Det populære tv-program ”Vild med dans” har inviteret kendte mennesker ud på dansegulvet gennem 20 sæsoner. Her er de blevet ”målt og vejet” af et professionelt dommerpanel, som tidligere professionel danser Anne Laxholm har været en del af helt fra starten.
Hvilket øjeblik i de 20 sæsoner af ”Vild med dans” har gjort særligt indtryk på dig?
– Der har været mange specielle øjeblikke, men jeg husker tydeligt, da jeg for første gang så kuglestøder Joachim B. Olsen stå sammen med Marianne Eihilt. Jeg kan huske, at jeg spekulerede over, hvordan i alverden det skulle fungere, men de overraskede mig positivt. Det er noget af grunden til, at man har lyst til at være dommer i programmet i så mange år. Det er spændende at se mennesker, som aldrig har danset før, udvikle sig i løbet af så kort tid.
Hvilken standard- eller latindans er du mest spændt på at se deltagerne kaste sig ud i?
– Jeg har altid syntes, at slowfoxen er spændende, fordi den er så svær. Du har tre dansetrin, som skal udfylde fire taktslag, og dét er rigtig svært. Det ligger jo i navnet, at den netop skal være langsom. Som den kære Britt Bendixen sagde: ”Hurtigt møg er lettere end langsomt møg”.
Hvilken kulturoplevelse har gjort indtryk på dig for nylig?
– For en måneds tid siden var min mand, datter og jeg på vej til Fyn, og der stoppede vi på vejen ved H.C. Andersens hus i Odense. Det var lavet utroligt smukt, og man bevægede sig med høretelefoner forbi forskellige billeder og genstande, som fortalte publikum historier. Det var meget interessant, moderne og fængende.
Hvad gør dig glad?
– Jeg elsker at være udenfor og i naturen. Jeg bliver altid glad, når vejret er godt, og jeg kan gå nede på golfbanen og koble af, inden jeg skal i gang med undervisningen i dansestudiet med min mand om aftenen.
Hvornår har du sidst grinet?
– Jeg spiller kort med nogle gode venner, og vi griner altid meget sammen. Vi når altid at vende hele verdenssituationen og snakker både om seriøse ting, men også sjove oplevelser, som vi har haft sammen. Vi har kendt hinanden i over 30 år, så jeg slapper helt af i deres selskab, og vi kan altid have det sjovt sammen.
Hvornår har du sidst grædt?
– Jeg følger med i den tyske tv-serie, ”Babylon Berlin”, og den portrætterer Tyskland i 1930’erne så realistisk, at det godt kan give en klump i halsen. Den er utrolig godt produceret, og man sidder tilbage med en følelse af: ”Hold da op. Havde de det virkelig sådan?”.
Hvad har været højdepunktet i dit liv?
– Det største højdepunkt var at få vores datter. Det tror jeg, at enhver mor ville sige. Selvfølgelig skal man heller aldrig undervurdere at vinde et verdensmesterskab. Det var helt fantastisk.
Og i din karriere?
– For mig handler det ikke altid om at vinde. I 1978 dansede min mand og jeg i en af de store turneringer i Royal Albert Hall, og vi blev ”kun” nummer to, så vi vandt den ikke. Men jeg kan huske, at jeg havde en følelse af, at det var det bedste, vi nogensinde har danset. På en måde var det endnu større end at vinde et verdensmesterskab, fordi jeg vidste med mig selv, at vi havde danset bedst.