Lige fra hjertet: En ny vej i livet

Jeg havde altid elsket børn, elsket deres nærvær, hudløse ærlighed og direkte facon. Det var især vuggestuebørn og børnehavebørn, som jeg havde dedikeret mit arbejdsliv til.

Børnehavebørnene var så sjove og nysgerrige, mens vuggestuebørnene var så kærlige. Nogle dage var min bluse helt våd, fordi de små barylere havde snasket så meget i den.

Tænk, at få løn for at kramme og smile. Det var en kæmpe glæde, især eftersom jeg aldrig selv havde stiftet familie. Jeg elskede mit arbejde i børnehuset, men en nat vågnede jeg i så store smerter, at jeg måtte ringe efter en ambulance.

Det var noget af det værste ved at bo alene – sårbarheden, især når jeg var sløj. Jeg kunne dårligt komme ud af sengen og måtte kravle hen til døren.

Det viste sig, at tre af mine ryghvirvler havde forskubbet sig. Efter flere måneder på sofaen og et hav af smertestillende, efterfulgt af endnu flere måneder med kontorarbejde i børnehuset og fortsat træning, stod det klart, at jeg ikke kunne tåle mit fag. Min fremgang var simpelthen for svag.

Lægerne ville gerne operere, og lykkedes det, var alt godt, men – der var et kæmpe men – størstedelen af dem, der fik operationen, måtte efterfølgende leve med en stiv ryg.

Jeg havde aldrig rigtig været typen, der tog chancer, og jeg havde bestemt ikke tænkt mig at begynde på det nu. Så jeg afslog tilbuddet om operation og måtte indse, at jeg ikke kunne komme tilbage til vuggestuen.

Der var alt for mange løft, bevægelser i alle mulige retninger, sidde på gulvet, bukke sig for at løfte børn, tørre børn, hjælpe dem i tøjet, ud af tøjet og så videre. Alt sammen bevægelser, der trak på min ryg.

Men når man som jeg har arbejdet med børn, siden man var 18 år, og professionelt i over 20 år, hvad gør man så? Jeg anede det ikke. Jeg sad og stirrede på jobannoncer og tænkte over, hvad jeg mon kunne blive. Jeg syntes faktisk, der var noget tragikomisk ved at stille mig selv det spørgsmål som 43-årig.

– Jeg ved lige, hvad du skal. Du skal på det her fantastiske kursus, vi har, sagde min sagsbehandler på kommunen.

Hun var en sød og hjælpsom dame med store briller og en rodet frisure.

– Kursus i hvad? spurgte jeg, og hun forklarede, at kurset hed ”Min nye vej”, og på det kursus ville jeg lære en masse om, hvad jeg ellers kunne blive.

Hun rakte mig en folder. Indeni stod der med stor skrift: ”Vi hjælper dig, så sporskiftet bliver en succes.”

Hmmm… af en eller anden grund føltes det lidt som en fiasko at have brug for hjælp. Jeg burde jo selv vide, hvad jeg kunne, skulle og ville.

Jeg var et vanemenneske

Da dagen endelig kom, var jeg enormt nervøs. I toget forsøgte jeg at spise en banan, men jeg kunne ikke. Jeg havde aldrig før været på kursus gennem kommunen.

Jeg havde faktisk heller aldrig været arbejdsløs, for der var altid mangel på pædagoger, og de sidste 13 år havde jeg arbejdet i børnehuset.

Det hele var så nyt, og jeg mærkede tydeligt, at jeg nok var meget mere vanemenneske, end jeg egentlig selv var klar over. Det føltes frygteligt, og jeg ville ønske, jeg bare kunne blive ved med at arbejde i mit elskede børnehus, hvor jeg kendte mine kollegaer, børnene og forældrene.

Jeg gik ind gennem glasdørene og så et skilt med en pil, der viste vej til kurset. Indenfor stod en høj mand, som straks rakte sin hånd frem mod mig og bød mig velkommen, mens han fortalte, at han var en af underviserne på holdet. Han fortalte også, at han hed Cristian uden h, for han havde været til numerolog.

Kort efter hilste to andre på, og jeg fik at vide, hvor jeg kunne skænke mig selv en kop kaffe. Det startede meget imødekommende, og jeg mærkede en lettelse.

De andre kursister så slet ikke ud, som jeg havde forestillet mig. De lignede jo mig. Helt almindelige, pæne mennesker. Jeg blev helt flov over mine fordomme om os modne mennesker, der skulle lægge livet om.

Dagen begyndte med en navneleg, og selv om gennemsnitsalderen nok var langt over 35, morede vi os alle. Personligt fandt jeg glæde i, at jeg hverken var den yngste eller ældste.Straks tænkte jeg, at sådan en leg kunne man også lege i børnehaven. Mine tanker blev afbrudt af en velduftende, høflig mand, der spurgte, om han måtte sætte sig ved siden af mig.

– Jeg hedder Aksel, sagde han lavt, mens han forsigtigt rakte sin hånd frem.

– Helene, svarede jeg hviskende.

Kort efter bad underviserne Aksel om at præsentere sig. Han sagde noget sjovt om, at vi nok bare ville huske ham som den, der kom for sent. Han fortalte, at han var tidligere fotograf, men en vildfaren nytårsraket havde sat en stopper for karrieren.

Den dag så vi også en video. Den handlede om en, der skulle lære at cykle spejlvendt, og om hvor svært det er, når man først har lært at cykle normalt. I det hele taget var meget af dagens program mere selvindsigt end jobsøgning, og jeg var både inspireret og drøntræt, da jeg kom hjem.

En ny sidemakker

Den første uge på kurset blev Aksel og jeg ved med at sidde ved siden af hinanden. Vi talte ikke meget. Jeg lærte dog, at han var skilt og havde hund og to børn. Den følgende uge sagde underviserne, at alle skulle rykke rundt og få nye sidemakkere, som de ikke havde siddet ved siden af.

Jeg mærkede en stille skuffelse, men netop som jeg kiggede op fra min nye plads, sad Aksel direkte overfor og smilte til mig. Underviseren fortalte en historie om en hvid tiger, der havde alle muligheder for at bryde ud af sit bur, men som aldrig gjorde det, fordi den havde været vant til at være spærret inde. Historien ramte mig dybt, og i pausen kom Aksel over til mig og spurgte, om der var en hvid tiger gemt i mig. Jeg grinede stille og svarede, at jeg ikke vidste det.

Aksel sagde, at det lød som om jeg havde nogle store tanker. Jeg gav ham ret og forklarede, at det føltes stressende at være 43 år og skulle nytænke mit liv. Det ville da være tragisk, hvis ikke tankerne var store.

Den nat lå jeg vågen og tænkte. Nu slog det mig, at mit liv måske ville have været helt anderledes, hvis jeg havde prioriteret at satse på mine talenter og kompetencer. Jeg havde altid godt kunne lide børn, og mine forældre havde altid sagt, at jeg da skulle være pædagog. Så det blev jeg, og jeg havde aldrig været ked af det valg – men pludselig overvejede jeg, om der alligevel var andre muligheder. Jeg blev både spændt og en smule trist, for tænk, hvis det allerede var for sent at ændre på noget?

Næste dag stod programmet på ”Kompetenceleg”. I grupper skulle vi hver især fortælle om to til tre kompetencer, vi havde, og hvordan vi benyttede dem i dagligdagen.

I pausen kom Aksel over til mig og spurgte, om jeg fik styr på mine store tanker?Jeg svarede, at det nok ville kræve noget mere tid.

– Jeg har hørt, at man tænker bedst under åben himmel, sagde han så.

Jeg smilede til ham, og så spurgte han, om jeg havde lyst til at gå en tur med ham og se, om det passede?

Jeg nikkede og svarede ja. Gerne. Sammen forlod vi bygningen to timer senere.

Tør du udforske det?

Det var en mild septemberdag, og vi besluttede at gå ud mod et nærliggende grønt område, hvor der lå en socialøkonomisk bondegård. På vejen derhen talte vi om dagens øvelser og vores livssituationer. Da vi kom til en indhegning med geder, satte vi os på en bænk.

Aksel betroede mig, at han havde fået en depression, dengang nytårsraketten havde ramt hans øje. Han havde bare været ude for at kigge, og med ét var hans karriere slut, livet forandret for evigt. Han sagde, han havde følt meget selvmedlidenhed og været ret ynkelig. Men han huskede et besøg fra sin moster, som sagde, at han skulle huske at glæde sig til næste gang, hans liv blev forandret på et par minutter.

– Nu ved jeg, hvad hun mente, sagde Aksel og tog fat i min hånd.

Jeg mærkede min mave snøre sig sammen. Han sagde, at han mærkede, at der var noget mellem os. Turde jeg udforske det nærmere? Jeg nikkede og mærkede min puls stige. Jeg følte mig utrolig glad, og efter lidt tid rejste vi os.

På en gammel, blå dør hang et skilt, hvor der stod, at bondegården manglede en pædagog, der kunne støtte de sårbare unge, som arbejdede på gården. Jeg stoppede op og mærkede igen min puls. Det lød virkelig spændende.

– Tør du også udforske det? spurgte Aksel.

Jeg smilede stort og nikkede. Straks fandt vores hænder hinanden, og helt uden ord gik vi videre samme vej.

Det har vi nu gjort i to år. Vi arbejder begge på bondegården. Jeg er mentor for tre sårbare unge mennesker, og Aksel arbejder som pedel. Vi deler vores hverdag under samme åbne himmel, og i næste uge skal jeg over på jobcentret og fortælle min historie for et nyt hold kursister.

Jeg håber, de bliver inspireret og tør stole på, at der nogle gange er en kæmpe glæde gemt bag det, der kan føles som et stort nederlag. Det var der i hvert fald for mig.