Jeg savner lidt taknemmelighed

Jeg har nogle spekulationer, som jeg godt kunne tænke mig at høre din mening om.

Jeg er på efterløn, blev skilt for snart 10 år siden og har en god bolig og økonomi, et godt netværk og mange fritidsaktiviteter. Begge mine voksne børn bor i samme by; min datter og svigersøn og to børnebørn ikke langt herfra, min søn og hans kæreste lidt længere væk.

Jeg hjælper meget, især med børnebørnene. Jeg har en fast dag om ugen, hvor jeg henter dem fra børnehave og sfo og tager dem med hjem til mad. Desuden passer jeg dem ofte f.eks. en weekendaften, når forældrene skal ud. Min søn arbejder nogle gange i weekenden, og derfor låner svigerdatteren hver fjerde-femte weekend min bil.

Jeg er rigtig glad for børnebørnene og vil selvfølgelig gerne hjælpe. Men en gang imellem føler jeg, at jeg opfattes som en selvfølge. Der bliver aldrig rigtig sagt tak eller måske givet en buket blomster. Undtagen til mors dag hvor min datter hvert år nærmest per automatik afleverer en hortensia.

Jeg inviterer omtrent hver tredje måned på god mad og vin, og her kommer børnene gerne. Altid tomhændede. De inviterer sjældent igen. Jeg kommer til fødselsdage, og når det er min søns, er det altid brunch på en café. Jeg har aldrig været vild med at sidde og spise pandekager og røræg med lunken kaffe søndag formiddag.

Når min søn og svigerdatter afleverer min bil, foregår det altid på samme måde: De kommer i to biler, min søn ringer på og giver mig nøglen, og så kører de igen. Der er aldrig tid til en kop kaffe.

I øvrigt er der heller aldrig fyldt benzin på bilen. Det er ikke, fordi jeg ikke har råd til at fylde den op, men jeg synes bare, det er lidt dårlig stil. Og de mangler ikke penge.

Her for nylig blev jeg faktisk lidt vred på min datter. Jeg skal på en uges ferie sydpå med to veninder og meddelte, at jeg ikke kunne hente børnene i den uge.

Det blev min datter tydeligvis meget irriteret over og sagde, at jeg kunne godt have sagt det lidt før, og det var meget ubelejligt lige i den uge. Her greb min svigersøn heldigvis ind og sagde, at selvfølgelig skulle jeg da have lov at rejse på ferie. Så blev hun også lidt flov …

Jeg savner lidt taknemmelighed over de ting, jeg gør. Jeg har ikke lyst til at sige det direkte, og jeg vil slet ikke være begejstret, hvis der pludselig bliver afleveret “pligt-buketter’. Men det er jo nok mig selv, der har svigtet i min opdragelse.

Kan jeg komme med en antydning, eller skal jeg bare finde mig i fortsat at blive behandlet som en selvfølge?

Når vores børn udviser en adfærd, vi ikke bryder os om, peger vi ofte pilen mod os selv. Det er os, der har opdraget dem, så har vi fejlet?

Du har muligvis forvænt dem med et højt serviceniveau gennem hele livet, og nu tager de din velvillighed for givet, som noget, der altid har været der, men andre faktorer kan også spiller ind.

Dine børn og svigerbørn er nu fanget i hamsterhjulet, og lige som så mange andre hænger de sikkert med r.... i vandskorpen og kæmper for at få livet med job og børn til at hænge sammen. Når man hænger der i hjulet, glemmer man ofte de gode manerer. Det hører jeg faktisk tit her i brevkassen.

Folk glemmer at takke for gaver, ferier, taler og diverse tjenester. Måske er vi som borgere i denne del af verden simpelthen lidt for vant til at have mange privilegier. Jeg synes godt, du kan støve begrebet taknemmelighed af og gøre opmærksom på, at også du har brug for benzin for at holde hjulene kørende.

Det er altid super irriterende at skulle bede om opmærksomhed, men dine følelser er lige så meget værd som deres. Du er ked af det, og det må du gerne fortælle dem. Du behøver jo ikke lave kæmpe drama ud af det, for jeg er sikker på, at dine børn inderst inde er meget taknemmelige over den hjælp, du yder, men de får det ikke sagt.

Så nu må du række hånden op og sige noget. Ellers mister du motivationen.

Op med poten. Sig, hvad du føler. Det må man faktisk gerne.