Kan man plante buske om sommeren?

Onsdag, 17. juli 2024
Af Frank Kirkegaard Hansen
Foto: Frank Kirkegaard Hansen
Maria vil gerne plante buske i sin have, men er blevet rådet til at vente til efteråret. Hun spørger, hvorfor hun ikke kan plante dem med det samme.
Buske i haven

Hej Frank

Jeg vil gerne plante en række buske omkring vores nye terrasse for at få lidt mere privatliv, men min far siger, at det er et rigtigt dårligt tidspunkt at plante om sommeren, og at det er meget bedre at vente til efteråret.

Men jeg vil altså gerne i gang nu. Håber jeg får lov af dig.

Hilsen Maria

Hej Maria

Din far har sådan set ret, men du kan alligevel godt få lov, blot du lover mig at give hver busk 10 liter vand én gang om ugen indtil efteråret. Medmindre det styrtregner.

Når man siger, at der skal plantes om efteråret, skyldes det, at jorden er fugtig, så man ikke skal huske at vande.

Inden du planter, så sørg for, at rodklumpen er gennemvåd ved at nedsænke den i en balje, indtil den synker til bunds af sig selv.

Venlig hilsen Frank

Om haveeksperten

Frank Kirkegaard Hansen er havearkitekt og hjælper Familie Journals læsere med gode råd til alt, hvad der har med haven at gøre.

Har du spørgsmål om have og planter, så skriv til Frank på haven@familiejournal.dk