annes kræftsyge mor skulle fragtes tværs gennem landet i en ambulance, sådan at familien kunne køre lige efter, blev moren alligevel sendt afsted med få minutters varsel.

Årene har lært Anne, at selv om hun siger tingene tydeligt og desuden sørger for, de bliver skrevet ind i journalen, så bliver det alligevel ofte overset. Det er hun altid på vagt overfor.

– Jeg kan ikke bare læne mig tilbage, for jeg føler ikke, de har min ryg. Det er ærgerligt, det skal være sådan, for der er jo ingen i sundhedsvæsnet, der ønsker, at patienterne skal slås sådan. Men vi har simpelthen fået forkrampet systemet så meget, at der som patient ikke er plads til at læne sig tilbage.

Ovenstående er blot ganske få eksempler fra Annes nyeste bog. Her møder læseren Anne små 20 år efter, hendes første bog, ”To kaffe og en staveplade”, udkom. Dengang var hun og familien fortsat ved at genetablere deres gamle tilværelse efter en frygtelig ulykke.

En helt almindelig morgen

Annes historie som mangeårig patient i sundhedsvæsnet begyndte en helt almindelig hverdagsmorgen 24. oktober år 2000. Familien boede på det tidspunkt i deres sommerhus i Tisvilde, mens lejligheden på Frederiksberg blev renoveret, og de skulle derfor køre fra Nordsjælland og ind til København tidligt om morgenen.

Anne selv og hendes daværende mand, Ole, skulle på arbejde, tvillingepigerne, som på det tidspunkt var to et halvt, skulle afleveres i institution, og de store piger på seks og otte skulle i skole.

Nu, mange år efter, husker Anne stadig den morgen helt tydeligt: Hvordan havregrøden brændte på, hvordan den ene tvillings gummistøvle var blevet taget af en ræv, og hvordan Albertes ”Tju Bang Chokolademand” lød over højttaleren, da de kørte afsted på landevejen i deres store syvpersoners bil.

Det enorme brag

Så husker hun ikke ret meget mere. Efter få kilometer bag rattet så Anne en sort ting komme farende ud af efterårsmørket efterfulgt af et enormt brag.

– Jeg må være blevet bevidstløs med det samme, men efter noget tid vågner jeg til lyden af alle mine børn, der skriger, forruden er smadret, og det summer i hele min krop. Da er jeg sikker på, jeg skal dø. Jeg kan huske, jeg siger til Ole, at han skal passe godt på vores piger.

Men Anne skulle ikke dø.

I 28 timer lå hun på operationsbordet på Rigshospitalets TraumeCenter og efterfølgende fem uger i en respirator. Det viste sig at være en løsreven anhænger fra en lastbil, som var skyld i ulykken.

Tre år efter skrev Anne sin første bog, der satte fokus på ulykken, indlæggelsen, den efterfølgende genoptræning og ikke mindst på et forløb, der kunne have været bedre. Dengang var hun stadig ansat som journalist på Berlingske, hvor hun arbejdede på at komme tilbage til sit job.

For mange benspænd

I dag er Anne 57 år, og hun har nu været sammen med sin nye mand, Henrik, i 10. Det er efterhånden mange år siden, hun valgte at sige op på Berlingske, simpelthen fordi hun var for udmattet til nogensinde at kunne passe et almindeligt job igen.

Genoptræningen er med tiden blevet til vedligeholdelsestræning, som hun fortsat går til hver uge, og det skal hun resten af livet. Ellers vil det gå ud over hendes førlighed.

Det var egentlig ikke tanken, at Annes første bog skulle have en efterfølger, men da hun i 2018 fik problemer med sin kunstige hofte, blev det starten på et forløb, hvor hun måtte sande, at der stadig er store udfordringer.

– Det danske sundhedsvæsen er jo enormt dygtigt, men det laver rigtig mange benspænd for sig selv.

Fint på røntgen

En hofteoperation i 2019 havde langt fra den ønskede effekt, og den blev efterfulgt af flere mislykkede genoptræningsforsøg, inden Anne i 2020 blev opereret igen. Men den operation var aldrig blevet en realitet, hvis hun ikke havde taget sagen i egen hånd og uden om systemet kontaktet en pensioneret overlæge, der kunne hjælpe hende videre til et andet hospital.

– Der er ingen tvivl om, at jeg er projektleder på min egen sygdom. Det skal jeg nok finde ud af, men der er mange, der har færre ressourcer end mig, og som ikke er lige så dygtige til at tale sig igennem systemet, og de får måske ikke den rette hjælp.

Hun understreger, at hendes frustration ikke handler om, at den første operation ikke gik som ønsket. Den handler derimod om, at hun ikke blev taget alvorligt, da hun igen og igen fortalte om de udfordringer, hun oplevede efter operationen.

– Hvis man laver en fejl og bagefter erkender den, kan der også rettes op på den, og så er alt jo godt. Mennesker laver fejl, og læger er også bare mennesker. Men når man ikke lytter til patienten, opstår problemet.

– Det kan ikke nytte noget, at de affærdiger mig med, at det ser fint ud på røntgen, når jeg kan mærke, at den er helt gal. Når læger trækker det kort, så oplever jeg, at det kan være ligegyldigt, hvordan jeg oplever tingene. Det er der, patienter ultimativt løber panden mod muren, for så er der ikke mere at snakke om.

En endeløs slåskamp

Som læser bliver man præsenteret for situationer, hvor Anne forgæves kæmper med systemet. Et eksempel er, da Annes hofte går af led, og personalet glemmer at give hende de fornødne hjælpemidler med hjem efter operationen. Det drejer sig om nogle helt basale ting til en samlet værdi af 284 kr., som gør, at hun bl.a. kan komme på toilettet.

Anne forsøger derfor selv at skaffe dem gennem Hjælpemiddelcentralen i sin kommune, men de må ikke udlevere dem til hende. Hun skal først lave en ansøgning, som så skal behandles og godkendes. Men Anne skal altså tisse nu – ikke om en uge.

– Hvis vi ikke engang kan vise medarbejderne den tillid, at de kan give mig en toiletforhøjer, så synes jeg, vi har gjort det unødig svært, både for patienten og for medarbejderen. I det her tilfælde vidste vi begge, hvad der skulle til for at løse mit problem, men reglerne forhindrer ham bare i at hjælpe mig. Jeg oplevede det samme for 20 år siden, men hvorfor giver vi ikke medarbejderne frie hænder til at handle ud fra deres sunde fornuft?

Siden Anne afsluttede bogen i sommer, har hun fået nye smerter i sin lænd og ryg, og det gør hende bange.

– Hvad foregår der nu derinde? Er der noget, der sidder forkert igen? Kontrollerne er afskaffet, så jeg skal selv råbe højt, og det er sværere at gøre, når man ikke føler, man bliver lyttet til.

– Jeg har fået en virkelig dygtig behandling i sundhedsvæsnet, men jeg har selv skullet slås for den. Det er jeg blevet stærkere af, men også på en dårlig måde. Jeg har været sådan en, der har mindet om det ene og det andet og presset på igen og igen. Det er jo ikke skidesjovt at være sådan et menneske. Jeg er blevet virkelig god til at slås, men jeg bryder mig faktisk ikke om det.