Veninden skryder løs om sine præmiebørn

Tak for en god brevkasse, som jeg altid læser som det første. Som regel er jeg enig med dig, andre gange synes jeg, dit svar er en svipser.

Jeg har en god veninde, som jeg mødte i gymnasiet. Vi bor i samme by og har hver to børn på samme alder. Hendes børn er præmiebørn. De får 12 i alt, har jobs ved siden af studierne, den ene skal være læge og den anden ingeniør, og jeg medgiver, at der sidder et godt hoved på dem begge – ligesom der gør på min veninde og hendes mand.

I vores familie er vi ikke så boglige, og mine børn vil være håndværker og sosu. Jeg er lykkelig for mine unger, selv om den højeste karakterer, de har hevet hjem, er et syvtal. Mine børn gør det rigtig godt.

Og sådan kunne alting jo bare være, og min veninde og jeg kunne have vores venskab, men hun skryder løs om sine dygtige børn evig og altid, og det er begyndt at gå mig på. Hun underholder om alle de penge, de kommer til at tjene, og hvor dygtige de er. Det er, som om hun slet ikke anerkender, at der er er andre (læs: f.eks. mine børn), der gerne vil noget andet i livet.

Jeg ved ikke, hvordan jeg skal løse det. Jeg kan jo ikke bare sige ”hold nu kæft med dine børn”, men jeg vil gerne have hende til at forstå, det går mig på.

Har du et råd, kloge Puk?

Tak, fordi du læser brevkassen og bliver ved, selv om vi ikke altid er enige. Jeg trækker på smilebåndet, når du kalder det en svipser, hvis mit svar ikke falder i din smag. Jeg vil ikke kalde det en fejl, hvis andre mener noget andet end mig, jeg vil blot kalde det uenighed. Men det lader vi ligge.

Jeg kan godt forstå, du er træt af de lange foredrag om din venindes præmiebørn. Men vi forældre er somme tider forfærdelige og taler op ad stolper og ned ad vægge, om hvor skønne vores unger er. Er du egentlig sikker på, hun synes, hendes børn er bedre end dine? Eller er du selv kommet til at falde i den fælde, at det er dig, der føler, forholdet mellem læge/håndværker, sosu/ingeniør er ulige, og det ene er finere end det andet?

At kunne skabe noget med hænderne og bygge ting er vidunderligt, og at ville vie sit liv til at hjælpe andre, som dine børn har valgt, er en rigtig fantastisk vej.

Jeg er ikke blind for, at man i samfundet regner noget som finere end andet, men personligt er jeg ikke enig. For mig handler det om fællesskab og at finde ud af, hvor man hver især kan bidrage.

Dine børn har valgt en utrolig vigtig vej. Jeg hører ikke i din fortælling, at din veninde taler ned om de valg, dine børn har truffet, jeg hører bare, at hun taler meget om sine egne. Så ret ryggen mor. Vær stolt af dine unger. Fortæl din veninde om dine børns liv, hvis du har lyst. Og vær sikker på, at følelsen af mindreværd omkring dine børns karrierevalg ikke kommer fra dig selv. Lad ikke din veninde eller normer definere, hvad der er fint og ikke fint.

Som du skriver, dine børn gør det godt. Det gør de! Til lykke med dem.