Mit dilemma: Skal jeg sælge mine døtres barndomshjem?

Tirsdag, 30. juli 2024
Af Andrea Bak
Foto: Colourbox
Måske fordi mine døtres mor gik bort alt for tidligt, betød vores hus og de mange minder, der hørte til det, noget særligt for mig. Jeg havde aldrig tænkt, jeg skulle sælge det, men pludselig stod jeg i en situation, hvor det måske alligevel var det rigtige at gøre.
Mor og hendes børn i en have

Der hang stadig blommer på træerne, som min kone, Anne, havde plantet som noget af det allerførste i vores dengang nyanlagte have. Vi var unge og lykkelige. Det at købe et hus havde været vores helt store drøm, og nu skulle vores små piger vokse op med en grøn græsplæne, masser af buske med bær, og træer, de selv kunne plukke frugterne fra.

Ingen af os havde forestillet os, at Anne kun otte år senere skulle dø af kræft. Det var en ubærlig sorg, og samtidig med jeg kæmpede for at hjælpe mine knuste piger igennem deres sorg, kæmpede jeg også for, at de ikke også skulle miste deres trygge barndomshjem. Huset var langt fra betalt ud, og med kun min løn som togfører sad vi økonomisk hårdt i det.

Men vi klarede det, og da pigerne flyttede hjemmefra, mødte jeg Erika. Hun havde ligeledes mistet sin tidligere ægtefælle alt for tidligt. Han var død i en trafikulykke, da deres søn var 12 år. Eftersom han nu også var flyttet hjemmefra, talte Erika og jeg om at sælge begge vores boliger og sammen finde et tredje sted, hvor vi kunne begynde det nye kapitel i vores liv.

Da Erika forslog, at hun i stedet skød de overskydende pengene fra salget af sin lejlighed ind i en modernisering af mit hus, så vi sammen kunne bo der, må jeg indrømme, at det kom som en lettelse. Et eller andet sted var jeg bare mere sentimental end hende, og det at skulle give slip på alle minderne i mit hus var vanskeligere, end jeg umiddelbart ville stå ved.

Hele huset fik nye farver på væggene, der blev indrettet med både nye og vores gamle møbler. På den måde blev huset vores nye fælles hjem, mens lerskiltet med nummer 27, som min ældste datter engang havde lavet i formning, blev hængende på husmuren.

Mens Erika behandlede dem og mine børnebørn, som var de hendes egne, var jeg selv kommet til at holde lige så meget af hendes Peter. Selv om han og mine egne døtre måske ikke betragtede hinanden som søskende, og Peter heller ikke havde samme tilhørsforhold til huset, som jo aldrig havde været hans barndomshjem, var der ingen, der tog afstand fra hinanden af den grund.

Først for syv år siden, da mine børnebørn for længst var holdt op med at lege ude i legehuset, følte Peter sig klar til at stifte familie. Sammen med sin kone, Ida, blev de forældre til tvillinger, og Erika strålede over alt det nye liv, de to krudtugler bidrog med. Men da tvillingerne var fem år, gik livet i vores hus med ét i stå igen. Erika faldt pludselig faldt om med et hjertestop, og da lægerne opgav at redde hendes liv og slukkede for respiratoren, følte jeg, at min egen livsgnist var slukket.

Nu, to år senere, hvor jeg havde fået sorgen mere på afstand, var det i mellemtiden ikke meget, jeg så til Peter og hans familie. Det havde selvfølgelig været en endnu større sorg for Peter at miste sin mor, men alligevel kunne jeg ikke lade være med at føle mig skuffet over, at han siden kun havde vist mindre og mindre interesse for at besøge mig.

Nu var det efterhånden flere måneder siden, de sidst inviterede mig hjem til dem. Da sprang tvillingerne mig om halsen, mens Peter og Ida virkede anderledes anspændte. Ikke kun overfor mig, men også overfor hinanden. Peter havde mørke rander under øjnene og tabt sig, så tøjet nærmest hang på ham.

Da jeg trak ham til side og spurgte, om alt var okay, svarede han, men uden at møde mit blik, at der var opstået lidt økonomiske problemer i hans virksomhed, men at det nok skulle løse sig. Hvis der var noget, jeg kunne gøre, måtte han sige til, som jeg sagde. Jeg var her stadig, selv om hans mor ikke var det. Han nikkede og takkede, men siden havde jeg stort ikke hørt en lyd fra dem.

Mine egne døtre kom derimod stadig lige så ofte forbi og plukkede måske et par blommer fra træet ude i haven, før de satte sig og drak en kop kaffe med mig. Nu, da jeg var blevet pensionist, havde jeg masser af tid til at høre om, hvad der ellers foregik i deres travle liv.

En eftermiddag så jeg for en sjælden gang posten stikke et godt gammeldags brev i min postkasse. Jeg rejste mig på mine værkende knæ og gik ud for at hente det. Allerede da jeg så, at det var fra Peter, blev jeg noget overrasket. Da jeg havde sat mig med læsebrillerne på næsen, forstod jeg, hvad det handlede om.

I brevet stod, at Peter, da han mistede sin mor, også mistede sin egen livsgnist. Det, Peter ikke kunne se mig i øjnene og spørge om, var, om der var nogen mulighed for, at jeg ville skifte med ham, så han kunne få arven efter sin mor.

Efter jeg havde læst Peters brev, anede jeg ikke, hvad jeg skulle stille op. Allerede i sin tid, da Peters mor og jeg giftede os, havde vores voksne børn skrevet under på, at den dag en af os gik bort, ville den anden kunne blive siddende i uskiftet bo. Og det var det, jeg havde gjort, siden Erika døde for et par år siden.

Nu var Peter imidlertid kommet i så store økonomiske vanskeligheder, at kun arven efter hans mor ville kunne redde hans egne tvillinger fra at miste deres trygge barndomshjem. Men hvis jeg skulle hjælpe Peter, havde jeg ikke længere selv råd til at blive boende i mit eget hus.

Selv om jeg vidste, jeg holdt ham på pinebænken, kunne jeg ikke ringe til ham endnu. Jeg havde behov for mere tid til at tænke det her grundigt igennem, inden jeg kunne give ham et svar. Senere ud på eftermiddagen gik jeg rundt i haven. Det var altid der, jeg tænkte bedst.

Mit gamle skrog var allerede begyndt at værke, da jeg overhørte mine nye naboer inde på den anden side af hækken. Jeg hørte, at den unge familiefar derinde begyndte at bore med en boremaskine.

– Så, nu er ingen i tvivl om, at vi er flyttet ind i nummer 29! lød det.

– Hvor er det fint, sagde moren.

– Tænk, at vi har så dygtig en pige, at hun har kunnet finde ud af at lave vores husnummer i ler.

I det samme fik jeg øje på skiltet med nummer 27, som en af mine døtre i sin tid også havde lavet i ler henne i skolen, og som siden havde hængt på husmuren. Det var først nu, jeg virkelig så det igen. Hvordan glasuren i mellemtiden var falmet så meget, at man knap kunne tyde de to tal fra hinanden.

Derfra kastede jeg ligesom et nyt blik på selve huset, som på mange måder også var blevet mere slidt at se på. Selvfølgelig havde jeg været i sorg, siden jeg mistede Erika, og det havde mest bare handlet om selv at overleve. Men nu, hvor jeg trods alt havde fået den sorg mere på afstand, var det så det, jeg ville blive ved med? At bo her alene og bruge mine kræfter på at vedligeholde det?

Nok rummede huset mange gode minder, men da jeg fik set mig rigtigt omkring indenfor, slog det mig, at tiden på en eller anden måde var gået i stå, siden jeg var blevet alene om det igen. Og hvad var egentlig vigtigst? At jeg kunne klamre mig til det liv, der engang havde været, eller hjælpe Peter og Ida med, at deres seksårige tvillinger kunne blive boende i det hus, der stadig var deres barndomshjem?

Samme aften ringede jeg til Peter. Han lød ikke bare ydmyg, men dybt ulykkelig. Han havde det så skidt med at spørge mig om muligheden for at skifte, og havde det ikke været for børnene, som han sagde, ville han aldrig have gjort det.

– Jeg kan sagtens sætte mig ind, hvordan du har det, Peter. Da jeg mistede mine små pigers mor, ville jeg selv for enhver pris undgå, at de også skulle miste deres barndomshjem. Men hvis jeg skal skifte med dig, bliver jeg nødt til at sælge mit eget hus …

– Det var jeg ikke klar over, afbrød Peter mig straks og bad mig glemme det igen.

– Selvfølgelig skal du ikke sælge dit hus, fordi vi ikke længere har råd til at betale terminerne på vores eget.

Nu var det imidlertid min tur til at afbryde ham.

– Jeg vil nu hellere takke dig for, at du overhovedet har fået mig til at overveje den tanke, Peter. For den har provokeret mig til at indse, at tiden er inde til at sælge huset. Ellers risikerer jeg bare at gro fast i alle minderne, og det vigtigste for mig er at kunne hjælpe jer og ungerne med at komme godt videre med jeres liv.

Peter var vist stadig ikke helt overbevist, men det var jeg. Et par dage efter bad jeg mine døtre om at komme hjem til mig. De gav deres gamle far et knus og krøb op i sofaen, sad der med benene under sig, og smagte på søde, modne blommer, jeg samme dag havde plukket ude fra træet, deres mor i sin havde plantet.

– Far, du lød så alvorlig, da du ringede. Hvad sker der? spurgte de mig så.

Jeg blev nødt til at samle mod til mig, for jeg kunne på forhånd regne ud, at deres reaktion ville blive voldsom. Måske ville de endda blive vrede på Peter og anklage ham for at have presset mig til at tage beslutningen om at sælge huset og skifte med den alle tre.

Da jeg endelig fik sagt, hvad jeg ville, så mine piger til min overraskelse lidt lettede ud. Jo, selvfølgeligt skulle de lige have tid til at vænne sig tanken, men de indrømmede, at de faktisk selv havde haft den. Nu havde jeg boet her i huset i så mange år, mistet begge mine koner, og måske var tiden efterhånden inde til, at jeg gav slip på det og “plantede” mig selv om i noget nyt og mere overskueligt. Ja, de penge, jeg ville kunne for få for huset, kunne jeg jo også bruge til … måske at rejse?

Inden længe havde jeg sat huset til salg, og med mine døtres hjælp lykkedes det mig at finde en moderne seniorbolig i et trygt og godt rækkehuskvarter. Efter få måneder blev huset solgt, og samtidig sikrede det, at Peter og Ida klarede skærene og kunne blive boende i deres.

Lidt efter, da jeg sad i flyttebilen, som kørte forrest ned ad vejen, var det et vemodigt øjeblik. Men selv om jeg kiggede længe i bakspejlet, var jeg ikke et øjeblik i tvivl om, at jeg havde truffet det rigtige valg.