Mange træner jævnligt deres unge hunde, så de får en glad, lydig og samarbejdsvillig hund.
Inden for hundetræning er der mange retninger, og metoderne er sådan set lige gode, så længe det er positiv træning, og man opnår det ønskede resultat.
Mange overser imidlertid, hvad der sker, når de ikke decideret træner hund. For hvis man laver fejl, fordi man tror, man har fri (og altså ikke træner) kommer man ikke i mål med træningen.
Hunde læser deres mennesker i alle deres vågne timer og forholder sig konstant til de signaler, de modtager. Om det er ude eller inde, træning eller fri gør ikke forskel for en hund, for verden, eller livet om man vil, er én helhed for hunden.
Vi mennesker mener måske, at nu træner vi, og når vi er færdige, er der ingen konsekvenser.
Et eksempel kunne være en hund, der ude på græsplænen bliver trænet i ”bliv”. Fido sidder pænt, evt. på en placeboard, og gør, hvad den er bedt om, mens ejeren går baglæns og ender 10 meter fra hunden.
Alt er fint, Fido blev, og dér sluttede øvelsen. Fido får fri og kommer med ind. Lidt efter ringer det på døren, og Fido får den nye kommando ”bliv”, mens døren åbnes.
Men Fido bliver ikke, for dens træning er slet ikke færdiggjort, og det, der sker her, er, at hundens ejer ikke mener, at de træner længere, mens Fido lærer, at kommandoen ”bliv” åbenbart ikke altid gælder. Hvad skulle man så have gjort, da gæsterne kom?
Det korte svar er: Ingenting. Undladt at bruge kommandoen, og i stedet have sat hunden i bryggerset, så den ikke blandede sig og lukket den ind, når der blev ro igen.
Hunde er vanedyr og opfanger lynhurtigt inkonsekvens. Derfor skal man have en engels tålmodighed, når man træner en ny kommando, for den skal trænes så mange gange, at den simpelthen sidder på hundens rygrad.
Først dér kan man begynde at bruge en kommando i praksis. Man kan derfor med en slags mundheld sige, at alle din hunds gode vaner har du lært den bevist, og dens uvaner har du lært den, bare ubevist.
For at undgå konflikter kan du lægge en overordnet plan for træningen, så øvelserne langsomt kan gøres sværere, i takt med hvad Fido kan kapere. Træning tager tid, og tålmodighed er vigtigt. At Fido ikke blev på kommandoen, kan man ikke bebrejde den.
Den sad pænt på placeboarden i haven og var kun lige ved at fange den røde tråd, så det var alt for tidligt at forvente, at den kunne overføre øvelsen til også at gælde indendørs, når der nu skete noget interessant.
Derfor er det vigtigt at tænke over, hvad der siges til hunden, både når der trænes, og når den har fri.
Ofte er det faktisk langt bedre ikke at sige noget end at give en kommando, der ikke bliver efterkommet. Tænk forud, så situa-tioner ikke kommer bag på dig, og tænk på, at i virkeligheden træner man altid med en ung hund.
Rolf Andersen er Familie Journalens fast hundeekspert, og deler en gang om måneden sin store viden om menneskets bedste ven.
Du kan skrive til Rolf på:rolf@familiejournal.dk
Min hund er alt for glad
Hvad med hunden, når der er baby på vej?
Min hund vil ikke samarbejde
Overmotiverer du din hund?
Verden ifølge min terrier
Nej tak til gæster
Du træner også din hund, når du ikke træner
Min hanhund er opslugt af dufte