Jeg hørte ikke naboens nødkald

Jeg går rundt alene med en helt forfærdelig følelse, som jeg bliver nødt til at dele.

Jeg bor i et lejlighedskompleks, hvor vi kender hinanden i opgangen. Ikke alle har omgang med hinanden, men vi ved, hvem hinanden er. Tre etager fra mig bor en kvinde, der har lidt af et alkoholproblem. Jeg hjælper hende så godt, jeg kan, men sommetider bliver det lige vel meget at forsøge at holde styr på både hendes og mit eget liv.

Hun bor alene, og jeg har givet hende mit telefonnummer, hvilket har resulteret i, at hun ringer i tide og utide, uden altid at ville andet end at sludre. Jeg er lige gået på pension, så jeg har tiden til at snakke lidt, men jeg må indrømme, at det indimellem bliver for meget, særligt når hun ringer om natten. For hende er nat og dag i perioder smeltet sammen, og hun får ikke kigget på klokken, hvis hun lige vil snakke. I langt de fleste tilfælde tager jeg telefonen og siger ”Kære xx, det er nat, ring i morgen” og så lægger jeg på.

Men for nogle uger siden ringede telefonen igen om natten, og jeg havde været på vandretur og var simpelt hen så træt, at jeg ikke tog den, da den ringede klokken 3.

Jeg ville kontakte overboen næste dag, for jeg var sikker på, at hun ringede, fordi hun havde set, at jeg var kommet hjem om aftenen.

Det viste sig så, at lige præcis denne gang var hun faldet og havde slået hovedet. En anden beboer i opgangen havde hørt hende og fået hende på hospitalet, men nu har jeg så dårlig samvittighed over, at jeg ikke tog hendes opkald, og hun er meget sur på mig. Alle de andre gange har det været fuldemandssnak, men lige den ene gang, hvor jeg undlod at svare, havde hun brug for hjælp.

Det piner mig meget. Hvordan kommer jeg videre?

Det er saftsuseme da også uheldigt. Hvor er det synd for jer begge to. Men du kunne jo simpelt hen ikke vide, hvad opkaldet gik ud på, og din overbo FIK jo hjælp.

Husk det. Somme tider falder vi i den vildfarelse, at vi er de eneste på kloden, der kan handle, og hvis vi en enkelt gang har øjet på klem og ikke træder til, holder jorden op med at rotere. Jeg kender alt for godt den fornemmelse, men du gjorde ikke noget forkert. Du havde brug for at hvile dig, og du anede ikke, hun var faldet. Du må bruge denne oplevelse til at fortælle dig selv, at du ikke bærer ansvaret alene, og at der faktisk er andre, der kan gøre noget, hvis ikke du er til rådighed. Derudover er det måske en god idé at finde ud af, om din overbo i det hele taget kan klare sig.

Kan du tage en snak med hendes familie (hvis hun har familie) eller med hende selv? Nu vil jeg jo ikke lægge ansvaret tilbage på dine skuldre, men måske har hun brug for mere professionel og intensiv hjælp, og måske skal hun indlægges til noget afrusning eller i behandling i det hele taget. Jeg tror, dine kræfter er bedre brugt på at få adviseret nogen, der kan tage hånd om hendes liv og hjælpe hende.

Nu tør du garanteret ikke lægge dig til at sove, uden at telefonen er lige ved siden af dig, og du flyver helt sikkert op næste gang, den ringer om natten, for hun skal nok begynde at ringe til dig igen, men det er en uholdbar situation og nok egentlig en bjørnetjeneste. Hun skal have rigtig hjælp til at tackle sit misbrug.

Tilgiv dig selv. Fortæl hende, at du er ked af, at du ikke lige svarede, men insistér på, at hun ikke kan leve alene på den måde – det er farligt for hende, og tag fat i nogen, der kan hjælpe. Du skal ikke stå med det ansvar selv.