Koen hedder Casper og får et ekstra klem, for den er opkaldt efter Livs kæreste. Koen er selvfølgelig af hunkøn, men hun lyder navnet Casper, fordi det var ham, der hjalp hende med at få hovedet fri, da hun var en lille ivrig kalv, der havde fået hovedet i klemme mellem tremmerne i stalden.
Mange af køerne har navne, andre har numre, alle har en personlighed, og de har også det til fælles, at Liv elsker dem meget højt. Hun er sjette generation af Hansen-familien på ”Asgerhøjgård” i Sprove på Møn. Hun er 24 år og i gang med uddannelsen til landmand.
Engang var Asgerhøjgård en stor gård, men tiderne har ændret sig, og nu regnes gården for at være et mindre landbrug i en verden, hvor gårde og dyrebesætninger bliver større og større. De har 108 malkekøer af racen sortbroget Dansk Holstein, 70 kvier og kalve og 115 hektar jord.
Livs forældre, Ida og Michael, bor også på gården. Michael overtog gården efter sin bedstefar i 1990 sammen med sin far, Jørn Elo Hansen.
Da Ida flyttede ind i 1998, blev det deres gård, og Jørn gik på aftægt et par år efter. Siden har Michael og Ida arbejdet med dyrene og jorden. De er ikke blevet rige, og Liv forventer bestemt heller ikke, at hun selv bliver velhavende, men det er heller ikke det, der betyder noget for hende. .
– Jeg kan jo høre, at mange af dem, jeg går på landbrugsskole sammen med, vil det samme som mig: Vi vil gerne have et lidt mindre sted, for en kæmpegård med rigtig mange dyr bliver for stressende og upersonligt. Jeg vil gerne kunne passe min gård alene, som mine forældre altid har gjort det, siger Liv.
Det kommer ikke uden omkostninger at være alene om at passe en gård. Michael og Ida havde sidst et par dages ferie for 10 år siden, og der bliver ikke købt nyt til stuehuset, inden køerne har fået deres. Desuden er der arbejdet, der aldrig slutter.
– Jeg elsker at arbejde, siger Michael. Jeg bliver rastløs af at sidde inde i stuen og kigge ud, og man kan ikke sige, vi har slidt på vores fjernsyn, for det når vi sjældent at se.
Hvad skal man med al den fritid, når arbejdet er det, der gør livet sjovt? Det er verdens bedste arbejde at være ved dyrene. Måske er det bare sådan, at Ida og jeg er bedre til dyr end til mennesker, siger Livs far, Michael.
Ida var dyrlæge, da hun faldt for Michael. Hun opgav sit arbejde for at arbejde sammen med Michael på gården, og de har skabt et landbrug med nær kontakt mellem dyr og mennesker. Men Liv er ikke helt som sine forældre.
– Livet er ikke at arbejde sig halvt ihjel. Jeg vil gerne have robotter i stalden, så malkningen bliver nemmere og hurtigere, og jeg drømmer da også om en ny stald og om at få køerne på græs, men man kan ikke få det hele med det samme, siger hun snusfornuftigt.
Liv har hjulpet til i staldene, samlet sten på markerne og malket køer, siden hun var ni år. Dyrene og livet på gården er en del af hende, men hun har også tænkt over, om det nu også er der, hendes fremtid ligger.
– Da jeg gik ud af 9. klasse, prøvede jeg forskellige ting af: Jeg har arbejdet i forretning, jeg ville i lære som dyrepasser på et tidspunkt, og jeg har også søgt ind mod byen, som alle unge mennesker gør, men det var ikke mig.
– En ko er et enkelt dyr. Den er ligefrem, og der er ingen skjulte bagtanker her. Derfor føler jeg mig bedst tilpas sammen med dyrene. Jeg fandt ud af, at jeg altid vil arbejde med dyr, men det var først senere, jeg kom frem til, at jeg ville være landmand. Indtil for et par år siden har mine forældre kunnet klare alt, men pludselig blev min mor syg og bagefter min far, siger Liv.
Michael fik kræft i 2016. Selv siger han, at han holdt et halvt års ferie, mens han var syg, men det er en kendsgerning, at han var alvorligt syg, og det var slet ikke sikkert, at han kunne klare det hårde arbejde på gården igen.
Når hverdagen pludselig bliver fuld af behandlinger, medicin og ture til hospitalet, er det svært at have dyr, der er afhængige af en. Farfar og hele familien hjalp til, naboer og venner gjorde også, hvad de kunne, og selvfølgelig var Liv hjemme så meget som muligt. De kom igennem den svære tid, og det var en af grundene til, at Liv tog sin store beslutning.
– Det skar mig i hjertet at se mine forældre kæmpe for at passe gården, og hvis de ikke længere kunne klare det, skulle jeg så være den, der lukkede og slukkede for fem generationers liv her på Asgerhøjgård? Der har aldrig været noget pres fra mine forældres side om, at jeg skulle overtage gården, men det var på det tidspunkt, jeg besluttede mig for, at nu ville jeg prøve at blive den næste landmand her på stedet. Mine forældre har lovet at hjælpe mig, både med regnskaber og med driften, siger Liv.
Selv om familien har planlagt et glidende generationsskifte, er det ikke sikkert, det kommer til at ske. Ovenover dem hænger en sort sky, der hedder “CO₂-afgift”. Det betyder, at dansk landbrug måske skal betale en afgift i nærheden af 6.000 kr. pr. ko pr. år.
Det er en økonomisk afgift på, at køers fordøjelse udleder CO₂. Det vil blive en udgift, som familien Hansen ikke har regnet med, og som de ikke er sikre på, at de kan klare. Deres fremtid afhænger af, hvad politikerne beslutter, og derfor er generationsskiftet ikke i orden, selv om det er det, både Liv og hendes forældre helst vil.
Indtil afgørelsen falder, fortsætter livet på gården, som det altid har gjort. Køerne skal malkes, kalvene passes, der skal muges, og jorden skal sås til og høstes. Både dyr og mennesker har deres rutiner, og Liv falder ind i arbejdet på gården, som hun altid har gjort. Hun har fået lov til at være i praktik her på sin egen gård som en del af uddannelsen til landmand. Hun har også været andre steder, men det er her, hjerteblodet er.
– Jeg ved godt, der er meget, der skal ordnes og laves om , hvis der skal være en fremtid for mig og en ny generation her på gården, men jeg tror på det, og det gør min kæreste, Casper, også. Han er uddannet maler og kender ikke så meget til landbrug, men han forstår og respekterer min glæde ved det, jeg laver, siger Liv.
Liv og Caspar skal også have nogle børn engang, siger Liv. Helst tre, mener hun, for hun vil have det hele.
– Jeg har valgt uddannelsen til landmand, fordi jeg ønsker, at vores gård skal overleve mange generationer endnu, fordi jeg elsker dyr og det gode dyreliv, og sidst, men ikke mindst fordi mine børn også skal opleve den samme tryghed og glæde, som jeg har haft i min barndom, siger Liv.