Kære Venner af brevkassen
Så er vi igen nået hertil, hvor jeg skriver en lille nytårshilsnen. Det er, som om det bliver mere og mere højtideligt for mig for hvert år. Måske fordi jeg er kommet i den alder, hvor jeg ikke længere bare tager årene, der kommer, for givet, men også fordi jeg virkelig værdsætter det, vi har sammen her i brevkassen.
Klokken er 5 om morgenen. Jeg sidder i mit køkken med frisklavet kaffe og var egentlig gået i gang med at skrive, men så stoppede jeg op, gik ud på badeværelset, børstede tænder og redte mit hår. Jeg kan jo ikke bare sidde her som en gammel laps, mens jeg skriver den årlige nytårshilsen.
Så nu med frisk ånde og stram midterskilning vil jeg endnu engang sige af hjertet tak, fordi I skriver til mig. Jeres loyalitet og tillid holder mig kørende. Tak for ris og ros gennem 2023. I er så skønne og også stor tak til alle jer, der læser med. I er lige så vigtige for brevkassen som alle jer, der skriver.
Nu har I generøst delt fortællinger fra jeres liv, og jeg vil give lidt tilbage og fortælle, hvad der fylder i mit eget liv her ved årsskiftet.
Robin, den sidste hjemmeboende, er i gang med at søge lejlighed. Han er klar til at flytte sammen med kæresten og går og glæder sig til at begynde sit eget liv i eget hjem. Jeg ved, mange af jer kender det, man gør sig umage med at glæde sig på sine børns vegne, men det er også med en vis portion vemod, man sender dem afsted.
Hvem er man nu, hvor man ikke er ”moar, hvor er mine støvler, moar, har du set min hoodie, moar, har du vasket mine underbukser?”. Det er en ny identitet, der skal opbygges, når der ikke længere er børn i hjemmet. Det skal jeg så småt i gang med. Det bliver faktisk stort.
En anden ting, der er sket i mit liv, er, at jeg har lukket alle mine sociale medier. Altså, jeg har lukket min profil på Facebook for mange år siden, og jeg havde kun en Instagram-profil, men nu har jeg deaktiveret den og findes ingen steder ud over ”IRL.” In-real-life, i virkeligheden.
Ved I hvad? Det er rart. Der er mange gode ting ved de sociale medier, men for mig var det blevet en sten i skoen. En tidsrøver og et sted, hvor jeg følte, jeg skulle levere indhold, så det nærmest var som et ekstra job. Jeg ved ikke, om det er for evigt, at jeg er uden sociale medier, men det er i hvert fald for lige nu.
Jeg har brug for ro i mit system. Nu går jeg bare rundt med mobilen i lommen og kigger op.
Arbejdsmæssigt ved jeg ikke helt, hvad 2024 byder på. Jeg skriver på en bog, som jeg regner med at aflevere i foråret, og så har jeg produceret noget tv, som jeg håber, I vil have glæde af at se i det nye år.
Jeg er lidt mere stille, end jeg plejer, men det er faktisk meget rart. Det er, som om ting falder på plads indeni.
I det nye år vil jeg have fokus på taknemmelighed. Vi bor et godt sted på kloden. Det har jeg nok taget lidt for meget for givet.
Jeg ønsker jer verdens bedste nytår og glæder mig til at dele 2024 med jer.
De allervarmeste hilsner fra Puk