Brev til Puk: Jeg kan ikke tilgive hans utroskab

Jeg er i den rædsomme situation, at min mand har været mig utro.

Vi har været sammen i 26 år, og vores yngste er lige flyttet hjemmefra. Vi er begge kommet i byens idrætsanlæg igennem mange år, og det er en yngre kvinde fra det miljø, han har haft en affære med.

Min søsters mand tog dem nærmest på “fersk gerning”; han er håndværker og skulle lave noget arbejde på et hotel i nabobyen, hvor han næsten stødte ind i dem, da de kom ud fra et værelse en morgen. Min mand havde fortalt mig, at han var på kursus med sit firma.

Det skal siges til hans fordel, at han kørte direkte hjem til mig og lagde kortene på bordet. Han har haft sex med hende i nogle måneder, og han afsluttede affæren med det samme. Desværre kunne min svoger ikke nære sig for at fortælle om det vidt og bredt.

Nu har jeg det dårligt både med utroskaben og sladderen, og jeg kan slet ikke tåle, at min mand rører ved mig. Jeg har sendt ham ind og sove i et af børneværelserne.

Men jeg har det også så svært med, at alle tilsyneladende kender til affæren. Vi bor i en mellemstor by, hvor alle kender alle, især i idrætsmiljøet. Så nu kommer jeg slet ikke i hallen længere; jeg føler, at folk kigger efter mig og hvisker bag min ryg.

Min mand har været utro en gang før for mange år siden. Dengang tilgav jeg ham, men det har jeg svært ved nu.

Jeg orker næsten ikke at blive skilt og bryde hele vores liv op. Økonomisk og boligmæssigt ville jeg godt kunne klare mig alene, men jeg føler mig så handlingslammet.

Lige nu kan jeg slet ikke se, hvordan jeg skal komme videre, men jeg kan jo ikke blive ved med at leve sammen med en mand, som jeg næsten ikke kan tåle synet af. Det er mere end tre måneder siden nu, og mine følelser har ikke ændret sig.

Kan du dog ikke komme med et råd?

Træt hustru.

Kære Træt hustru.

Jeg kan ikke helt fornemme, hvad der vægter mest for dig, de andres blikke og sladderen i det lille samfund eller at din mand har været dig utro?

De andres snak bag din ryg skal nok lægge sig med tiden. Der er altid andre, der står i kø til at dumme sig, og så vil snakken gå om dem i stedet for din mand og hans utroskab, så med hensyn til at vise sig i byen synes jeg, du skal hanke op i dig selv. Du må ikke gå og gemme dig. Du har ikke gjort noget forkert, og jeg tror faktisk, du vil møde sympati fra mange kanter.

Tre måneder er ikke længe, når man er blevet forrådt som du, og svigt tager tid at komme over. Du er vred på din mand, og du er garanteret også vred på dig selv, fordi du føler, du lod det ske (igen).

Hvis du ikke har lyst til at røre ved ham, så lad være. Find ro med, at han sover i et andet værelse. Det er godt, du har mærket dine grænser og handlet på dem.

Jeg tror umiddelbart, du skal give det noget mere tid. Det virker ikke til, at du er helt klar til at træffe en beslutning. Tænk lidt mere over, hvordan dit liv ville være sammen med din mand. Hvordan ville du have det om et år? Er du i stand til at komme videre sammen med ham.

Forestil dig jeres liv. Hvad kan du så mærke? Søg også i den anden retning i dine tanker. Du flytter. Hvordan føles det? Hvad laver du så om et år? Hvilken fornemmelse giver det i dit sind?

Du er i din gode ret til at værne om dig selv i denne tid og sætte ord på det, du føler – også gerne over for din mand, hvis du kan. Ellers må du gå og summe lidt for dig selv og måske vende din situation med nogle gode veninder.

Det er vigtigt, du får sat ord på dine tanker og accepterer, at klarsyn ikke er en mulighed, når man er havnet i en krise. Det tager tid at komme frem til den rigtige beslutning.

Tak, fordi du skrev til mig. Det er et skridt på vejen. Tal med nogen, du er tæt på. Selv om det kan føles flovt og svært. Lyt til de ord, der kommer ud af munden, når du fortæller om din situation, og skriv eventuelt også noget mere. Måske i en slags dagbog. Man bliver mere klar, når man læser/hører sine egne tanker.

Kærlig hilsen Puk.