Hvorfor fejres det ene barn mere end de øvrige?

Jeg er en meget glad og lykkelig mor, mormor og farmor til en flok velfungerende børn og børnebørn, men har behov for at dele mine tanker og høre din mening om en bestemt situation i min familie, nemlig børnefødselsdag.

Min søn har fire herlige børn mellem otte og 17 år. De to mindste har han med sin nuværende hustru, som er en utrolig dejlig mor og svigerdatter og en god hustru for min søn. Der er et godt forhold til hans tidligere hustru, som han har de to ældste med.

Alle ungerne har jo på et tidspunkt fødselsdag, og deri består min frustration.

Den ældste af de to børn, som vores søn har med sin nuværende hustru, er i flere år blevet fejret med hele det store udtræk på sin fødselsdag: Invitation af hele familien, alle forældrenes venner med børn, alt hvad der kan krybe og gå til en stor tilrettelagt festdag og masser af god mad og diverse drikkevarer, underholdning, sjov og ballade. Der bliver hvert år sendt invitationer ud måneder i forvejen. Med udførlig ønskeliste.

Selvsagt får fødselsdagsbarnet masser af gaver. Det er altid meget hyggeligt og festligt.

De tre øvrige børns fødselsdage bliver selvfølgelig også fejret, men slet, slet ikke i samme omfang. Der bliver ikke inviteret, og de bedsteforældre, der bor tæt på, dropper ind til en kop kakao eller lignende. Vi bor slet ikke i nærheden, så vi smutter ikke bare lige forbi. Det kræver planlægning og booking af overnatning på hotel.

Det gør mig ondt for de tre andre børn, at de ikke får samme opmærksomhed, og især at der bliver gjort forskel.

Mest for den lille. Endnu synes han, det er hyggeligt og sjovt, bare der er nogle, han kan lege med. Han er en glad og sjov lille gut og meget social, men på et tidspunkt vil han sikkert undre sig over, hvorfor der ikke skal holdes stor fest med masser af mennesker og masser af gaver på hans fødselsdag. Måske, måske ikke.

Jeg har selvfølgelig tænkt på at tage en snak med forældrene omkring mine tanker, men i forhold til min rolle som mor og svigermor er det nok bedst ikke at blande sig.

Eller Puk, hvad tænker du?

Hvordan kan det være, at det ene barn har særlig status i flokken? Det bliver jeg nysgerrig på.

”Den førstefødte” er det den position, der giver adgang til særbehandling? Den person, der undrer sig allermest, er vel det barn, der deler adresse med den ældste? Det må være mærkeligt at se sin ældre bror eller søster få stor fest hvert år og selv sidde med en kop kakao.

Hvordan har de fire søskende det sammen? Jeg tror egentlig ikke, du skal være så bekymret for den lille. Det lyder, som om de to børn, der bor sammen med din søn og deres mor, har gode tætte relationer og bliver fejret godt og dejligt, når de fylder år.

Du spørger, om du skal blande dig. At blande sig er jo mange ting. Man skal ikke begynde at diktere eller rette på andre mennesker, men man kan da altid åbne en samtale. Måske piner det også din søn. Du kan altid spørge ham, hvad han tænker om det hele.

Efter mange år her i brevkassen er det helt åbenlyst for mig, at vi er bange for at tage samtaler om svære emner. Vi har en kæmpe berøringsangst. Jeg ved ikke, om det er særligt for os her på den nordlige halvkugle, men jeg synes ikke, vi skal være så bange for at snakke sammen.

Måske føler vi, at vi skal have en fiks og færdig løsning klar, før vi kan bringe et emne på bane, men sådan behøver det jo ikke at være. Man kan høre hinandens synspunkter.

Det ER en ret speciel situation, I har i jeres familie, og det kan man da godt italesætte. Det bliver i hvert fald ikke bedre af, at der står en elefant i rummet, og alle lader, som om de ikke kan se den. Det gælder i din familie, og i alle vores andres familier også.