Nu giver fortiden mening

Hun har altid følt sig anderledes. I skolen, på arbejdspladsen og i rollen som mor. Men hun har aldrig forstået hvorfor. Før nu i en alder af 38 år. For Annemette har adhd og har haft det hele sit liv. Alligevel fik hun først diagnosen for et år siden.

– Jeg har gået hele mit liv uden at forstå, hvorfor jeg blandt andet har haft svært ved at indgå i sociale relationer, haft koncentrationsbesvær og tankemylder. Så at få en diagnose og forklaring på, hvorfor jeg har følt mig så anderledes, er en kæmpe lettelse. Hele forkerthedsfølelsen giver pludselig mening, og mange brikker er faldet på plads inden i mig. Fortiden giver mening nu, siger Annemette Leth Iversen, der bor i Ribe med sine sønner på syv og tre år.

Det er ikke mindst på grund af dem, at hun er lettet over at være blevet udredt, for selv om hun gerne indrømmer, at det er angstprovokerende at skulle medicineres for adhd, har hun ikke et sekund været i tvivl, om det er det rigtige at gøre.

– Selvindsigt og ikke mindst dårlige samvittighed fortæller mig det, når mit temperament løber af med mig, eller min lunte er kort i forhold til børnene. Det vil jeg ikke byde dem, siger hun.

Desværre er det ikke altid ligetil at finde den rette medicin, og for Annemette betyder det, at hun snart skal forsøge sig med et fjerde præparat. Lige nu tager hun derfor ingen medicin, men bare bevidstheden om, at hun har adhd, gør en stor forskel i dagligdagen.

– Nogle i min omgangskreds har undrende spurgt mig, hvad jeg dog skal bruge det til, at jeg nu er udredt med adhd. Men jeg har brug for at vide det for at kunne forstå mig selv. Adhd er også arveligt, og min ældste søn udviser nogle tegn på det og skal udredes. Han skal ikke gå hele sit liv med en måske uopdaget diagnose, sådan som jeg selv har gjort. Som barn fik jeg at vide, at jeg skulle sidde stille, lade være med det, ikke pille og er blevet adfærdskorrigeret så meget, at det har sat sig. Jeg har svært ved at mærke mig selv og turde stå ved mig selv, fordi jeg har fået følelsen af at være forkert og rea-gere forkert. Det vil jeg gerne skåne ham for, siger hun.

Også for piger

Annemette har valgt at fortælle om sin diagnose, fordi hun vil være med til at udbrede kendskabet til, at også piger og kvinder kan have adhd.

Ofte bliver de overset og diagnosticeret langt senere i livet end drenge og mænd, fordi symptomerne ikke er de samme. Typisk forbinder man diagnosen med vilde drenge, der ikke kan sidde stille i skolen, men størstedelen af pigerne med adhd har ifølge adhd-foreningen en stille udgave, som derfor lettere overses. Men pigerne og kvinderne oplever stadig de samme vanskeligheder med koncentration, planlægning og struktur.

Også Annemette, der for det meste legede med drengene, da hun gik i skole. Hun forstod sig ikke på pigefnidder og søgte væk fra det, selv om hun kan huske, at hun ofte ønskede, at hun var en af de stille piger. Hun gik i 4. klasse, før hun knækkede læsekoden, men derefter gav hun sig kast med alle de bøger, bibliotekaren foreslog, og skabte ro i hovedet på den måde.

Som studerende i både gymnasiet og senere på pædagog-seminariet hang hun i og kæmpede. For når det hele blev for abstrakt, og der skulle argumenteres og forklares, blev hun usikker og forvirret. Studenterhuen fik hun derfor kun med nød og næppe, mens den afsluttende bacheloropgave som pædagogstuderende blev skrevet på tre uger. I sidste øjeblik fordi hun som vanligt bildte sig ind, at der var tid nok til at nå det.

– Det har jeg altid gjort. Fuldstændig fejlbedømt hvor lang tid, noget tager, og så har jeg været så presset, at det hele har været ved at gå galt. Meget typisk meget, siger hun og indskyder, at hun dog endte med et flot 10-tal i den afsluttende opgave.

Arbejdsmæssigt har hun også mærket, hvordan hun presser sig selv for at være god nok og vise, at hun er den rette til jobbet. Undervejs er hun bukket under med angst, depression og stress og været i behandling. Alt sammen noget, der har tæret på selvværdet, fordi hun ikke har kunnet forstå, at hun er havnet der.

– Det har været så svært for mig at forstå, at jeg har skullet kæmpe sådan med at begå mig. Jeg har ikke været i tvivl om, at jeg har været en god medarbejder, men jeg har presset mig så meget for at bevise det og har givet mig 110 procent hele tiden for at føle mig god nok Jeg har altid været bange for ikke at være det, siger Annemette.

Da hun blev mor til Theo, mærkede hun for alvor, at hendes egne behov måtte tilsidesættes. Muligheden for lige at trække sig og hvile sig forsvandt, men hendes adhd blev for alvor trigget, da hun blev mor anden gang.

Hun bliver berørt, når hun husker tilbage til barselstiden, hvor hun var sammen med drengenes far, og derfor øjnede enhver mulighed for at være alene.

– Jeg kunne ikke trække mig, zoome ud eller lægge mig, så jeg var træt, kortluntet og følte, at jeg skulle være på hele tiden. Samtidig skulle det hele være perfekt, fordi ingen måtte jo pege fingre ad mig. Det var svært at blive kastet ud i ingen struktur, søvn og genkendelighed.

Det var her, at en tanke, hun ellers havde parkeret, begyndte at rumstere igen.

Nogle år, inden hun blev mor, havde hun haft en kollega, der var blevet udredt med adhd, og da hun fortalte om sine symptomer, havde Annemette genkendt det hele.

I sommeren 2021 bestilte hun en tid hos sin læge, der henviste hende videre til psykiatrien. Efter en screening og selve udredning fik hun at vide, at der ville gå en uge, før hun ville få svar. Dagen efter blev hun ringet op.

– Der var fuld plade og ingen tvivl, sagde de, smiler Annemette, der fik en medicinsk aftale med det samme.

Tabte 60 kilo

Siden er fortiden faldet mere og mere på plads i hende. Selv en veninde udbrød, at der var flere ting, der gav mening nu, og det er præcis samme følelse, der er landet i Annemette. Blandt andet er hun ikke i tvivl om, hvorfor hun i mange år spiste så meget, at det har været nødvendigt for hende at få en gastric bypassoperation. Hun har tabt 60 kilo, som ingen af de mange kure, hun sprang på, kunne hjælpe hende af med. I dag er hun overbevist om, at hun selvmedicinerede sig med mad på grund af en uopdaget adhd.

– Jeg synes jo, at det har gjort en forskel for mig nu at vide det, fordi jeg har fået en forklaring og kan handle ud fra den og har fået redskaber til det. Bare det at få udelukket, at jeg hverken er doven eller alt mulig andet, gør det lettere at få øje på, at det ikke kun er en begrænsende diagnose. Den giver mig også kreativitet og et drive og en energi, som jeg er utrolig glad for. Så for mig handler det om at finde ud af, hvordan jeg fungerer bedst – nu hvor jeg ved, at jeg har adhd.