Smilende og altid begejstret for kreative idéer. Det er sådan seerne hver uge møder boligstylist og indretningsekspert Mette Helena Rasmussen, når de zapper over på ”Nybyggerne”, hvor fire par konkurrerer om at forvandle hver sit råhus til deres drømmehjem.
Hvad har du lært af dine år som dommer i ”Nybyggerne”?
– Når vi som dommere lukkes ind i rummene for at vurdere parrenes indsats, ser vi kun slutresultatet af den proces, der er gået forud. Det er derfor først, når jeg har set de færdige udsendelser, at jeg har fået indblik i deltagernes kampe, tanker og udfordringer. Det er her, det for alvor bliver lærerigt, og det kan af og til være svært at bevare de nøgterne dommerbriller på næsen, når man kender hele historien. Når jeg nu om stunder ser parrenes kreative udfoldelser, bruger jeg meget energi på at prøve at forestille mig det forløb, de har været igennem.
Hvordan skal du holde jul i år?
– I det bofællesskab i Ry, hvor jeg er vokset op, og hvor min mor stadig bor. Min lillesøster er også flyttet ind med sine fire børn. Og for mig er det en af de gode juleaftener i den forstand, at jeg også har mine egne børn i år. Min mor booker bofællesskabets fælleshus, og vi bliver 18-20 mennesker omkring julebordet.
Hvem inspirerer dig?
– Jeg har været meget sen til at opdage lydbøger. Min hverdag og mit arbejdsliv er foregået i en verden, hvor jeg udelukkende har oplevet med øjnene. Men nu har jeg fundet ud af, at jeg kan blive klogere, mens jeg bevæger mig omkring. Og med mange års forsinkelse har jeg kastet mig over alle de selvhjælpsbøger, som alle andre for længst er færdige med. Det er værker som ”Nuets kraft” af Eckhart Tolle, ”Bonusforældre” af Jesper Juul og ”Yoga som spirituel praksis” af Svend Trier, og de påvirker på skift både min tankegang og mine følelser.
Hvad gør dig glad?
– At være en del af fællesskaber. Det kan være sammen med min kæreste, mine børn eller de mennesker, jeg har lært at kende omkring mit sommerhus i Sejrøbugten. I sommer inviterede jeg til gymnastik i haven med efterfølgende langbordsmiddag, hvor min kæreste stod for maden. Der kom 29 kvinder og én mand. Flere blev hængende, og samtalerne kørte over stok og sten.
Hvornår har du sidst grædt?
– Min kæreste mistede sin kone for fem år siden. Og da jeg ikke selv har erfaringer med tab af mine nærmeste, læste jeg Kristian Iblers bog ”Enkemand” for at få et indblik i, hvordan det var. Forfatteren fremstår ærlig og rørende i sin utilstrækkelighed. Og da jeg lyttede til bogen, mens jeg kørte bil, var jeg på et tidspunkt nødt til at holde ind på en rasteplads. Så meget græd jeg.
Hvad har været højdepunktet i dit liv?
– Jeg var ung og studerede på kunstakademiet, da jeg fik min datter, men det var et brændende ønske for mig at blive mor. Det var også livsforandrende. Fra at kunne stå og male billeder hele natten blev mit liv med ét helt anderledes struktureret.
Og i din karriere?
– I 2017 grundlagde jeg sammen med Anne Aarsland Kunstsalonen. Vi arrangerer offentlige kunstudstillinger i private hjem og lader kunsten og hjemmets interiør spille sammen. Det er et arbejde, der i den grad giver mening for mig. Her går alt, hvad jeg ellers har beskæftiget mig med, op i en højere enhed.